Supplikprotokol 1759, s. 69-70, supplik nr. 259 og Højesteret voteringsprotokol, 1759 A mm., s. 51, protokolside 99.

Af Line Keller Nørbøge Ottosen

I supplikprotokollerne får vi indblik i borgere fra alle samfundslag, også nogle af de marginaliserede borgere, der ellers ikke har efterladt sig mange kilder som fx de personer, der i samtiden blev kaldt afsindige, vanvittige eller rasende.

Disse personer forekommer oftest, når der er supplikker, der handler om retssager eller benådninger, da der i Danske Lov fra 1683 står skrevet: ”Skeer drab af nogen vildelse og raseri, da bør han ej på livet straffes, men af sin formue, som hand haver, eller kand derefter bekomme, give til den døde arvinger fuld mandebod trende atten lod sølv”[1] Ligesom i dag, skelnede man altså i 1700-tallet mellem gerningspersonens mentale tilstand i mordretssager, og derfor er det oftest i netop retssager, at de pågældende personer fremgår i kildematerialet. Raseri dækker formentlig over en adfærdsmæssig forstyrrelse, hvor sindssygen kommer til udtryk i voldsomhed og konflikt med lokalsamfundet. Derimod formodes vildelse at gælde den pågældendes mentale tilstand – at den pågældende var forvildet eller desorienteret og derfor ikke havde ansvar for egne handlinger.[2]

Den unge Anne Christensdatter blev i 1759 dømt for at have taget livet af sine to børn i Landstinget, men det tilføjedes til hendes dom, at ”Landsdommerne have anseet hende at have begaaet bemte [bemeldte] Mord i Raserie.” Landsdommerne mente med andre ord, at hendes voldsomme adfærd var sket som konsekvens af hendes sindssyge. Anne blev derfor ikke dømt til døden eller med tugthus eller børnehus på livstid, som andre kvindelige barnemordere blev i 1700-tallet. Anne blev derimod dømt til forvaring på livstid, så ”Hun icke herefter meere nogen ulykke kan forøve.” Det vigtige i Annes straf var altså, at hun skulle afskærmes fra lokalsamfundet, så de ikke led mere skade af hendes raseri.

At fastholde mennesker i forvaring er dog en ret markant udgift, og det var da også bestemt, at det i første omgang skulle være Annes pårørende, der skulle betale for hendes forvaring, men hvis de ikke formåede at sørge for hendes forvaring, skulle øvrigheden, på det sted hvor forbrydelsen var sket, tage sig af det. Annes dom afspejler derfor også tydeligt, hvilken lov hun dømtes efter, da det næsten ordret gengiver Danske Lovs 1. bog, kap. 19  § 7, der lyder: ”Findes nogen rasende, eller galind, da må, hvem der vil hannem binde og føre hannem til tinge, og tilbyde hans frænder hannem, og de ere pligtige at forvare hannem, så fremt de have middel, dertil; hvis ikke, da bør øvrigheden at sætte ham i forvaring.”[3]

Danske Lov foreskrev, at de rasende og gale skulle isoleres fra samfundet og at alle havde ret til at sørge for, at de blev det, mens ansvaret for disse mennesker faldt tilbage på de pårørende og siden øvrigheden. Det illustreres altså, hvordan man i 1700-tallets samfund anså de rasende og gale som mennesker, der ikke selv havde ansvar for deres handlinger, men som den pågældendes familie og venner havde ansvaret for at sørge for. Derfor faldt regningen også tilbage på disse pårørende, formentlig som en straf for ikke at leve op til deres ansvar for den gale eller rasende person. Dog havde 1700-tallets samfund en stor forståelse for fattigdommens begrænsninger, og det afspejles også af både loven og i Annes sag, idet det fastslås, at øvrigheden har pligt til at betale, hvis ikke de pårørende formår det. Det betyder med andre ord også, at øvrigheden og deraf statsmagten tog ansvar for de gale og rasende, når deres familier ikke levede op til ansvaret.

Der var dog et problem i Annes sag, der fik Amtmand og Kammerherre Bulow til at sende supplik til kongen: For Koldinghus amt havde hverken plads eller råd til at holde Anne i forvaring. Derfor anmodede Bulow om, at Anne i stedet måtte blive ”imodtaget i eet af de Huuse som er forordnede til afsindige Folks Forvaring og Underholdning.”

Forvaringen af de rasende skulle ideelt set foregå i de dertil oprettede dårekister, men allerede i 1700-tallet var der problemer med overbelægning og pladsmangel, hvorfor lokalsamfundene i praksis ofte satte de rasende og gale i arrester eller tugthuse og andre steder, hvor de kunne holdes indespærret.[4] Der findes flere supplikker, der omhandler hvordan overbelægningen på dårekisterne kom til at betyde, at personer, der var dømt som gale og rasende blev indsat i tugthuse i stedet. Fx skrev Stiftamtmand Nissen supplik til kongen i 1754 med henblik på at få sat den dømte, urolige Johanne Michelsdatter i børnehuset, da hendes egne pårørende ikke kunne betale for hendes forvaring. Til dette svarede direktørerne for de fattiges væsen følgende:

”Børnehuuset er indrettet til et Tugt og arbeids Huus, og icke til at imodtage andre end saadanne (…) som tugt og arbeide icke altiid kand giøre afsindige Klogere, og der kunde befrygtes ulyckes forøvelse af urolige, afsindige eller desparate meenesker, naar de arbeide i Fælledskab med andre, saa er Børnehuuset, saa meget mindre i Stand til at imodtage saadanne, som der icke er nogen Forvarings Stæd til dem.”[5]

Der er også flere eksempler på, at statsmagten har forsøgt at udsende reskripter om oprettelsen af flere dårekister, der kunne lette pladsmanglen, men ofte var der ikke midler til det i lokalsamfundet.[6] Bulow anmodede netop om, at Anne måtte sikres en plads i en dårekiste frem for at indespærres i amtets arrest eller lignende.

Sagen blev derfor hurtigt sendt videre til Højesteret for at fastslå, hvorvidt Annes forbrydelse kunne anses som konsekvens af hendes raseri. Annes sag blev voteret i Højesteret d. 23. april 1759, og med fuldkommen enighed blev det fremlagt, at Anne tilsyneladende må have været gal. De noteredes i voteringsprotokollen, at ” det er fuldkommen under Sagen beviist, at hun baade for lang tiid siden og kort før Mordene ere begaade har været rasende og har mattet vogtes.”[7]

Selvom voteringsprotokollerne ikke afslører den endelige dom mod Anne, så kan man med stor sandsynlighed antage, at Anne blev dømt til forvaring i en dårekiste eller lignende og har formentlig levet resten af sit liv her, som flere andre i hendes situation.