Supplikprotokol 1764-1, s.47, supplik nr. 53 og nr. 54

Af Julie Højstrup Overgaard

I 1764 befandt Rasmus Carlsen og Marie Christensdatter fra Roskilde amt sig i den beklagelige situation, at de havde gjort sig skyldige i lejermål, hvilket havde medført, at Marie var blevet gravid. Lejermål var i danske lov defineret som sex før ægteskabet og var i strid med loven.[1] Forinden en forordning fra 1617 havde manden alene båret ansvaret for lejermålet, men med forordningen fik kvinden nu også et retsligt ansvar for sine seksuelle handlinger. Derfor findes der i supplikprotokollen fra 1764 både en supplik indsendt på vegne af Rasmus og en af Marie.[2]

Ideen om at mænd og kvinder begge skulle være ansvarlige for deres lejermål, blev også videreført i Danske Lov 1683,[3] i praksis ser man dog flere måder hvorpå strafudmålingen afhang af den dømtes køn. I paragraf 1 fra lovens 6. bog kapitel 13 var den verdslige straf for lejermålet en bøde, hvor mandens var det dobbelte af kvindens, hvilket blev forklaret ud fra, at kvinderne mistede mere ære i samfundet, samtidig med, at de også skulle opfostre de uægte børn.[4] Begge parter uanset køn skulle dog stå det åbenbare skrifte i kirken,[5] det var også denne straf som både Rasmus og Marie appellerede imod.

Det åbenbare skrifte fungerede ved, at man offentligt skulle bekende sine synder foran den lokale menighed i kirken. Ideen med det var, at det skulle rense dem for synd og føre dem tilbage ind i trossamfundet, men straffen var også en meget skamfuld straf, som medførte et stort ærestab i lokalsamfundet. Af den grund ønskede mange også at undgå denne straf, da ære var en vigtig faktor i 1700-tallets samfund. Et par kunne blive fritaget for det åbenbare skrifte ved at gifte sig, og samtidig få deres bøder kraftigt reduceret.[6] Et giftermål mellem Rasmus og Marie blev også deres redning fra det åbenbare skrifte. Biskoppen svarer til Maries ansøgning ”Da… hand med sine Forældres Samtyckke maae ægte hende, naar hand faae levebród, saa indstilles det”[7], med andre ord at da Rasmus med sine forældres samtykke må gifte sig med hende, når han kan forsørge dem, så kan hendes ansøgning om fritagelse for skriftemålet bevilges.

Marie var heldig. Selvom loven fastsatte, at både mænd og kvinder bar ansvaret for lejermålet, når det gjaldt det åbenbare skriftemål, eksisterede der i praksis en stor ulighed blandt antallet af kvinder og mænd, som måtte udstå straffen. At kvinder oftere endte med straffen, kan forklares ud fra, at kvindernes graviditet var et fældende bevis for deres skyld. Det var derfor oftest ugifte mødre, som måtte stå det åbenbare skrifte. Mændene derimod havde den mulighed at sværge sig fri fra faderskabet, og derved havde de en anden udvej end kvinderne. Var en kvinde derimod blevet gravid ved et lejermål, var hendes eneste mulighed for at undgå det åbenbare skrifte at gifte sig.[8] Havde Rasmus nægtet faderskabet til Maries ufødte barn og ikke planlagt at gifte sig med hende, så havde Maries situation set meget anderledes ud.

Det var ikke alene giftermålet som reddede Marie. Biskoppen nævnte også i sin erklæring ”Da hún ellers har fört eet stille levnet”[9] dermed sagt, at hun ikke tidligere havde gjort noget lignende, kunne hun fritages. Havde Marie derimod haft et dårligt ry som løsagtig og været kategoriseret som en berygtet kvinde, havde det været tvivlsomt, hvorvidt hun var blevet fritaget. Samtidig er det ikke sikkert at Rasmus’ forældre havde givet deres tilladelse til ægteskabet imellem dem, da som tidligere nævnt æresbegrebet spillede en stor rolle i samfundet. I stedet havde det været lettere for ham at sværge sig fri fra faderskabet, da man ikke tog en berygtet kvindes ord for gode varer.[10] Det var altså både giftermålet samt Maries livsførelse, som fritog hende fra det åbenbare skrifte.

De to supplikanter fik begge bevilget deres ansøgning af kancelliet i februar 1764, kancelliet lagde dog vægt på forskellige faktorer i deres afgørelse. Rasmus’ ansøgning blev understøttet af præstens attest, som skrev, at de havde ført et skikkeligt liv. Ligesom Marie spillede, hans livsførelse altså også en rolle i vurderingen af hans sag. I svaret til ansøgningen bekræftes præstens attest, dertil skrev biskoppen ”indstilles det til bónhóring, mod at hand betaler 2 Rdr (rigsdaler) til de fattige”[11], hvilket Kancelliet også går med og tillægger hans straf ”2 Rdr til Justitz Cassen.”[12] Nogen lignende bøde blev ikke nævnt i Maries sag, hvor der i stedet var lagt vægt på giftermålet. Giftermålet havde tilsyneladende en anden afgørende karakter for kvinden, mens det for begge parter havde stor betydning, hvordan de havde levet deres liv inden forseelsen. Manden blev ofte pålagt en materialistisk straf for lejermålet, hvorimod kvinden ingen fik.

Ved at sammenligne Rasmus og Maries supplikker har man kunnet se nærmere på forholdet mellem køn og lejermål i 1700-tallets samfund. Selvom begge parter var ansvarlige for lejermålet, afspejler Rasmus og Maries supplikker dog nogle af de forskelle i strafudmålinger og i vurderingen af sagen, som baseredes på 1700-tallets kønsforståelse.

[1] Koefoed, Nina. “Svigtede kvinder og ukærlige barnefædre. Køn og sædelighed i dansk lovgivning i det. 18. århundrede”. I Køn i Historien, redigeret af Agnes S. Arnórsdóttir. Aarhus Univ.-Forl, 2004. s. 91

[2] Supplikprotokol 1764-1, s.47, supplik nr. 53 og nr. 54

[3] Koefoed, S. 93

[4] Koefoed, S. 93

[5] Danske Lov, 6. bog, kap. 6, §1

[6] Koefoed, S. 98

[7] Supplik nr. 54

[8] -II- S. 97-

[9] Supplik nr. 54

[10] -II- S. 95

[11] Supplik nr. 53

[12] Supplik nr. 53