Aarhus University Seal

Professor emeritus i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz er død

En af dansk humanioras mest markante og originale stemmer døde d. 28. januar 2022.

Photo: Martin Gravgaard, AU foto

Hans-Jørgen Schanz er død. Han kæmpede længe med lægerne om, hvem der skulle bestemme over hans krop, og med universitetet om, hvem der skulle bestemme over hans tid – og hans rygning. Nu er den kamp desværre slut. Med ham dør en af dansk humanioras mest markante og originale stemmer, der i mere end seks årtier udfordrede vanetænkningen, drog på indtil flere felttog imod tænkning som vane, også når han oplevede det hos sig selv.  

Mange vil huske ham som en af 70er-marxismens helt store, på godt og ondt. Der må være tusinder, der er blevet oplært i Marx af Schanz, men da han så, der gik automatik i den, at marxismen blev den på forhånd forudsatte ramme for tænkningen, så flyttede han sig, gik på opdagelse i tænkeformer og forfatterskaber, han og tidens marxisme havde afvist, men som han nu fandt frihed i at tænke med, herunder det teologiske og det æstetiske og ikke mindst Hannah Arendt, hvis stridbare og egensindige væsen, Schanz både filosofisk og personligt kunne spejle sig i. 

Schanz (f. 1948) var den første studerende på det nys oprettede Idéhistorie i 1967, i 1973 blev han lektor på stedet og fra 1992-2018 professor. Da han stoppede som professor fortsatte han ufortrødent med at skrive og holde foredrag, og hvis man spurgte, kom han gerne og underviste. Idéhistorie var måske nok hans job, men tænkning var hans gebet. Ingen har præget Idéhistorie som fag og institution som Schanz, ikke fordi han dannede skole eller fik proselytter men netop fordi han ikke gjorde. Med sin autoritet sikrede han, at Idéhistorie blev et mangfoldigt sted, et kollektiv uden kollektivisme. ’Papegøjer ingen adgang’ yndede han at sige. Man behøvede ikke være original eller et geni, men man skulle tænke selv. 

Udadtil har Schanz også haft en enorm påvirkning. Hans mange bøger og ikke mindst utallige foredrag har givet ham et stort, folkeligt publikum. Lige op til sin død planlagde han foredrag rundt omkring i landet, nu corona igen tillod det. Der er få forskere, som så mange ikke-akademikere kendte og beundrede. Igen og igen rundt om i landet får man spørgsmålet ’Hvordan går det med Schanz?’ og gerne en anekdote serveret med en vis ærefrygt om et møde med Schanz. Han havde en særlig forelæsningsstil, der klart signalerede, at dette er som det er, sådan hænger tingene sammen. Og han var ikke ked af at stoppe før tid, hvis han mente, at han modsat de fleste andre kunne sige det bedre og kortere end den afmålte tid. 

Mange har set Schanz som frygtindgydende, men det var nok mest på afstand. Inde på kontoret, når han småsludrede med studerende på gangen, til vejledning, når han kom ind med en tekst, han havde skrevet – ’det er sku en god tekst’ – og ville have lidt kommentarer, så var han måske nok ikke hjertelig, han var ikke en man gav krammere, men han var altid åben, venlig og imødekommende.  

Schanz havde en ret tør humor, et skælmsk smil når han synes han havde ramt den helt rigtigt eller han ville udfordre til opposition. Han hadede selvoppustethed og hurtigsnak. Han elskede sin familie, sin hund, islandske krimier og hurtige biler. 

I de senere år betragtede Schanz udviklingen af universitetet med tiltagende irritation. Ikke fordi han ønskede sig tilbage til de gode gamle dage, han havde været med dengang, så han vidste, at det ikke kun var godt, men fordi han så udviklingen som dræbende for det frirum og den fordybelse, som et universitet kræver. Han tog sine kampe, velvalgte og ikke, med ledelsen. Til gengæld var det ham afgørende ikke at tage nogen kampe med sine kollegaer, heller ikke selv om han ikke altid syntes, vi gik i den rigtige retning. Det var ham helt afgørende ikke at bestemme eller tromle, at Idéhistorie ikke var hans ejendom eller hans ret at udlægge for andre. Han gav plads, også til dem han var uenig med, for enighed var aldrig målet eller idealet. Det var tænkning. Og hvis folk kunne tænke, var det langt vigtigere, end at de tænkte det samme som ham. 

Det er ret umuligt at forestille sig Idéhistorie uden Schanz. Der har endnu aldrig været dansk idéhistorie uden. Det er et kæmpe tab for hans kollegaer, vores studerende, for universitetet og for den nysgerrige offentlighed. Fristelsen til vanetænkning er pludselig blevet lidt større uden Schanz til udfordre den. 

Æret være hans minde – Tak for alle de tanker, du gav os, og de friheder du tog dig. 
 
Mikkel Thorup, på vegne af Idéhistories lærerkollegium