I sidste uge havde vi lagde professor Mikkel Rytter vejen forbi Røde Kors i Danmarks nationale afdeling for at dele erfaringer fra forskningsprojektet Reorienting Integration. Med skarpe antropologiske briller gav han os et sjældent etnografisk indblik i den hverdag, congolesiske kvoteflygtninge navigerer i, når de skal skabe sig et nyt liv i Danmark. 

Selvom vi møder kvoteflygtninge i vores aktiviteter, er det samtidig en gruppe, vi ikke så har meget sammenhængende viden om. Masser af ny indsigt, indsigt og inspiration til, hvordan vi kan støtte gruppen endnu bedre!

Der hvor vi typisk møder kvoteflygtninge er i vores "integrationsaktiviteter".  Derfor var det tankevækkende med Mikkels opfordring til at parkere selve integrationsbegrebet. Ifølge ham reproducerer begrebet en ensrettet forventning om, at ”de andre” skal tilpasse sig et nationalt ideal, som de pr. definition altid vil befinde sig på afstand af. Resultatet er en slags sisyfos-arbejde, hvor målet flytter sig i takt med anstrengelserne, og hvor minoriteter paradoksalt fastholdes i en marginaliseret position.

Som alternativ foreslog Mikkel, at vi i stedet taler om "orienteringer" ligesom i forskningsprojektet. Fokus flyttes fra statens check-lister til de konkrete møder, der rent faktisk former menneskers livsbaner: samtalen med sagsbehandleren, det første kaffemøde med naboen, relationen til menigheden eller den afgørende dag på sprogskolen. Ved at spørge hvor og mod hvem mennesker orienterer sig, åbner vi for dynamiske historier om bevægelse, relationer og gensidig forandring, fremfor en ensidig fortælling om tilpasning. 

Besøget gav stof til eftertanke hos os i Røde Kors. Hvad betyder det, hvis vores frivillige, mentorer og medarbejdere begynder at se sig selv som dele af de orienteringsprocesser, flygtninge allerede er i gang med? Hvordan kan vi støtte nye borgere i at justere deres kompas – uden at diktere destinationen?

Tak til Mikkel Rytter for at ryste posen!