Aarhus Universitets segl

Udlandsophold

På denne side har vi samlet beretninger om forskellige udvekslingophold. Siden er under opbygning, og vi hører derfor meget gerne fra dig, hvis du gerne vil dele nogle erfaringer eller give gode råd. Har du lyst til at bidrage til siden, skal du skrive til ph.d.-studerende fra RUC Sine Maria Vinther på smariav@ruc.dk eller til ph.d.-studerende fra AU Bjarke Hellemann Weiss på bjhe@cas.au.dk. Så lægger vi dit bidrag op på siden!

På grund af udveksling i foråret 2022 vil der muligvis gå lidt længere tid end normalt med at lægge
jeres beskrivelser op eller med at svare på eventuelle spørgsmål, men I skal endelig ikke tøve med
at sende noget til os.

Davis Center, Harvard University, 2020

Jeg havde mit udlandsophold ved Davis Center, Harvard University, i efteråret 2020. Som følge af COVID-19 blev det desværre kun et virtuelt ophold, men erfaringerne fra opholdet er værd at dele.

Som ph.d.-studerende fra Danmark kan et navn som Harvard virke ret så intimiderende: ”Er jeg god nok til at være her? Hvad vil den absolutte elite indenfor mit felt synes om lille mig? Vil de overhovedet registrere min tilstedeværelse?” Men som med alle andre aspekter af mit forløb som ph.d.-studerende blev jeg overrasket over den imødekommenhed, som jeg oplevede fra de mere erfarne forskere. Folk tog godt imod mig, og de førende forskere tog kontakt til mig for at hjælpe mig videre med min forskning: ”Kender du ham eller hende? Han/hun arbejder med det her. Det kunne måske være interessant for dig.” Selv om man stadig kan tvivle om egne evner, var det virkelig rart at opleve, at eliteforskere viste interesse for ens arbejde og gerne ville hjælpe mig. Det har gjort det lettere for mig at præsentere min forskning for andre og stå på mål for mine resultater, ligesom det har skærpet mit eget fokus på, hvordan jeg kan give feedback til mine studerende. Det giver stor glæde at kunne hjælpe nye forskerspirer, så de kan undgå mange af de fejl og blindgyder, som jeg selv har været igennem i min karriere.

Jon Reinhardt-Larsen

Institutt for arkeologi, konservering og historie, Universitetet i Oslo (UiO), 2021

Fra september til november 2021 var jeg på udveksling til Universitetet i Oslo. Mit primære mål med opholdet var at få lavet en masse arkivarbejde på arkivet i Oslo, hvor jeg brugte langt det meste af min tid. Men derudover fik jeg også mulighed for at holde oplæg på Universitetet i Oslo for historieafdelingen. Får du mulighed for at holde oplæg om dit projekt i forbindelse med din udveksling, kan jeg kun anbefale, at du siger ja. Du får naturligvis feedback på dit oplæg, som kan være ganske brugbart, men det er også en relativ enkel måde at skabe kontakter på. I udgangspunktet - sådan var det i hvert fald på historieafdelingen i Oslo - er de ansatte på stedet enormt begejstrede for, at du er kommet, og de er utroligt imødekomne og interesserede i, hvad du selv forsker i. På baggrund af mit oplæg opdagede jeg at få mange henvendelser efterfølgende med forslag til bøger, jeg burde læse, og folk, jeg burde kontakte. Bøger og kontakter, jeg næppe selv ville have fundet frem til. 

Det kan være vanskeligt (og dyrt) at finde bolig i Oslo, og det er langt fra sikkert, at Universitetet i Oslo kan hjælpe dig på det punkt. Der findes en boligansøgning via universitetet, som man kan udfylde og håbe på det bedste, men disse boliger er meget eftertragtede og forsvinder hurtigt. Vær derfor ude i god tid med bolig på det private marked, hvis du vil have ordentlig tid til at finde det bedst mulige sted. 

Universitetet kunne imidlertid meget nemt hjælpe mig med at få en kontorplads på afdelingen. Jeg fik et delekontor med to andre ph.d.-studerende, som jeg var meget glad for at bruge, hvis jeg havde aftaler på universitetet eller savnede lidt socialt samvær. 

Troels Solgaard Andersen