Af Frida Bøgeholt Vendelbo

I supplikprotokollerne kan vi komme helt tæt på fortidens menneskers drømme og ønsker. Vi kan læse, hvordan deres drømme nogle gange blev opfyldt, mens de andre gange bristede. I supplikprotokollen fra 1740 møder vi to forskellige historier, der begge kredser om en fælles længsel: adgangen til uddannelse.

I 1740 indsendte den 21-årige bondesøn Mickel Terckelsen en supplik til kongen, hvori han bad om hjælp til at blive indskrevet på latinskolen i Viborg. Her havde han søgt ind fire år forinden, men uden held. Mickel Terckelsen begrundede ønsket med, at ”naar hand i Tiiden bliver oplært i det Sprog Gúd selv talede, at kúnde betages de ham undertiden forekomne Tvivl”. Om det virkelig var religiøs tvivl, der drev ham, eller om argumentet var et taktisk valg, er uvist. Under alle omstændigheder blev Mickel Terckelsen mødt med et afslag fra kancelliet.

Historien om bonden Mickel Terckelsen skal ses i lyset af den generelle udvikling for latinskolerne i 1700-tallet. Latinskolerne var adgangsgivende til universitetet[1]. De var dermed de lærdes instans og også en mulighed for at få status og et embede, fx som præst. Dog var latinskolerne også en måde, hvorpå staten ydede fattigforsorg ved at optage fattige børn. Denne dobbelte brug af latinskolerne, hvor de både var skoler for samfundets top og fattigforsorgsskoler, førte efterhånden til en stor niveaudeling, hvor en stor del af undervisningen ikke længere foregik på latin, men på dansk. Samtidig prioriterede de lærde og velhavende i høj grad privatundervisning, og i de første fire årtier af 1700-tallet var omkring 30 % af de studerende, der begyndte på universitetet, privatister. Det blev besluttet af rette op på latinskolerne og højne niveauet. [2]

I løbet af de første årtier af 1700-tallet blev det sværere for de fattige at komme ind på latinskolerne. Blandt andet blev uddeling af brød, klæder og sko til eleverne indstillet. I skoleforordningen fra 1739, der indførte undervisningspligt for alle børn, blev det besluttet, at 2/3 af latinskolerne, der indtil da lå i alle købstæder, skulle lukkes og laves til almene kristendomsskoler. De resterende latinskoler fik styrket økonomien og undervisningen og blev forbeholdt børn af de velstående og dannede klasser, der havde råd til at betale for opholdet. Den endelige lov havde som sit erklærede formål ”det her og der forfaldne skolevæsen at se rejst og forbedret.”[3] Her - et år inden bonden Mickel Terckelsen fik afslag - blev bønder og fattige altså afskåret fra latinskolerne, og hans drøm om latinskole og videre studier blev uopnåelig.

Udover at den nye skoleforordning spændte ben for Mickel Terckelsen, var han også en del ældre end den gængse latinskoleelev. Selvom der var stor aldersspredning, var der kun få voksne mænd i latinskolerne. Disse var ofte i mesterlektien, som var det højeste faglige niveau. Mickel Terckelsen ville formentligt være begyndt i en af de nederste lektier, hvor aldersspredningen var ca. 6-13 år.[4]

Mens Mickel Terckelsen fik knust sine studiedrømme, var andre heldigere. I en supplik fra samme år ansøgte degnen Moritz Nyman om stipendium og beneficium (økonomisk støtte) til hans 10-årige søn, så han kunne komme i latinskole i København eller Ribe. Faderen beskrev sønnen som ”begavet med et got Ingeniúm[5] til at blive ved Bogen”. Problemet var bare, at han ikke selv formåede ”at giöre bekostning paa Barnets Information”. Selvom adgangen til latinskolerne blev indskrænket efter 1739, var der altså stadig et nåleøje af en mulighed, selvom man ikke havde råd til at betale for det. Var man godt begavet, og havde familien kun i begrænset omfang behov for legatstøtte, kunne man få adgang.[6] Og Moritz Nyman fik da også sin anmodning imødekommet: Kancelliet gav tilladelse til at melde sønnen ”... paa de behörige Steder”. Selvom degnen Moritz Nyman ikke havde råd til at sende sin søn i latinskole, havde hans søn sammenlignet med Mickel Terchelsen bedre forudsætninger for at klare sig i et lærd miljø. Degnen havde en højere status i samfundet end bonden, hvilket kan have været fordelagtigt for Moritz Nymans søn. Samtidig var degnene ofte skoleholdere, og Moritz Nyman havde derfor bedre forudsætninger for at fremme sønnens læring.

I modsætningen til bondedrengen Mickel Terckelsen fik degnens søn altså lov at studere, og de to supplikker viser, hvordan supplikafgørelserne både kunne virkeliggøre og knuse drømme. Samtidig spejler disse historier de bredere forandringer i skolevæsnet i 1700-tallet, hvor skoleordningen fra 1739 gjorde latinskolerne mere elitære end de før havde været.