Supplikprotokol 1758, s. 399, Supplik nr. 199

Af Caroline Korsbjerg Rydahl Haugaard

I sommeren 1758 stod en ung pige fra Tjæreby overfor en skæbne værre end de flestes. Pigen, der hed Maren Olsdatter, havde begået en af tidens mest alvorlige forbrydelser. Maren var blevet gravid uden for ægteskabet og hun havde født barnet i dølgsmål. At føde i dølgsmål betød at føde i hemmelighed, og for sådan en forbrydelse lød straffen: ”miste hendes Hoved med Øxee og derefter settes paa Stage, samt Kroppen paa Retterstædet af Natmandenat nedgraves”[1]. Med andre ord, Maren skulle henrettes for sin forbrydelse. Derfor blev der indsendt supplik på vegne af Maren i håbet om, at Kongen ville tage sagen til Højesteret, og forhåbentligt få ændret dommen.

Marens sag var først blevet behandlet ved herredsretten, hvor en lokal herredsfoged stod som øverste myndighed, og derefter ført videre til landstinget – en højere retsinstans, der dækkede en hel landsdel. Begge retsinstanser fastholdt dommen og Maren blev dømt i fuld overensstemmelse med Danske Lovs barske bestemmelser. Hun blev dømt i henhold til lovens 6. bog om misgerninger og 6. kapitel om manddrab, nærmere bestemt artikel 7 og 8, som fastslog:

6-6-7 "Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage."[2]

6-6-8 "Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt."[3]

Maren blev anklaget for at have født et barn i dølgsmål og ikke sørget for dets overlevelse, hvilket i lovens øjne var ligestillet med forsætligt mord på barnet. Ifølge artikel 7 skulle kvinder, der med vilje dræbte deres foster, straffes med halshugning og som en brutal offentlig advarsel skulle deres hoveder sættes på en stage. Artikel 8, som Marens sag blev dømt under, fokuserede på de kvinder, der skjulte deres graviditet og ikke gjorde brug af de nødvendige midler til at sikre barnets overlevelse. Hvis barnet forsvandt eller blev fejlagtigt påstået at være dødfødt, blev kvinden betragtet som om hun med vilje havde taget barnets liv.

Marens dødsstraf var et symbol på den kriminelle handling og skulle være en offentlig advarsel til andre og i særdeleshed de letfærdige kvindfolk, der kunne risikere samme skæbne. Straffen afspejlede det strenge syn på dølgsmål i 1700-tallets Danmark, hvor letfærdige kvinders handling blev betragtet som en krænkelse af samfundets moral og orden.[4] Men hvad drev Maren til denne forbrydelse så forfærdelig, at hun fødte i dølgsmål og ifølge dommen, slog sit eget barn ihjel? For kvinder, der begik lejermål og blev gravide uden for ægteskabet, betød det ærestab. Mistede kvinden sin ære, mistede hun også sin status i samfundet, der var en forudsætning for alle sociale sammenhænge.[5]

Hvem der var faderen til Marens barn, ved vi ikke. Det var ikke usædvanligt i dølgsmålsager, at manden gled i baggrunden. Det kunne være besværligt at bevise hans faderskab til barnet, samt hvorvidt han havde kendskab til graviditeten. Kun hvis en mand officielt blev udlagt som barnefader, kunne han holdes ansvarlig for den seksuelle handling og straffes på lige fod med kvinden.[6] Det eneste der kunne bevise lejermål – ugiftes seksuelle forhold – var altså en graviditet. Altså blev forbrydelsen koblet til det uægte barns fødsel, som bevis for det seksuelle forhold.[7]

Efter herreds- og landstingsdommen, der stadfæstede dødsstraffen, blev der i 1758 indsendt en supplik på vegne af Maren. Det var Konferensråd og Amtmand de Løwenørn, der påtog sig opgaven at skrive for Maren. På dette tidspunkt blev en supplik sjældent sendt direkte fra borgeren selv, men i stedet gennem de lokale myndigheder. [8] I Marens tilfælde var det amtmanden, der skrev på hendes vegne. I supplikken fremgår det, at Maren ønskede at appellere sin dødsdom og derfor bad amtmanden om, at der blev udpeget en anklager til at føre sagen videre til Højesteret samt en forsvarer til at varetage Marens interesser. Afslutningsvist bemærkes det i Marens supplik, at dommen er vedlagt, og at sagen blev sendt videre til Kancelliet d. 2. august 1758, hvor de fornødne ordrer blev godkendt, samt til Conseillet[9] d. 3. august 1758, der ligeledes godkendte de nødvendige skridt i sagen.

Danske Lovs bestemmelser for fødsler i dølgsmål og fosterdrab stod klart og ubønhørlig: dødsstraf ved halshugning. Denne bestemmelse stod skriftligt uændret i lovgivningen gennem perioden. Dog skete der i praksis ændringer, der fik stor betydning for Maren og mange andre kvinder, der befandt sig i samme situation. Et reskript af 28. maj 1735 krævede, at alle dødsdomme skulle indsendes til Danske Kancelli. Her ville en kongelig resolution afgøre, hvorvidt dommen skulle eksekveres eller omstødes til anden straf, som eksempelvis tugthusarbejde.[10] Fra midten af 1700-tallet blev tugthusstraf mere almindeligt og det er muligt, at Marens sag blev sendt til kongen med den antagelse, at hendes straf ville blive mildnet.

Supplikprotokol 1758, s. 195, Supplik nr. 650

Af Line Keller Jensen

I 1758 indsendte generalløjtnant Kaltenborn en supplik til Kancelliet for at forhøre sig om, hvordan han skulle dømme i en sag, hvor en gift jødisk kvinde var blevet gravid med en kristen musketer.

Sagen omhandlede det seksuelle forhold mellem den jødiske kvinde Frogel Feifus (skrives også Vogel Feyfus i supplikprotokollen) og den kristne musketer Samuel Reich, der havde resulteret i graviditet. Generalløjtnant Kaltenborn har formentlig været musketeren Samuels overordnede og skulle derfor vurdere sagen, til hvilket han behøvede Kancelliets beslutning. Frogel var 20 år tidligere blevet gift i Holland med den jødiske mand Baruch. Ifølge generalløjtnant Kaltenborn havde Frogel fortalt, at Baruch var død i Berlin et halvt år tidligere, og at hun derfor havde været enke, da hun indledte det seksuelle forhold til musketeren Samuel. Frogel tilføjede endda, at de kun havde indledt det seksuelle forhold under løfte om ægteskab. Generalløjtnant Kaltenborn var imidlertid skeptisk over for Frogels forklaring, da hun efter sigende hverken kunne bevise mandens død eller huske hvem, der havde fortalt hende om det. Frogel havde nemlig siden 1756 efter kongelig befaling opholdt sig i Garnisonskirken, der lå tæt på Citadellet i København under garnisonspræsten Hr. Gises forvaring. Frogel ønskede at modtage undervisning her for at konvertere til kristendommen. I løbet af sin undervisning fik Frogel både kost og logi af Garnisonskirken. Garnisonskirken blev, som navnet antyder, benyttet af garnisonerne fra Citadellet[1] og har formentlig været hvor Frogel mødte musketeren Samuel.

Generalløjtnant Kaltenborn var i tvivl om, hvorledes han skulle håndtere Frogel og Samuels forseelse, og han henvendte sig derfor til Danske Kancelli med følgende anmodning: ”hvorleedes med denne Jödinde efter det af hende begangne Horerie eller Leyermaal skal for holdes, samt hvad der med Mousqueteeren, der har levet i Útúgt med hende, skal foretages.”

Med andre ord var generalløjtnant Kaltenborn i tvivl om, hvorvidt deres forseelse bestod i hor eller lejermål alt efter om Frogels mand endnu levede. Dette havde nemlig stor betydning for, hvilken straf de skulle modtage. I Danske Lov fremgår det i 6. bog, 1. Kapitel 24. artikel (6.1.24), at hor straffes første gang på ”Gods eller formue” anden gang ”strax forvisis af Landet” og tredje gang at ”miste sit Hoved” som mand eller ”druknis” som kvinde.  Lejermål straffedes derimod ifølge 13. kapitel 6. artikel (6.13.6) med bøder og kirkelig disciplin.

Derfor var det også vigtigt både at finde ud af om Frogel var enke, samt om parret havde planer om ægteskab. Hvis det seksuelle forhold var indgået under ægteskabsløfte, ville straffen for lejermål nemlig nedsættes betydeligt. Generalløjtnant Kaltenborn fremhævede tydeligt i supplikken til Kancelliet, at Garnisonskirkens biskop, samt flere af kirkens forstandere havde forklaret Frogel, at hendes kristne undervisning ikke betød, at hun blev skilt fra sin jødiske mand. Dette understreger, at generalløjtnant Kaltenborn ikke havde tiltro til Frogels forklaring om mandens død, men slog det hen som en desperat bortforklaring.

Da Kancelliet modtog generalløjtnant Kaltenborns supplik, indhentede de en erklæring fra biskop Harboe, der beskrev Frogel som en hykler, der på ingen måde levede op til den kristne levemåde, som hun blev undervist i. Han mistænkte endvidere at ”da hendes Mand reiste bort, Gifte-Sygen vel har været én af de Hoved Aarsager, der har drevet hende til at anmælde sig til undervisning i det hun meente, at hun derved var skildt fra sin Mand”

Men hvorfor mente Frogel, at hendes konvertering og undervisning automatisk ville betyde en skilsmisse fra sin jødiske mand? Der kan være flere grunde til dette, men den skarpe opdeling mellem jøder og kristne i 1700-tallets samfund kan være en af forklaringerne på hendes antagelse. Intim kontakt mellem jøder og kristne var forbudt og blev straffet hårdere end anden ulovlig seksuel omgang mellem ugifte.[2] Om Frogel reelt troede, at hun ved at blive undervist i kristendommen ville blive skilt fra sin jødiske mand eller om det blev en forklaring efterfølgende, fremgår dog ikke af sagen. Ikke desto mindre kom netop opdelingen mellem jøder og kristne til at spille en central rolle for sagens udfald. I vurderingen af Samuels straf refererede biskoppen til det kongelige reskript [kongelig ordre] af 6. august 1734. Biskoppen skrev, at ”dersom nogen Jøde beligger et Christen Qvind-Folck, saa vil H: Majt selv have sig forbeholden, samme derfor med tilstreckeligere Straf, end andre ellers efter Loven ansees, at belægge.” På baggrund heraf argumenteredes for, at Samuel fortjente en hårdere straf, fordi han som kristen havde indledt et seksuelt forhold til en jødisk kvinde. Biskoppen anbefalede derfor, at Samuel skulle arbejde i Fæstningen eller Citadellet på ubestemt tid. Denne straf ses ofte i forbindelse med alvorlige forbrydelser, idet arbejdet i Fæstningen var hårdt fysisk arbejde, hvor mange endte med at dø, inden de blev løsladt.[3]

Biskoppen mente ligeledes, at Frogel fortjente en hårdere straf, fordi han mistænkte hende for at have misbrugt den kristne undervisning som undskyldning for at kunne blive skilt fra sin jødiske mand, der tidligere var rejst fra hende. Biskoppen henviste derfor til en tidligere sag, hvor han mente, at kongen havde udvist en særlig retfærdighed. Denne sag handlede om en jødisk kvinde, der undervejs i sin undervisning i kristendommen havde begået lejermål og dermed havde forbrudt sig mod det hun netop selv modtog undervisning i. Denne kvinde blev efter kongelig befaling sat i Børnehuset. Børnehuset var en institution, hvor uartige børn og kvinder kunne indsættes til arbejde og undervisning for at (gen)opdrage dem som gode kristne.[4]

Biskoppen refererede til denne tidligere sag, for at understrege at Frogels forseelse var alvorligere grundet hendes bestående jødiske ægteskab, som derfor også burde medføre en hård straf som landsforvisning. Ikke desto mindre endte biskoppen dog med at anbefale, at Frogel skulle indsættes i Børnehuset med henvisning til, at Frogels sjæl endnu stod til at frelse, hvis hun lod sig undervise og døbe i Børnehuset. Han uddybede dog, at Frogel ikke skulle regne med at blive sat på fri fod igen, men skulle forblive i Børnehuset. Biskoppens endelige vurdering er også interessant, fordi den belyser, hvordan han talte for, at staten havde et ansvar for Frogels opdragelse i den kristne tro og deraf hendes sjæls frelse. Derfor mente han, at de skulle lade hende indsætte i Børnehuset frem for blot at landsforvise hende.

Kancelliet fulgte begge biskoppens anbefalinger og indsatte Frogel i Børnehuset på livstid, mens Samuel blev indsat i fæstningen på ubestemt tid. Deres (og det ufødte barns) videre skæbner ved vi desværre ikke mere om.

Frogel og Samuels sag er en sørgelig historie, der dog belyser mange aspekter af 1700-tallets samfund, herunder vigtigheden af sekundære autoriteter (her biskoppen) i Kancelliets vurdering af specifikke sager - der blev altså indhentet erklæringer, som (i dette tilfælde) bestemte de involveredes skæbner. Desuden er sagen et interessant indblik i forholdet mellem jøder og kristne i det danske samfund, og hvilke konsekvenser dette havde for samfundets almindelige borgere. Sidst men ikke mindst er sagen dog også udtryk for, at autoriteterne i samfundet anså, eller i alt fald argumenterede for, et ansvar for borgernes kristne (gen)opdragelse, selv hvis de tidligere havde været jøder og/eller havde forbrudt sig mod samfundets love.