Aarhus University Seal

Marx Nu!

Konferencen "Marx Nu!" har til formål at danne et overblik over det marxistiske forskningsfelts aktuelle status i den danske universitetsverden.

Info about event

Time

Friday 9 September 2016, at 13:00 - Saturday 10 September 2016, at 17:00

Location

Aarhus Universitet, Stakladen, Richard Mortensen Stuen & Mødelokale 1.1

Inden for det seneste årti har vi været vidne til en stigende interesse for og forskning i Karl Marx og den marxistiske tradition. Den globale økonomiske krise og de mange sociale protestbevægelser har fået mange forskere og studerende til at rette blikket mod den marxistiske tradition i forsøget på at forstå kapitalismen og de sociale modsætninger den skaber. Tendensen er også tydelig i Danmark, hvor der foregår stadig mere kritisk forskning, der på forskellige måder er inspireret af den marxistiske tradition.

 

Med konferencen ‘Marx nu!’ er ambitionen at skabe et rum, hvori vi i fællesskab kan danne os et overblik over forskningsfeltets aktuelle status i den danske universitetsverden. Vi inviterer derfor alle, der arbejder indenfor og inspireret af Marx og den marxistiske tradition bredt forstået til at bidrage.

 

Termen ‘marxistisk’ skal forstås bredt som alle former for forskning, der på den ene eller den anden måde forholder sig til den marxistiske tradition eller er inspireret af den frigørende og kritiske impuls i denne tradition. Ambitionen er at tiltrække forskere og studerende fra så mange forskellige discipliner som muligt.

 

Bidrag kan eksempelvis omhandle alt fra nutidige sociale bevægelser over kønsstudier, venstrefløjens historie, neoliberalisme, racisme, marxologi, kapitalismens historie, flygtningestrømme, ideologikritik, imperialisme, klasseanalyser til global ulighed, kriser, klimaforandringer, aktuelle og historiske teoretiske strømninger og meget mere. Vi ønsker kort sagt at skabe et akademisk samlingspunkt for forskere og studerende, der arbejder med udgangspunkt i marxismen forstået som et bredt forskningsfelt og kritisk forskningsprogram.

Vil du være med? Så send din tilmelding til marxistiskestudier@gmail.com

Maile skal indeholde:
 

-       Dit navn og lidt om dig (f.eks. uddannelse/studie)

-       Besked om, hvorvidt du ønsker at deltage i en konferencemiddag

-       Hvis du vil holde oplæg: Et abstract på 2-300 ord om dit emne

 

Hvis du vil holde et oplæg er deadline 1. juli. Vil du blot med som tilhører, er deadline for tilmelding 1. september.

Vi opfordrer alle, der er interesserede i konferencens emner, til at deltage – fra 1. semester-studerende til fastansatte forskere.

Åben for alle. Deltagelse er gratis