Aarhus University Seal

Louise Storkholm - Ny Ph.d.-studerende ved afdeling for Filosofi og Idéhistorie

Louise Storkholm skal arbejde på projektet: ”Map-making Climate Knowledge: Epistemologies of Climate Governance in Denmark-Greenland, 1946-2025”.

Mit navn er Louise Storkholm og jeg starter d. 1. marts som Ph.d.-studerende (4+4) på Idéhistorie, hvor jeg også har haft min daglige gang, som både bachelor- og kandidatstuderende, siden 2021. Her skal jeg, sideløbende med at jeg færdiggør min kandidatuddannelse, påbegynde arbejdet på mit Ph.d.-projekt, som har den foreløbige titel: ”Map-making Climate Knowledge: Epistemologies of Climate Governance in Denmark-Greenland, 1946-2025”. Professor Louise Fabian er hovedvejleder på projektet.

Projektet udforsker den historiske og politiske betydning af geologisk kortlægning i Grønland, for at undersøge hvordan videnskabelig repræsentation har spillet en rolle i at gøre klima til vidensobjekt og styrbar kategori. Som kildemateriale udgør geologiske kort et væsentligt indgangspunkt til den bredere epistemiske og politiske klimahistorie i forholdet mellem Danmark og Grønland. En historisering af disse korts logikker og kontekster muliggør derfor en kritisk vurdering af nutidige klimakonflikter såsom ressourceudvinding og den grønne omstilling, samtidig med at det bidrager væsentligt til vores forståelse af, hvordan skiftende forestillinger om klima bliver produceret i en dansk-grønlandsk kontekst.

For at belyse kildematerialet, kombinerer projektet en idéhistorisk tilgang med teoretiske perspektiver fra STS, visuel epistemologi og postkolonial analyse, der åbner op for at forstå geologiske kortlægning som en materiel og visuel praksis der samskaber klimaviden med institutioner, geopolitiske agendaer og territoriale forestillinger. På denne måde er det min ambition at bidrage med en dybere forståelse af, hvordan videnskabelige praksisser og institutionelle forhandlinger i fællesskab producerer og stabiliserer bestemte måder at se og måle miljøet på, hvilket gør visse former for klimaviden autoritative og aktivt former forestillinger om natur, suverænitet og styring.

Louise Storkholm
Institut for Kultur og Samfund
Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Jens Chr. Skous Vej 7
8000 Aarhus C
au705035@cas.au.dk