Desorientering i de første møder med danske systemer

Alle børnene har fået trylleplastre på armene. De viser dem stolt frem til os, hinanden, deres mødre og de to kommunale medarbejdere, der hjælper hele gruppen på hospitalet til blodprøvetagning. Vi er i venteværelset, hvor mødrene bliver bedt om at finde både børn og voksnes spritnye sygesikringskort frem. “Ikarita y’umuhondo” lyder det skrattende fra telefontolken, mens der bliver rodet i tasker og lommer efter det lille, gule plastikkort. Ét efter et dukker kortene op, og mødrene rækker dem spørgende frem. I baggrunden flakker børnenes nysgerrige blikke mellem videoerne på infoskærmen, et næsten tomt akvarie og de andre besøgende, der i stilhed venter på, at det bliver deres tur. Efter flere timer bliver lille Marcel kaldt ind. Han er utryg i hospitalets uvante rammer; han græder og vrider sig for ikke at blive stukket med nålen. Mens hans mor forsøger at holde ham en smule stille, kigger hun spørgende op på de tre mennesker, der står bøjet ned over hende og snakker dansk.

Blodprøverne i ovenstående skildring er en del af den omfattende helbredsundersøgelse, som alle kvoteflygtninge tilbydes kort efter ankomst til Danmark. Vi, Rikke og Clara, har på tæt hold fulgt både denne tur på sygehuset og andre ’første møder’, som de 24 kvoteflygtninge, der i foråret 2022 blev genbosat, har haft i deres første tid i Danmark. Som kandidatstuderende på forskningsprojektet laver vi gennem fem måneder etnografisk feltarbejde, hvor vi følger de nytilkomne familier samt den kommunale og frivillige indsats, der er igangsat omkring dem.

Sundhedsvæsenet er et eksempel på blot én af de institutioner i velfærdsstaten, som familierne skal stifte bekendtskab med og lære at navigere i. Både i forbindelse med helbredsundersøgelsen og andre udredninger møder kvoteflygtningene allerede i genbosættelsens første måneder sundhedssystemet. Det har i vores optik været et møde præget af stor desorientering - både for de congolesiske familier, for de kommunale medarbejdere og for sundhedspersonalet.

Spørgsmål som ”hvorfor skal jeg have taget en blodprøve i armen, når det er mit ben, der gør ondt, og jeg bare har brug for medicin?” er jævnligt blevet stillet. På denne måde er mødet med sundhedsvæsenet også et møde med en ny måde at anskue sygdomsbehandling på. Derudover kræver indgangen til systemet et lille, gult identifikationskort samt kendskab til et dansksproget, digitalt landskab bestående af blandt andet MitID, E-boks og dertilhørende apps. Mestrer man endnu ikke disse nye systemer, kan vejen til behandling blive lang og forvirrende. I denne desorientering er de nytilkomne familier afhængige af, at nogen kan hjælpe med at vise vej og forklare de ofte ret uigennemskuelige systemer. Når Marcels mor kigger spørgende op på sundhedspersonalet, er det nemlig ikke fordi hun ikke ved, hvordan hun skal trøste sit barn; snarere er det fordi, det er svært for hende at forstå, hvordan hun skal navigere i det komplekse system, der er ved at tage drengens blodprøve.

Gennem den etnografiske metode forsøger vi at undersøge, hvordan møder og forvirringer som disse opleves, forstås og kommer til udtryk. Det gør vi ved at være til stede og tage del i de forskellige aktiviteter, der fylder i de nytilkomne familiers hverdag - bl.a. husmøder med familiekonsulenter, lægekonsultationer, ture i supermarkedet, busrejser, lokale arrangementer og kirkebesøg. På denne måde får vi et særligt indblik i de situationer, som familierne måske ikke selv ville tænke over at italesætte og beskrive. Desuden laver vi løbende interviews med både de nytilkomne kvoteflygtninge samt de kommunale medarbejdere og frivillige, der er en del af deres liv. Gennem et længerevarende og dybdegående kendskab til familiernes første møder og måneder i Danmark er forhåbningen, at vi kan blive klogere på, hvordan familierne over tid og på forskellig vis finder vej i genbosættelsens indledende forvirringer.

Af Rikke Trige Jensen og Clara Fuglsbjerg Ebberup