Ansættelsen er blevet mulig via en bevilling fra Fonden Ensomme Gamles Værn – tusind tak for det. Rikke skal i denne periode have særligt fokus på ældre kvoteflygtninge og deres nye liv og hverdag i danske lokalsamfund.

Og dette er vigtig viden, for flygtninge kommer jo netop i alle aldre. Forskere har en tendens til at prioritere kvinder og mænd, ægtepar, samt unge og børn – hvor nogle er på flugt sammen med voksne familiemedlemmer, mens andre er ”uledsagede mindreårige”. Vi glemmer imidlertid ofte dem der sidst i livet, enten flygter fra krig og katastrofe eller udvælges fra UNHCR flygtningelejre til genbosætning et nyt sted i verden. Blandt de genbosatte congolesiske kvoteflygtninge, som Danmark har modtaget de senere år, er nogle håndfulde ældre kvinder og bedstemødre, der er genbosat med et eller flere voksne børn og børnebørn. Det er kvinder fra midt 50erne til 80erne som på ingen måde passer ind i den forståelse, der er af en ”ideal flygtning” i de kommunale integrationsprogrammer.

Lad mig kort præsentere ”ideal flygtningen”: Når kvoteflygtninge ankommer til Danmark bliver de anvist en hjemkommune, hvor de skal bo de første tre år. Dette er del af den nationale plan for fordeling af flygtninge. Deres nye hjemkommune har pligt til at stille en bolig til rådighed. De voksne får igangsat et integrationsprogram med sprogskole og jobpraktik, mens de mindste børn starter i daginstitutioner og skolebørn fordeles i modtageklasser. Modtagelsen og integrationsprogrammet er indrettet mod, at flygtninge hurtigst muligt kan få et arbejde, og tjene deres egne penge i stedet for at ende på offentlig forsørgelse.

Integrationsprogrammet beror således på en grundforståelse og samfundskontrakt om, at flygtninge (ligesom alle andre duelige borgere) skal ”yde for at kunne nyde” velfærdsstatens goder. De skal dels gå på sprogskole og lære dansk, og dels i jobpraktik på arbejdsmarkedet, så de hurtigst muligt kan blive selvforsørgende. Denne type jobpraktik, knyttet til integrationsprogrammet, er imidlertid kritiseret af nogle flygtninge for at være dybt frustrerende, idet de er tvunget til at acceptere de praktikforløb, som kommunen anviser, uden de nødvendigvis oplever at komme tættere på en ordinær ansættelse. I stedet går flygtninge ofte fra praktik til praktik, og bliver aldrig rigtig del af arbejdsmarkedet, da de blot har korte ansættelser, og ikke får egentlig løn, men blot arbejder for at kunne modtage deres ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”. Endvidere bliver de ofte ikke set og anerkendt som rigtige kollegaer med samme stemme og rettigheder som deres kollegaer på arbejdspladsen (Rytter og Ghandchi 2020; Jørgensen og Shapiro 2023).

Uanset om denne form jobpraktik er rimelig eller hensigtsmæssig i forhold til at få flygtninge i arbejde, så er det en model, der beror på ideen om en ”ideal flygtning”, dvs. en mand eller kvinde mellem 18 og 45 år, der hverken har fysiske skavanker, helbredsmæssige udfordringer eller psykologiske mén, fx i form af traumer eller PTSD efter deres flugt og turbulente fortid. Tilsvarende, mens mor og far skal i jobpraktik, sluses børn og unge ind i daginstitutioner, folkeskole og ungdomsuddannelser. Alle ”ideal flygtninge” har således en plads i modtagelses- og integrationsprogrammer modelleret over kernefamiliens konstellation med far, mor og børn - men det rejser spørgsmålene: Hvad med de ældre flygtninge, fx de ældre kvinder og bedstemødre, der hverken er arbejdsduelige eller produktive på samme måde som den yngre generation? Hvordan ser deres liv og hverdag ud? Så hvem ser og hører de ældre flygtninge og hvilke kontaktflader og sociale netværker har de? Hvilke veje ind i Danmark kan de forvente?

Det er spørgsmål som disse Rikke skal forfølge i de kommende måneder. Konkret vil hun besøge og interviewe 6-8 ældre kvinder, bosat i kommuner over hele landet, omkring deres nye liv, hverdag og fremtidsudsigter. Interviewmaterialet vil blive suppleret med en survey blandt frontmedarbejdere i de kommuner, som har fået anvist ældre kvoteflygtninge. Formålet er her, at få mere viden om de kommunale initiativer kvinderne tilbydes og er omfavnet af.

Det bliver spændende at besøge og høre fra de ældre. Deres perspektiver vil være et vigtigt bidrag til projektets samlede dataindsamling. Delprojektet forventes at munde ud i en rapport om ældre kvoteflygtninge i foråret 2024.

/ Mikkel