Aarhus Universitets segl

Rapportserie med anbefalinger til den gode modtagelse af kvoteflygtninge

Rapportserie: 10 anbefalinger til den gode modtagelse

Reorienting Integration er et forskningsprojekt under Velux Fondens HumPraxis-program. Det betyder, at vi laver forskning i samarbejde med praktikere og hele tiden har i sigte at melde forskningsbaserede fund og indsigter tilbage til praksis. Siden 1. februar 2022 har vi indsamlet data om den første kohorte af congolesiske kvoteflygtninges ankomst til Danmark. Det drejer sig bekendt om 198 individer, samlet i familier af enlige kvinder og børn, der alle skulle være ankommet i 2021. Men grundet COVID-19 først ankom mange først i løbet af foråret 2022. Vi har i skrivende stund besøgt og talt med 19 familier og 35 medarbejdere fra 22 kommuner – og en del af dem flere gange. Formålet har været at samle viden om familiernes ankomst, modtagelse og udfordringer i deres første tid i Danmark.

Den viden er nu blevet omsat til en ”best practice” rapport med titlen Fra FN-flygtningelejr til hjemkommune: 10 anbefalinger til modtagelse af congolesiske kvoteflygtninge, der frit kan downloades fra projektets hjemmeside eller fra DRC – Dansk Flygtningehjælps hjemmeside. Rapporten henvender sig til de mange forskellige frontmedarbejdere i danske kommuner, der står for modtagelse af de congolesiske kvoteflygtninge i de kommende måneder. Der forventes af ankomme 158 personer ultimo 2022 samt yderligere ca. 200, der efter planen vil ankomme i 2023. Rapporten vil også være relevant for frivillige, naboer og religiøse menigheder, der gerne vil have lidt mere viden og baggrundsinformation om de congolesiske kvoteflygtninge og de generelle udfordringer, familierne møder i deres nye hverdagsliv i Danmark.

Rapporten udkom 1. november og blev den 14. november præsenteret på et velbesøgt ”Webinar om modtagelse af Kvoteflygtninge” afholdt af SIRI - Styrelsen for International Rekruttering og Integration for kommunale medarbejdere f.eks. jobkonsulenter, sagsbehandlere, mentorer og familieguides fra hele landet

 Dagen startede med at SIRI, ved kontorchef Karen-Lise Karman og specialkonsulent, Helle Aaen, opridsede baggrundsinformation om f.eks. aldersfordelingen af de kvoteflygtninge, som allerede er ankommet og de, som er på vej. Derefter delte de deres erfaringer fra dette års før-afrejse kursus, som blev afholdt i oktober i Kigali, Rwanda, for de nye congolesiske kvoteflygtninge, som efter planen skal ankomme ultimo 2022 (og realistisk set også primo 2023).

Derefter fulgte oplæg ved Ida Fehrman og Mette Jensen, begge fuldmægtige i Udlændingestyrelsen, der redegjorde for den proces, som kvoteflygtninge gennemgår fra udvælgelse i Rwanda til afrejse til Danmark. Processen starter med regeringens beslutning om at modtage kvoteflygtninge; derfra følger UNHCRs udvælgelse af de forskellige familier, der lever op til de opsatte danske kriterier; derefter en længere fase med diverse interviews, kurser og sundhedscheck; inden de endeligt ankommer i deres respektive nye hjemkommune.  

Mette og Ida betonede også det særlige forhold, at de congolesiske kvinder er udvalgt og har fået opholdstilladelse i Danmark, fordi de er enlige, og i regi af UNHCR kategoriseret som ”sårbare kvinder”. Vælger en eller flere af kvinderne i de kommende år at gifte sig med en partner fra Congo vil det muligvis indgå i vurdering af deres fremtidige behov for at være i Danmark. Såfremt en kvinde bliver gift, er hun ikke længere nødvendigvis kategoriseret som en ”sårbar kvinde” med ret til beskyttelse. Eller sagt mere direkte: det er ikke meningen, at kvinderne skal have familiesammenføring med mænd fra Congo, men i stedet finde deres fremtidige partnere i Danmark.

Reorienting Integration var repræsenteret ved Emilie (AU) og Mads (DRC), der sammen præsenterede ”best practice” rapporten. Rapporten var på forhånd sendt ud til alle deltagerne i PDF-format, ligesom en trykt udgave vil blive præsenteret og distribueret ved SIRIs årlige ”Integrationsdag” for danske kommuner, der afholdes i Odense i slutningen af november, 2022.

Endelig præsenterede afsnitsleder Birgit Harbo Møller og familieguide Susan Beier fra Herning kommune en række illustrative eksempler på nogle af de mange misforståelser, som de selv og deres kollegaer har stået overfor i modtagelsen. Deres hovedbudskab var dels, at det er nogle stærke individer og familier, der er kommet til Herning og dels, at det kommunale frontpersonale må indstille sig på at tænke forfra i forhold til mange aspekter af hverdagens gøremål og aktiviteter (herunder indkøb, madlavning, brug af køkken, osv.), som frontpersonalet selv tager for givet. Det kan ikke antages, at kvinderne kan forholde sig til al den information de modtager, for de er i gang med at lære en masse nye ting at kende samtidigt med, at de skal være mødre for deres børn.

Dagen sluttede i grupperum, hvor der var mulighed for erfaringsdeling mellem de kommuner, der allerede har modtaget congolesiske kvoteflygtninge og de kommuner, der står overfor opgaven.

Rapporten ”Fra FN-lejr til hjemkommune” er den første i en – forhåbentlig – længere række af rapporter, som vi vil udgive fra forskningsprojektet i de kommende år.

/ Mikkel