Rosanna Farbøl er ansat som lektor pr. 1. august 2027

Afdeling for Historie har pr. 1. august 2027 ansat Rosanna Farbøl som lektor.

Rosanna er i øjeblikket ansat som adjunkt på Historie og overgår til et lektorat 1. august 2027.
 

Hvilke områder vil du beskæftige dig med inden for Formidling og Historiebrug/Public History?

 Jeg håber især at kunne udbygge mine samarbejder med museer, arkiver og statslige aktører. Historie bliver ikke kun skabt af historikere, men og jeg er især interesseret i samspillet mellem forskellige aktører, der hver især bidrager med erfaringer, materialer, perspektiver og interesser. Det kan være fagfolk på museer og arkiver, myndigheder, foreninger, borgere og andre, som er med til at forme, hvilke historier der bliver fortalt, hvordan de bliver fortolket, og hvilken betydning de får i samfundet. Det er vigtigt for mig, at historisk viden ikke bliver på universitetet, men kommer ud og lever i samfundet. F.eks. spiller historikere en vigtig rolle i den offentlige debat, hvor de kan kvalificere diskussioner og problematisere de fortællinger og selvfølgeligheder, som debatten bygger på. Det gælder ikke mindst, når fortiden bliver brugt til at legitimere politiske valg eller forklare aktuelle kriser.
Det er også en vigtig del af undervisningen at vise, hvordan historisk viden kan bruges i praksis. Jeg vil gerne hjælpe de studerende med at se, hvordan det, de lærer, hænger sammen med de arbejdsopgaver og faglige sammenhænge, de senere skal indgå i – og give dem mod på at formidle, analysere og bruge historie på mange forskellige måder.
Og så er jeg for nylig blevet interesseret i digital storytelling, som jeg gerne vil udforske mere. Jeg håber også at kunne tage digitale formater med ind i undervisningen og undersøge, hvordan de kan bruges til at fortælle historie på nye måder og gøre komplekse historiske sammenhænge tilgængelige uden at gøre dem enkle.

Hvad håber du, din forskning vil munde ud i eller afsløre?

Lige nu er jeg især optaget af beredskab. Jeg håber, at min forskning kan vise, at beredskab ikke kun er noget, der træder i kraft, hvis katastrofen rammer. Allerede forberedelserne påvirker vores samfund: hvordan vi indretter byerne, fordeler ansvar, forestiller os fremtiden og forstår forholdet mellem stat og borger.
Beredskab er igen blevet et aktuelt politisk og samfundsmæssigt spørgsmål. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvor vores forestillinger om beredskab kommer fra, og hvilke erfaringer vi kan – og ikke kan – overføre fra tidligere kriser. Historien kan både kvalificere den aktuelle debat og stille kritiske spørgsmål til den. Hvem forventes at tage ansvar? Hvem bliver faktisk beskyttet? Hvilke former for ulighed eller sårbarhed bliver overset? Og hvad gør det ved et samfund at forberede sig på en katastrofe, som måske aldrig kommer?
Jeg arbejder også med atomangst som både historisk og nutidig erfaring. Frygten for atomkrig er vendt tilbage, men vi mangler ofte et sprog for at tale om den. Her kan historien skabe genkendelse og perspektiv – og vise, hvordan mennesker før os har forsøgt at leve med en trussel, der på én gang var næsten ufattelig og helt nærværende.
Jeg håber, at forskningen kan bringe vores forståelse af beredskab, krig og krise videre, men den skal også leve uden for forskningsartiklerne. Den skal indgå i museer, digitale fortællinger og offentlig debat – og ikke mindst i undervisningen. Jeg vil gerne give de studerende både den faglige tyngde og den historiske nysgerrighed, der gør dem i stand til at deltage kritisk, nuanceret og engageret i samfundet.

Hvordan kom du til at beskæftige dig med historie – og hvori ligger din interesse for faget?

Jeg er vokset op i en familie med stor interesse for historie, så fortiden var en naturlig del af min barndom. Først var det riddere og borge, der optog mig. Senere blev det Anden Verdenskrig, så den kolde krig – og efterhånden spørgsmål, der rækker helt frem til vores egen tid. Min vej ind i Historiebrug og Public History mere specifikt begyndte med mit ph.d.-arbejde om den kolde krigs efterliv i Danmark. Her blev det tydeligt for mig, at fortolkninger af fortiden ikke bare handler om fortiden. De er også med til at forme nutidens identiteter, konflikter og politiske positioner.
Det, jeg holder af ved historie, er, at faget både lader os komme tæt på mennesker, der levede under helt andre vilkår, og giver os mulighed for at træde et skridt tilbage fra vores egen samtid. Historien viser, at det, vi opfatter som naturligt eller selvfølgeligt, er blevet til under bestemte omstændigheder. Verden kunne have set anderledes ud.
Det gør historie til mere end viden om det, der er sket. Det er også en måde at blive klogere på, hvorfor vores samfund ser ud, som det gør – og at få øje på, at det stadig kan forandre sig.