I dagene 23-25. april, 2025 deltog Mette Lind Kusk og Mikkel Rytter i konferencen ”Navigating the Politics of (Dis)Integration: Refugee Families’ Pathways to Inclusion”, der var arrangeret af projektet REFUFAM ved universitetet i Bruxelles. Konferencens to keynote præsentationer blev leveret af professor Adrian Favell (University College Cork) og professor Halleh Ghorashi (Vrije Universitet Amsterdam).

På konferencens første dag præsenterede Kusk og Rytter et fælles paper med titlen: ”From integration to reorientation: Processes of refugee resettlement”, der diskuterede hvorfor termen ”integration” er en regulær analytisk blindgyde. I stedet foreslog de i oplægget begrebet ”orientation”, baseret på Sara Ahmeds ”Queer Phenomenology” (Ahmed 2006), som et muligt alternativ. Et fokus på orientation tillader bl.a. et opgør med dikotomisk tænkning mellem ”os” og ”dem”. Det er ikke kun flygtninge, men os alle sammen, der løbende gennem livet orienteres af de mennesker, institutioner, rum, ideer, osv. som vi møder på vores vej. Et fokus på orientation gør op med nationalstatens ofte meget abstrakte bekymringer om flygtninges integration og sigter i stedet mod at udforske og forstå de konkrete møder i hverdagen mellem individer i en familie med flugtbaggrund og deres respektive sagsbehandler, familiekonsulent, jobcenteret, sundhedsplejersken, lægen, skolelæreren, menigheden, naboen osv. Orientation fordrer en opmærksomhed på de konkrete sociale møder og rum – både de som udfolder sig i en given situation og de som tager form over et længere tidsperspektiv. I præsentationen benyttede Kusk og Rytter fire eksempler fra projektets store dataset og diskuterede hhv. 1) de midlertidige boliger, 2) sprogskole og praktikophold, 3) den kristne menighed og 4) de unges aspirationer for fremtiden. De fire empiriske nedslag blev anvendt til at diskutere og kvalificere begrebet orientation og dets potentiale og anvendelighed i flygtninge- og migrationsstudier generelt. 

I forbindelse med konferencen havde Kusk og Rytter også anledning til at tage på udflugt og besøge The Royal Museum for Central Africa, der huser store samlinger af etnografika, som er indsamlet under det belgiske kolonistyre i Congo. Udstillingen præsenterede pædagogisk landets geografi, flora, fauna, sten arter, mineraler og råstoffer. Der var redegørelser for begivenheder før og under selvstændigheden i 1960 samt en række fine personbårne fortællinger om familieliv, slægtsrelationer og ægteskabstraditioner, som de tager sig ud i netværker udstrakt mellem Den Demokratiske Republik Congo og Belgien, den dag i dag. Det var dog både skuffende og overraskende så lidt Kong Leopold II og hans massive udbytning af den såkaldte ”Freestate” i årene 1885-1908 fyldte på det store museum. Nogle kilder mener, at op mod 10 millioner mennesker mistede livet i den periode. Dette berørte udstillingen kun meget sporadisk med nogle lænker og enkelte plancher. Det er bemærkelsesværdigt, at man selv i dag tilsyneladende ikke rigtig kan rumme de mørke sider af den fælles congolesiske og belgiske historie på et stort museum som dette. Mest fascinerende var museets store samling af rituelle masker indsamlet fra forskellige etniske grupper i det centrale Afrika – de var hele besøget værd.

Kusk og Rytter vil i den kommende tid arbejde videre med deres konferencepaper, så det forhåbentligt engang i ikke så fjern fremtid kan være at finde som fagfælle bedømt artikel i et internationalt tidsskrift.