Udgivelse: "Den gode modtagelse af nye borgere med flygtningebaggrund".
Ny håndbog fra CUF omsætter viden fra Reorienting Integration til konkrete anbefalinger for god modtagelse
Forskningsprojektet "Reorienting Integration" har nu været i gang i 3,5 år og slutter sidst på året ved et stort afslutningsseminar i Aarhus (mere om dette snarest). Der har været mange outputs fra projektet i form af bl.a. forskningsartikler, kandidatspecialer, introduktionsfilm, rapportserie og en tegneserie.
Nu udgiver projektdeltagerne fra CUF - Center for Udsatte Flygtninge under DRC - Dansk Flygtningehjælp også en håndbog om den bedste modtagelse af borgere med flugtbaggrund.
Center for Udsatte Flygtninge har i en årrække samlet viden og rådgivet kommunale frontmedarbejdere i diverse spørgsmål relateret til borgere med flygtningebaggrund. På denne baggrund og med afsæt i vores fælles vidensindsamling i Reorienting Integration udgiver CUF nu en håndbog med titlen "Den gode modtagelse af nye borgere med flygtningebaggrund”.
Teksten nedenfor er hentet fra pressemeddelelsen om udgivelsen:
Den kommunale indsats med at tage godt imod nye borgere med flugtbaggrund er en vigtig indsats – for kommunale medarbejdere, for nyankomne flygtninge og for samfundet.
Indsatsen skal gerne være helhedsorienteret. Men hvad indebærer det i praksis?
Få viden og inspiration fra en ny håndbog, som Center for Udsatte Flygtninge netop har udgivet. Den beskriver og giver anbefalinger til en indsats, der kommer hele vejen rundt om de nye borgere.
Det vil sige en modtagelse, som udover beskæftigelse og danskuddannelse også har fokus på for eksempel sundhed og trivsel, på betydningen af det relationelle og på introduktion til såvel relevante hverdagslige praktikaliteter som til det danske samfund mere overordnet.
Håndbogen henvender sig til kommunale medarbejdere, der er involveret i modtagelse og integration af børn, unge og voksne med flugtbaggrund.
Se håndbogen: Den gode modtagelse af nye borgere med flugtbaggrund | Dansk Flygtningehjælp
Stort tillykke til CUF - Center for udsatte Flygtninge med den væsentlige udgivelse. Håndbogen vil forhåbenligt være med til at gøre en forskel i fremtiden for at skabe bedst mulige modtagelse af nye borgere med flugtbaggrund i kommuner landet over. Det er dejligt, at vores rapportserie i Reorienting Integration har spillet en rolle i tilblivelsen af denne markante udgivelse.