Det er nok ingen overdrivelse at kalde islam- og koranforskning for ét af de mest prekære emneområder indenfor religionsstudiet. En potent framing foranlediget af fænomener som migration, krig og terrorisme bevirker, at de politiske, etniske, religiøse og – naturligvis – videnskabelige engagementer ikke sjældent antager en polemisk og hysterisk form, ja en undertiden ligefrem en voldelig og livsfarlig form. Et genkommende tema er spørgsmålet om ’kritikken’. Er islam- og koranforskningen blevet for ukritisk og konfliktsky i sin tilgang til sit emne? Det er en anklage mit felt og jeg tit er blevet mødt med – i efteråret mest tydeligt kolporteret af koldkrigsforskeren Bent Jensen i en kronik i Jyllands-Posten. Heri beskyldte Jensen den danske koranforskning for at være tavs om den angiveligt autentisk kritiske koranforskning, som først og fremmest skulle finde sted i Tyskland, men som hjemlige koranlærde ifølge Jensen tier fatalt om. I dette foredrag vil jeg dels berette om mit svar til Jensen, dels komme med en bredere situationsrapport fra det islamologiske felt og de forskellige (selv)kritikker, der igennem længere tid har fundet sted. Endelig vil jeg give nogle bud på, hvad jeg betragter som gyldige (selv)kritiske og formidlingsmæssige strategier på islam og muslimske aktører.

Religionsvidenskabelig Forenings hjemmeside