Aarhus Universitets segl

Ny bog sætter fokus på udlændingepolitikkens konsekvenser

To VIVE-forskere er blandt bidragyderne til en ny bog, der sætter fokus på konsekvenserne af det såkaldte paradigmeskifte i den danske udlændingepolitik. VIVE inviterer til lancering af bogen.

Udlændingepolitikken herhjemme har de seneste år flyttet fokus fra integration i Danmark til hjemsendelse til oprindelseslandet, efter at politikerne i 2019 vedtog det såkaldte paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik. Det betyder blandt andet, at flygtninges ophold i Danmark i dag i højere grad er af midlertidig karakter.

Hvordan er det at leve som flygtning i Danmark under midlertidig beskyttelse uden at vide, hvornår man kan blive sendt hjem? Hvad betyder det for mulighederne for at tage en uddannelse eller forlade en voldelig ægtemand? Og hvad betyder flygtninges midlertidige opholdsstatus for arbejdsgivere, frontmedarbejdere og frivillige på udlændingeområdet?

Det er nogle af de emner, der belyses i den nye antologi ’Paradigmeskiftets konsekvenser – Flygtninge, stat og civilsamfund’, som en række forskere og aktører har bidraget med kapitler til, og som netop er udkommet. VIVE-forskere har bidraget med to af bogens kapitler.

Seniorforsker Anika Liversage har skrevet kapitlet ’Syriske flygtningekvinder- Skilsmisse og sårbarhed’ om, hvad den midlertidige opholdsstatus kan have af konsekvenser for kvinder i voldelige ægteskaber. Hvis de bliver skilt i Danmark, kan for eksempel syriske kvinder få vanskeligt ved at vende tilbage til et hjemland, hvor synet på skilsmisse er et andet end herhjemme.

Seniorforsker Sara Lei Sparre har sammen med Stine Hauberg Nielsen fra Aarhus Universitet skrevet kapitlet ’I praktik for en bedre fremtid? SOSU-uddannelse og usikkerhed blandt flygtninge og migranter’. Kapitlet beskriver, at flygtninge og indvandrere i stigende grad rekrutteres til ældreplejen i Danmark, men at stadigt strammere udlændingeregler og regler på uddannelsesområdet bevirker, at SOSU-uddannelsen lige såvel kan være en hindring som en vej til en tilværelse i Danmark.

Torsdag den 28. september kl. 15.30 inviterer VIVE til boglancering, hvor du kan møde nogle af forfatterne. Du kan læse mere om arrangementet og melde dig til her.

Antologien ”Paradigmeskiftets konsekvenser. Flygtninge, stat og civilsamfund” er redigeret af Mikkel Rytter, Sarah-Louise J. Mortensen, Susanne Bregnbæk og Zachary Whyte og udkommet på Aarhus Universitetsforlag