Supplikprotokol 1750-1, s. 111, supplik nr. 212

Af Emilie Sandholm Kristensen

I 1750 indsendte en gruppe unge købmænd fra Christiania i Norge (nuværende Oslo) en supplik til kongen gennem Danske Kancelli med ønsket om at få frataget en købmand hans borgerskab. Kancelliet indhentede en erklæring fra den lokale stiftamtmand, der skrev at købmændene ”alleene af had sóger at faae casseret […] denne Bagatelle Sag”.

Købmændenes supplik omhandlede købmanden Ole Arnesen, der, efter 10 års borgerskab som høker (dvs. mindre handelsmand)[1] og skipper, i 1749 opnåede borgerskab som købmand med opbakning fra både magistraten og byens tolv mænd.[2] De skrev ind for at få ”tilbagekalde[t] og cassere[t]” Arnesens borgerbrev, som bekræftede hans borgerskab som købmand. Deres argument var at Arnesen ikke levede op til kravene i byens privilegiers 13. artikel.

Christiania fik i 1749 forundt nye privilegier[3], hvilket blandt andet betød, at der kom nye krav og regler til erhvervet som købmænd. Den 13. artikel heri bestemte, at man både skulle eje 500 rigsdaler, og have arbejdet i Christiania som dreng ved en købmand i syv år samt som karl i 3 år, eller som dreng andetsteds og 5 år som karl i Christiania, førend man kunne få borgerskab som købmand.[4] Arnesen søgte om borgerskab efter de nye privilegier var trådt i kraft.

De unge købmænd argumenterede i supplikken for, at Arnesen ikke havde været i tjeneste som hverken dreng eller karl hos nogen Christianiske købmænd, men i stedet siden 1739 havde haft borgerskab som høker og skipper, hvilket ifølge dem nu var udtjent og ikke kunne bruges til at generhverve sig borgerskab som købmand gennem de nye privilegier.

Borgerskab var ikke noget hele befolkningen i kongeriget havde, men var noget man fik tildelt i kraft af sit erhverv som enten købmand eller håndværker. Borgerskab øgede den pågældendes status i samfundet og medførte særlige privilegier, og som borger befandt man sig i samfundets øverste sociale lag, hvilket gjorde det eftertragtet.[5] Læser man nogle af de mange supplikker om borgerskab i de danske supplikprotokoller er det tydeligt, at borgerskabets antal i byerne var nøje fastlagte. Det vil sige, at ofte kunne man kun få et borgerskab, hvis én afgik ved døden eller fik borgerskabet frataget, hvormed en plads åbnede op.[6]

Danske Kancelli fik til sagens bedømmelse en erklæring fra stiftamtmanden i Christiania. Han argumenterede for, at tre fornemme købmænd havde attesteret (betydning: bevidnet, autentificeret) for Arnesen, at han havde handelserfaring i længere tid end hvad byens nye privilegier foreskrev, og desuden levede op til kravet om de 500 rigsdaler og grundigt kendskab til erhvervet. På baggrund af disse attester valgte ikke alene stiftamtmanden, men også byens 12 mænd og magistraten at tildele Arnesen borgerskabet i 1749.

Den indhentede erklæring fra stiftamtmanden emmer af frustration og ærekrænkelse over, at de unge købmænd overhovedet satte spørgsmålstegn ved beslutningen om at tildele Arnesen borgerskab. Han beskrev, at supplikanterne bestod af 18 unge købmænd, ud af byens over 80, som på grund af had, havde indsendt supplikken. Samtidig italesatte stiftamtmanden også, at han selv og magistraten blev prostitueret (her forstået som vanære, latterliggøre eller udsættes for offentlig nedværdigelse)[7], når der rejstes tvivl ved deres afgørelse, som han fortsat mente var korrekt og indiskutabel. Han afskrev derfor supplikanternes sag som en ligegyldig bagatel:

” […] alleene af Had sóger at faae casseret, hvorved baade Stiftamtmanden or Magistraten i denne Bagattelle Sag blev prostitueret.”

Supplikanternes argumentation for at fjerne Arnesens borgerskab fuldstændigt giver, som stiftamtmanden også antydede i sin erklæring, indtryk af, at der var en vis foragt og had blandt de unge købmænd for Arnesen, men også andre købmænd, der ikke fulgte den slagne gang for at opnå borgerskab som købmand. Hvad disse holdninger kom af, kan man kun gisne om, men man kan forestille sig, at den interne konkurrence mellem handelsmænd, hvor man både konkurrerede om salg af varer såvel som en plads i borgerskabet, og faglig stolhed kan have drevet de unge købmænd til at skrive til kongen, trods de selv allerede havde borgerskab som købmænd.

Danske Kancelli og Conseillet fulgte stiftamtmandens erklæring og lod Ole Arnesen beholde sit borgerskab som købmand.