Det er onsdag morgen, og klokken er 8.15. Jeg tager plads i klassen, og læreren gennemgår planen for dagen på tavlen. Kursisterne skal diskutere i grupper i dag, fordi det er et krav til modultesten på modul 5 (danskuddannelse 2), at man kan føre en samtale på dansk. Modul 5 er nemlig primært baseret på mundtlige kvalifikationer. Kursisterne skal lave en diskussionsøvelse, og jeg er med på sidelinjen. I grupper skal de skal skiftes trække en seddel med et udsagn og enten erklære sig enige eller uenige. Det handler om uskrevne regler i Danmark. Der bliver taget et udsagn, som lyder: “der er flere uskrevne regler i Danmark end i mit hjemland.” De fleste kursister i gruppen er uenige med udsagnet, men en af kvinderne fra Congo udtrykker, at hun er enig. Hun siger, at i hendes hjemland er der ikke lige så mange uskrevne regler, som der er i Danmark. Hun kommer med et eksempel fra sin første tid i Danmark. Hun fortæller, at hun gik på gaden, da en cyklist kom kørende mod hende. Cyklisten rakte hånden ud for at signalere, at han skulle dreje til højre, men kvinden forstod det som om, at han ville give hende en high five. Derfor rakte hun sin egen hånd ud mod hans og gav ham en high five, da han kørte forbi – cyklisten grinte af det og kørte videre. Kvinden griner lidt af sin historie, mens hun fortæller den. Vi griner også med hende i gruppen, og bagefter snakker vi videre om de oplevede uskrevne regler, kursisterne har mødt efter deres ankomst til Danmark.

I byens centrum, kun få minutters gang fra banegården, ligger sprogskolen. Her samles en stor del af de congolesiske kvoteflygtninge, der de sidste par år er blevet genbosat i området, til danskundervisning tre gange om ugen. Jeg, Anna, har som specialepraktikant været så heldig at få lov til at følge en håndfuld congolesiske kvinder i undervisningen på sprogskolen fra april til september som en del af mit feltarbejde, hvor jeg har fokus på beskæftigelsesrettede forløb for congolesiske kvoteflygtninge genbosat i 2021/2022. Her har jeg indtil videre været med til aktiviteter såsom alfabetvendespil, undervisning i nutid og datid, banko, læse- og lytteøvelser, kryds og tværs, job- og uddannelsesforløb samt ekskursioner i lokalområdet.

Danskuddannelsen er bygget op således, at man starter på ét af tre niveauer (danskuddannelse 1, 2 eller 3) alt efter ens sproglige udgangspunkt. Typisk starter man på danskuddannelse 1, hvis man har begrænset skolegang fra hjemlandet og danskuddannelse 2, hvis man har en uddannelse, der svarer til den danske folkeskole. Danskuddannelse 3 starter man oftest på, hvis man har en videregående uddannelse fra sit hjemland. Alle tre danskuddannelser er bygget op over seks moduler, som bestås ved såkaldte modultests. Når sjette modul er bestået, er man færdig på sprogskolen og alt efter, om man har gennemført danskuddannelse 1, 2 eller 3, har man bestemte rettigheder – for eksempel giver danskuddannelse 2 mulighed for at søge permanent opholdstilladelse i Danmark, mens dette ikke er tilfældet på danskuddannelse 1. Sprogskolens primære fokus er, at undervisningen skal være beskæftigelsesrettet. Dette fokus har skinnet tydeligt igennem i den undervisning, jeg nu har fulgt gennem cirka tre måneder. Her har fokus på praktik, job og uddannelse fyldt en del i undervisningen. Det samme har fokus på hverdagslivet i Danmark, med alt, hvad det indebærer – det kunne for eksempel være introduktion til dansk mad, skolegang, børnepasning og højtider samt oplevede uskrevne regler i det danske samfund, som eksemplet med high fives på cykelstien understreger.

Frem til sommerferien er en del af de congolesiske kvinder blevet undervist på samme hold på danskuddannelse 1, da deres sproglige udgangspunkt har været på nogenlunde samme niveau. Især på dette hold, har jeg mærket et stærkt sammenhold blandt kvinderne, som formentlig både bunder i, at de deler religion, modersmål og hjemland, men også i en fælles nysgerrighed omkring at lære dansk. En af disse kvinder udtaler: “Når vi tager på sprogskole, så er vi glade, fordi vi vil bare lære sproget. Så kan vi tale sammen med andre, ja, med danskerne.” Der er dog også enighed blandt kvinderne om, at dansk er et svært sprog at lære, og det kan derfor være frustrerende til tider – især når undervisningen går hurtigt, og det er svært at følge med, samt når man bliver overladt til sig selv med en opgave, der er svær at løse. Dog er det tydeligt at mærke en stærk motivation for at lære dansk hos kvinderne. Uanset niveau, har jeg indtil videre oplevet, at kvinderne suger til sig i undervisningen – omend det så handler om at lære om alfabetet, grammatikken eller de uskrevne regler i Danmark.

Af Anna Balslev, specialepraktikant på Reorienting Integration.