Aarhus Universitets segl

Kristne menigheders betydning og indsats for kvoteflygtninge i Danmark

Reorienting Integrations rapport om religion og religiøse fællesskaber får fin omtale i Udfordringen

www.udfordringen.dk sætter i januar 2025 fokus på den rapport som projektet udgav i marts 2024. Rapporten "Kvoteflygtninge, religion og nye fællesskaber" beskriver oplevelser og erfaringer forbundet med kvoteflygtningenes møde med og deltagelse i kristne menigheder i Danmark samt det modtagelses- og inklusionsarbejde, der finder sted i disse fællesskabe.

Traditionelt fylder religion og religiøse fællesskaber sjældent meget i dansk integrationspolitik, og der er ofte skepsis over for, om religion kan hæmme integrationen. Men forskningen viser, at tro og fællesskab kan fremme inklusionen af flygtninge på mange planer.

Professor Mikkel Rytter forklarer, at mange enlige mødre og børn, der er kommet til Danmark fra lejre i Rwanda, har været praktiserende kristne hele deres liv. Troen og fællesskabet i lokale menigheder har vist sig at være afgørende for deres inklusion i det danske samfund. Tre forskere og syv specialestuderende har fulgt 400 enlige mødre med børn, som i 2022 og 2023 kom til Danmark som kvoteflygtninge fra lejre i Rwanda. Disse kvinder, primært fra DR Congo, har ofte levet mange år i flygtningelejre og har været udsat for vold og forfølgelse. Mange af dem har både mentale og fysiske lidelser, der ofte er ubehandlede.

I Danmark har kvinderne fundet støtte og tryghed i lokale kirker, hvilket har hjulpet dem med at tilpasse sig deres nye liv. I menighederne bliver flygtningene set som medmennesker og trosfæller mere end som flygtninge, enlige mødre eller besværlige borgere. Dette perspektiv har været afgørende for deres vellykkede integration. Kvoteflygtningene bliver fløjet direkte fra lejre i Rwanda til Kastrup Lufthavn, hvor de mødes af en kommunal sagsbehandler fra deres nye hjemkommune. Her får de nøglen til en lejlighed og skal begynde at bygge et nyt liv op. Mange af flygtningene har i årevis drømt om at komme i sikkerhed i et trygt land som Danmark, men det er en stor omvæltning at tilpasse sig et digitaliseret samfund.

Læs hele artiklen i Udfordingen her

 

Forskerne blev overraskede over, hvor central den kristne tro var for mange af flygtningene, og hvor høj prioritet tilknytningen til en menighed havde for dem. Heldigvis lykkedes det hurtigt mange af dem at finde ind i menigheder, som ofte svarede til de kirkeretninger, de var knyttet til i Congo eller Rwanda. Dette har været en stor støtte i deres nye liv i Danmark.