Aarhus Universitets segl

Læringsunderstøttende app til SOSU-elever med migrantbaggrund

MANTRA på Antropologi ved Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet er netop gået i gang med at teste den første prototype på MIGSOSUs læringsunderstøttende app til SOSU-elever med migrantbaggrund.

MANTRA på Antropologi ved Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet er netop gået i gang med at teste den første prototype på MIGSOSUs læringsunderstøttende app til SOSU-elever med migrantbaggrund. Den første funktion er en hjælp til at formulere relevante sætninger, når borgerne med funktionsnedsættelse skal guides eller hjælpes i alle tænkelige hverdagssituationer.

Antropologer har testet appen blandt nogle af de elever og praktikvejledere, som indtil nu har deltaget i brugerstudierne til app-udviklingen. SOSU-elever og personale giver nu feedback ind i udviklingsprocessen vedr. appens anvendelighed, funktionalitet og forbedringspotentialer. Der er mange gode idéer og ønsker til appens funktioner. Denne omfattende data sikrer, at appen bliver mest muligt intuitiv for netop SOSU-eleverne, som skal bruge den i deres praktikforløb i kommunerne, da der ikke altid er en underviser og kollega at spørge til råds.

Feltstudier og workshops har været i gang i et år nu, og vi har således baseret udviklingsarbejdet på et solidt kendskab til SOSU-elevernes hverdag og deres behov for læringsunderstøttelse. Det er helt sikkert en del af forklaringen på den positive modtagelse af appen, at den klart afspejler SOSU-elevernes behov for læringsunderstøttelse. Samtidig har vores studier vist, at det er muligt at udvikle flere læringsunderstøttende dimensioner i appen, end det der er muligt i det aktuelle projekt. Alexandra Instituttet og MANTRA må derfor ud at finde ekstra funding for at få kompletteret appen, så SOSU-eleverne får den bedst mulige læringsunderstøttelse i praktikforløbene.

Se nærmere om MIGSOSU projektet, som er finansieret af Innovationsfonden, her: https://cas.au.dk/migsosu/