Til årsmøde i Adventistkirken  

Jeg er til den danske Adventistkirkes årlige møde i starten af maj 2023. Fem dage med workshops, gudstjenester, lovsang, smil og hygge. Mange af de congolesiske kvoteflygtninge i Danmark har tilknytning til Adventistkirken. De forskellige menigheder landet over har gjort en stor indsats for at få så mange congolesere som muligt med til årsmødet. Der er blevet arrangeret busser fra nær og fjern til det naturskønne område ”Himmerlandsgården”, 15 km øst for Hadsund, hvor årsmødet afholdes. På det her tidspunkt er jeg stadig i den spæde start af mit feltarbejde, og jeg er taget med til årsmødet for at falde i snak med potentielle informanter og forhåbentligt begynde at skabe kontakter og opbygge relationer.

Som kandidatstuderende på linjen Visuel Antropologi har jeg valgt at lave et produktspeciale og dermed kastet mig over filmmediet. En beslutning, som har været kimen til både opture og mange udfordringer.

I håbet om at lave en film som slutprodukt, der understøtter og udfolder mine analytiske pointer i mit skrevne speciale, traver jeg troligt rundt med mit kamera, når jeg befinder mig i felten. Et syn som har givet anledning til en del nysgerrige, men også skeptiske blikke – også på Adventistkirkens årsmøde.

”Det ligner lidt en kat… I må gerne ae den” – kameraet som icebreaker

Efter at have trasket rundt på årsmødet en rum tid uden rigtigt at være faldet i snak med nogen, sætter jeg mig en anelse modløs på græsset ved en legeplads. Fire congolesiske piger i 10-års alderen gynger og leger. Jeg siger hej til dem og sætter mig så med mit kamera i skødet og kigger lidt ud i luften. I starten ænser pigerne mig ikke. Men da jeg begynder at sidde og rode lidt ved kameraet og ændre på nogle indstillinger, bliver én af pigerne nysgerrig på ”vindhætten” på kameraets mikrofon; en stor fluffy, blød og pelset hætte, der reducerer vindstøj. Pigens nysgerrighed bliver mit signal til at interagere med de fire piger. Jeg siger til dem, at de gerne må komme over og mærke vindhætten og ae den, for den minder lidt om en blød og vamset kat. I løbet af få sekunder er alle fire piger ovre for at røre mikrofonen og nærstudere kameraet. Vi udveksler smil og grin, og pigerne spørger, om jeg ikke vil filme dem. Jeg foreslår, at de synger en sang, og så kan jeg filme dem imens. Pigerne synger, danser og performer entusiastisk flere sange på Kinyarwanda. De er meget nysgerrige på at se filmen bagefter, og vi aftaler at mødes før aftensmaden, så jeg kan vise dem filmen på min computer.

I denne situation og i flere andre situationer efter denne, bliver kameraet en form for icebreaker og dermed startskuddet til en relation. Kameraet bliver en måde, hvorpå jeg kan påkalde mig selv opmærksomhed som antropologistuderende. Kameraet stikker ud og vækker folks nysgerrighed, hvilket kan gøre det lettere at opsøge potentielle informanter. Men med kameraet i hånden og den kluntede kamerataske over skulderen følger også en række udfordringer.

Skeptiske blikke, spørgsmål om samtykke og et fraværende nærvær

Selvom kameraet kan være en hjælpsom følgesvend og kan fungere som en god icebreaker, oplever jeg det også som utroligt udfordrende og til tider grænseoverskridende at have kameraet med på feltarbejde. Flere gange har det givet anledning til en negativ eller i hvert fald mere skeptisk form for opmærksomhed, hvor folk stiller sig uforstående overfor, hvorfor noget skal filmes.

Desuden bliver spørgsmål om etik og samtykke endnu mere relevante at stille, når man medbringer et kamera til på feltarbejde; skal man altid bede om tilladelse til at filme? Hvad gør man, når der er en gruppe på ti personer, og to af dem ikke ønsker at blive filmet? Hvis man allerede har spurgt om tilladelse én gang, skal man så spørge igen, hvis man filmer et par uger senere? Hvad med at filme en hel forsamling? Hvornår er en situation for prekær til at blive ved med at filme?

Jeg har eksempelvis fulgt én af mine informanter, Jean* på hans ugentlige gang på sprogskole. Jean og jeg har en aftale om, at jeg altid må filme ham, hvor end han går. Men når vi så pludselig befinder os på et offentligt sted som sprogskolen, er der konstant nye mennesker, som jeg givetvis må forholde mig, hvad samtykke angår. Heriblandt de andre kursister, sprogskolens lærere og frivillige. Selvom jeg besøger sprogskolen for specifikt at følge Jean, er jeg interesseret i at filme ham i forskellige dynamikker og interaktioner med omverdenen og andre mennesker. Jeg spørger altid disse andre mennesker om tilladelse til at filme dem, før jeg går i gang. Dette resulterer dog ofte i, at noget af den umiddelbare og naturlige interaktion mellem disse mennesker går tabt.

Endnu en udfordring ved at bringe et kamera med i felten er at være fuldt til stede og opmærksom under et interview eller en samtale. Måske i høj grad grundet min relativt sparsomme erfaring med film og lyd og et valg om udelukkende at filme håndholdt, tager jeg mig selv i at have et overdrevent fokus på tekniske aspekter såsom lys og lyd. Imens forsøger jeg ihærdigt at være klar med det næste gode og velovervejede spørgsmål, kigge mine informanter i øjnene og være nærværende i samtalen – hvilket til tider kan være svært! 

… Så hvorfor overhovedet bringe kameraet med i felten?

Ja, hvorfor egentlig? Når udfordringerne hurtigt kan synes større end mulighederne, er det værd at overveje, hvad kameraet kan bidrage med i det endelige resultat. Foruden at være en metodisk aktør i selve feltarbejdsprocessen, har filmmediet en særlig formidlingsmæssig styrke grundet dets multisensoriske karakter. En film kan give os en unik mulighed for at genoplive felten multisanseligt; vi kan se informanterne i øjnene, høre og mærke deres røst og tonalitet, hæfte os ved et ansigtsudtryk, et åndedræt eller en pause i samtalen. Gennem filmmediet kan der således åbenbare sig nogle afkroge af felten, der kan fungere som et ekstra lag til den skrevne antropologi. 

På nuværende tidspunkt i min specialeprocess er min plan at lave en 30-minutters portrætfilm om Jean. Filmen kommer til at bestå af interviews med Jean samt optagelser fra hans dagligdag. Da Jean efter blot 1,5 år i Danmark har godt styr på det danske sprog, foregår filmen på dansk med små passager på kinyarwanda. Undervejs under optagelserne er Jean kommet med input til scener og sekvenser til filmen og får således indflydelse på det endelige resultat. Filmen kommer naturligvis ikke til at stå alene, men den kommer til at tale sammen med mit skrevne speciale, hvor observationer og interviews med andre informanter inkorporeres.

*anonymiseret navn