Forsker ved Center for Grundtvigforskning udpeget til regeringens ekspertgruppe om statsborgerskab
Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge, om det er muligt at screene ansøgere om dansk statsborgerskab for antidemokratiske holdninger. Blandt medlemmerne er Jens Wendel-Hansen, seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet.
Hvad betyder det for dig - og Center for Grundtvigforskning - at være udpeget til regeringens ekspertgruppe om statsborgerskab?
-Jeg ser udpegningen som en anerkendelse af mit arbejde med demokratisk udvikling. Det understreger samtidig, at demokrati og medborgerskab ikke bare er et forfatningsjuridisk anliggende, men dybt forankret i værdier og kultur.
Hvorfor er det vigtigt, at humanistiske forskere er med i en gruppe, der skal vurdere, hvordan man kan screene for antidemokratiske holdninger?
-I sidste instans holdes folkestyret oppe af det forhold, at vi i overvejende grad er enige om, at det er retfærdigt. Juraen danner nogle faste spilleregler, men folkestyret er et produkt af en historisk og politisk udvikling. Derfor er det værdimæssige og det kulturelle også af vital betydning, når man ønsker at etablere en indretning, som det fra politisk hold tænkes at skulle sikre mod folkestyrets sammenbrud.
Hvordan kan din forskning bidrage til at kaste lys over nutidens diskussioner om demokrati, medborgerskab og værdier?
-Jeg har forsket i Grundtvigs politiske virke og debatterne om folkestyrets udvikling i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Mange af vores nutidige demokratiske forståelser stammer herfra, og derfor giver forskningen et vigtigt historisk grundlag for diskussionen om, hvem der kan være en del af folkestyret i dag."
Jens Lei Wendel-Hansen, seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning
Hvad håber du, at dit bidrag kan vise om humanioras relevans for aktuelle samfundsspørgsmål - som statsborgerskab, demokrati og integration?
-Jeg håber, at der vil blive bragt fokus på, at folkestyre ikke bare er abstrakte, filosofiske principper eller det, der står i Grundloven, men at det opretholdes ved, at vi alle sammen deltager i det og aktivt vil det. Det er også det, der skaber integrationen ind i folkestyret.
Gruppen skal afslutte sit arbejde med en rapport til regeringen om 10 måneder. Hvad håber du, at rapporten kan bidrage med til den offentlige debat?
-Jeg håber, at den kan skabe et fokus på, at det kulturelle fællesskab og folkestyret er gensidigt afhængige af hinanden – at der ligger en hel understrøm af fælles antagelser og forudsætninger under vores folkestyre, som er afgørende for dets beståen. Det er nødvendigt at få skabt en åben og givende samtale om, hvis vi skal bevare vores folkestyre i en tid, hvor det er under pres.
Læs pressemeddelelse fra Udlændige- og Integrationsministeriet
Medlemmerne af ekspertgruppen:
- Henrik Thomassen (formand). Vicedirektør i Udlændingestyrelsen, cand.jur.
- Birgitte Arent Eiriksson. Direktør i Justitia, cand.jur.
- Andreas Bjerre Nielsen. Lektor i økonomi og social data science, Københavns Universitet, ph.d. i økonomi
- Jens Lei Wendel-Hansen. Seniorforsker, Center for Grundtvigforskning, ph.d. i historie.
Kontakt:
Jens Lei Wendel-Hansen, seniorforsker
Center for Grundtvigforskning
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Telefon: +4587169169
Mail: jwh@cas.au.dk