Supplikprotokol 1758, s. 179, supplik nr. 575; Supplikprotokol 1758, s. 581, supplik nr. 1022

 

Af Emilie Sandholm Kristensen

Julen er for mange en betydningsfuld tid på året med fester, juletræ, gaver, nisser og masser af mad. De danske juletraditioner, vi kender og fejrer i dag, stammer i høj grad fra de traditioner og skikke, som blev til i 1800-tallets borgerskab, men mange af nutidens juls ritualer og traditioner trækker tråde endnu længere tilbage i tid.[1]

Traditioner er vigtige, fordi de giver en følelse af fællesskab, forudsigelighed og binder mennesker sammen, også på tværs af tid.[2] Fortiden får en ekstra stor betydning omkring højtider og julen giver os en god anledning til at dykke ned i vores fælles historie. Supplikker indsendt til Danske Kancelli vidner om, at julen også i 1700-tallet var en vigtig årlig begivenhed, hvis fejring, langt mere end i dag, omhandlede julens religiøse ophav.

Det var ved lov bestemt, at juledagene skulle holdes hellige.[3] Dette betød, at man kunne dømmes og straffes for helligbrøde (dvs. misbrug af helligdagene).[4] I 1758 skrev handskemager Peder Hendrichsen fra Odense til kongen, eftersom han var anklaget og, efter hans mening, fejlagtigt dømt ved politiretten for helligbrøde og ønskede hjælp til at betale for en ny retssag.[5] Sagen var opstået efter, at han i 1756 havde huset tyske gæstearbejdere, der var kommet til byen for at anlægge en bomuldsfabrik. Gæstearbejderne ytrede ønske om at ”holde dem [gæstearbejderne] Lÿstig” i juledagene, hvilket i praksis betød, at de ville muntre sig med at drikke alkohol.[6] Da dette stred imod den gældende lovgivning om helligbrøde, havde handskemageren, der som deres vært ansås som en form for værge, meldt det til byfogeden på forhånd og gennem en inspektør fået tilladelse til at gæstearbejderne måtte drikke. Alligevel havde byfogeden meldt supplikanten til politiretten, der dømte ham efter sjette helligbrøde for at han havde tilladt gæstearbejderne at drikke 2. og 3. juledags aftener. Sjette helligbrøde var den lovartikel i Danske Lov som bestemte, at befalingsmænd, herskaber og lignende overhoveder, og herunder altså også husværter, havde ansvar for at sikre at alle deres tjenestefolk, bønder og arbejdere holdt julen hellig, kom til prædikener mv. Levede de ikke op til dette ansvar, kunne de retmæssigt straffes.[7] Først i 1761 blev sagen afsluttet, hvor handskemageren ved Højeste Ret blev idømt en større bøde på i alt 50 rigsdaler til borgmesteren og 29 rigsdaler til justitskassen. Suppliksagen her vidner både om vigtigheden af at holde religiøse højtider hellige i 1700-tallet, samt at skikke som involverede druk, ikke blev anset som en del af julen, i hvert fald ud fra et retsligt synspunkt.[8] Denne mentalitet har siden da ændret sig markant, og i dag knytter alkohol sig til de fleste juletraditioner i større eller mindre grad.

Julegaver spiller en stor rolle i den moderne julefejring. Også i 1700-tallet var det en del af julen at give. Det var sågar vedtaget i Danske Lov, at præsterne skulle modtage pengegaver tre gange årligt, herunder til jul, et såkaldt juleoffer.[9] Degnene modtog også offer ved samme lejligheder, som, foruden penge, bestod af brød, kage, flæsk, gås, brænde og korn.[10] Disse offergaver indgik som en del af præsternes og degnenes årlige løn og blev betalt af menigheden i området. I 1758 skrev sognepræst Hans Otto Foss fra Emmerlev til Danske Kancelli, fordi hans forgænger, der var gået af samme år, og som derfor var berettiget til det halve juleoffer dette år, havde i sinde at tage mere af juleofferet end hvad var ham foreskreven ved lov.[11] I Emmerlev Sogn var de to andre offerdage, pinse og påske, afskaffet og formanden mente derfor, at han måtte tage 2/3 af juleofferet til sig selv som erstatning og dele den sidste del med sognepræsten. Sognepræsten vidste ikke om formanden havde indsendt en anmodning om dette til Danske Kancelli, som ville skulle godkende det, og han anmodede derfor om, at skulle en sådan supplik modtages fra formanden, at sognepræsten hertil måtte indgive en erklæring, som kunne indgå i sagsbehandlingen. Sagen blev henlagt, hvilket tyder på at formanden ikke indsendte en anmodning om at tage 5/6 dele af juleofferet til sig selv. Traditionen for at give mad og penge ved juletid var ikke alene forbeholdt præster og degne, men sås også i de øverste samfundslag. Først i 1800-tallet blev det dog mere udbredt at give julegaver i også de andre samfundsklasser.[12]

Supplikkerne er en enestående kilde til at få et indblik i hverdagens liv, men, som de to ovenstående sager illustrerer, kan de også fortælle om de problematikker, der har været knyttet til og opstået omkring de religiøse højtider i 1700-tallet. Det er interessant da mange af nutidens traditioner er opstået og fortsat ud fra skikke som også eksisterede den gang. Hvor kilder som fx Danske Lov så fint fortæller om de regler og love, der gjaldt for julen og højtider, så beriger supplikkernes indhold vores kendskab til højtiden ud fra individers egne oplevelser og erfaringer.

Supplikprotokol 1751-1, s.427, supplik nr.1313; supplikprotokol 1751-2, s.58, supplik nr. 120 og 121; supplikprotokol 1752-2, s.235, supplik nr.676 og s.265, supplik nr. 814

 

Af Caroline Korsbjerg Rydahl Haugaard

En decemberdag i 1750 eskalerede en konflikt på Lystrupgaard mellem Niels Frenger og hans stedfar, Michel Holst. En blodig ridepisk og et dødsfald få uger senere, efterlod Niels anklaget som drabsmand. Dette blev begyndelsen på en langvarig sag, hvor Niels’ familie og lokalsamfundet forsøgte at overbevise myndighederne om hans uskyld.

I 1751 indsendte Maren Olsdatter fra Slangerup den første supplik i sagen. Hun skrev på vegne af sin mand, Niels Frenger, der var blevet arresteret og anklaget for at have slået sin mors nye ægtemand ihjel. I sin bøn til kongen bad Maren: ”tillade og bevilge, at hendes Mand, som údi Friderichsborg sidder Arresteret, maatte meddeeles Salvúm Conductum, at komme paa fri Fod”.  

I sin supplik beskrev Maren, at Niels var taget ud til sin mor, Anna Magrethe, den sidste juledag i 1750, hvor han var blevet overfaldt af sin stedfar, Michel Holst. Overfaldet foregik både verbalt og fysisk: ”ej alleene med Skieldsord, men endog kastede Steene efter ham”. For at forsvare sig selv greb Niels sin ridepisk og gav Michel et slag i hovedet. Fire uger senere døde Michel.

Maren hævdede, at Michel kort efter slagsmålet var sengeliggende, men at han nogle dage derefter igen havde været sund og rask i en periode, hvilket hun kunne understrege med vidneudsagn. Desuden viste en obduktion, at Michel formentlig ikke var død af den skade Niels havde påført ham, men af indre sygdom og svaghed. Maren havde vedlagt en kopi af netop den obduktionsrapport som bevis.

På trods af Marens supplik og ihærdige forsøg på at få Niels løsladt, blev hendes anmodning afslået. Kancelliet svarede d. 28. juni 1751: ”Herved er intet at giöre”, og Conseillet bekræftede kort efter: ”Ligeleedes”.

Maren var dog ikke alene i forsøget på at redde Niels. Kort efter indsendte også Niels’ mor, Anna Magrethe, supplik til kongen. Anna bad om kongens nåde og fri rettergang – det såkaldte beneficium paupertatis[1]– så Niels kunne bevise sin uskyld.

Niels var Annas søn fra hendes første ægteskab. Ægteskabet med Michel Holst var hendes tredje og sidste ægteskab, og det var ifølge Anna et meget ulykkeligt et af slagsen. Hun beskrev i sin supplik, at Michels største fornøjelse var at ruinere hende.

Annas supplik rummer en lignende beskrivelse af den skæbnesvangre decemberdag i 1750, hvor Niels skulle besøge hende på Lystrupgaard. Endnu engang står det beskrevet hvordan Niels blev overfaldet med skældsord og fysisk overgreb af Michel, hvilket tvang ham til at gribe sin pisk i selvforsvar og slå Michel. Efter slagsmålet blev Michel syg, men ifølge Anna blev han: ”frisk igien nogle dage efter”. Kort tid efter forværredes hans tilstand, og han døde d. 11. januar 1751.

Anna støttede ligeledes sin supplik ved at henvise til obduktionsrapporten, som hun gengav i detaljer. Rapporten afslørede, at fire kirurger havde undersøgt Michels dødsårsag og konstateret, at både hans lever og lunge var alvorligt beskadigede indefra: ”saa at han eÿ havde kúndet leve”. Med begrundelsen, at en sådan skade på lever og lunge ikke alene kunne være opstået ved hendes søns slag, argumenterede Anna for, at hendes søn ikke kunne holdes ansvarlig for Michels død.

Annas supplik var opfulgt af en tredje supplik fra samtlige borgere i Slangerup by – den by Niels og hans familie boede i.  Byens borgere var gået sammen i håbet om at deres støtte ville give Annas supplik opbakning i Kancelliet og de anmodede derfor ligeledes om at få Niels løsladt og forunde ham beneficium paupertatis, så han kunne bevise sin uskyld.

Kancelliet fastholdt dog deres tidligere afgørelse og i sommeren 1751 modtog både Anna og Slangerups borgere samme svar som Maren – ingen ændring i Niels’ situation.

Niels’ sag blev bragt for retten d. 22. juni 1751, hvor han blev dømt til at miste sin hals – Niels blev altså dømt til døden.

Dette ved vi fra en indberetning fra Geheimrådet og amtmand Gram, der fremsendte dommen fra Frederiksborg Rytterdistrikts Birkeret. Ifølge dommen havde dommeren lagt vægt på, at Niels havde mishandlet sin stedfar, Michel Holst, og at dette måtte have ført til Michels død tre uger senere. Sagen appelleredes til Højesteret og derfor skrev Amtmand Gram en supplik til Kancelliet, hvori han anbefalede, at sagen hurtigst muligt blev bragt for Højesteret, samt at en anklager og en forsvarer blev beskikket til sagen.

D. 2. oktober 1751 meddelte Kancelliet: ” Herom udstædes de fornödne Ordres”, og Conseillet bekræftede beslutningen d. 5. oktober. Beslutningen betød, at Niels’ sag skulle prøves ved Højesteret.

I 1752 dukkede en femte supplik op, denne gang fra Niels selv. Niels var tilsyneladende flygtet fra Frederiksborg til Sverige. I alt fald skriver Niels, at han havde ”til sit Livs Conservation seet sig tvúngen til at tage sin tilflugt i der til Helsinborg.” Med andre ord forklarede Niels, at han efter 59 ugers fængsling havde set sig nødsaget til at flygte til Sverige for at redde sit liv, da han var blevet dømt skyldig i Michels død. Niels forklarede, at han havde givet Michel et par slag i hovedet med sin ridepisk tre uger før hans død. På baggrund af obduktionen hævdede Niels, at han ikke havde slået Michel ihjel, men at Michel var død af indre sygdom.

Niels bad i sin supplik om salvum conductum, som var en kongelig beskyttelse, så han kunne vende hjem til sin hustru og sit barn. Han ønskede desuden at denne afgørelse skulle sendes med post til Helsingborg, således kunne han vide om han skulle forblive i Sverige eller frit kunne komme hjem til Danmark igen.

Kancelliet svarede d. 23. oktober 1752: ”Herved er intet at giöre”, og Conseillet gentog d. 26. oktober: ”Ligeleedes”.

Her slutter sagen om Niels – i alt fald for nu. Men vi er spændte på, om sagen om Niels dukker op igen i en senere supplikprotokol, når vi er nået længere med transskriberingen, så vi kan søge på tværs af flere supplikprotokoller. Indtil da kan vi kun gisne om Niels’ videre skæbne.

At finde sammenhængen i de mange supplikker om Niels og Michel ville være hvis ikke umuligt, så tidskrævende og besværligt uden tilgængeliggørelsen af supplikprotokollerne. En hurtig søgning gav os et detaljeret indblik i retssagen fra flere perspektiver. Niels’ sag kaster skarpt lys over flere aspekter i 1700-tallets samfund og retssystem. Sagen giver et værdifuldt indblik i tidens juridiske struktur, hvor retfærdighed kunne være betinget af borgernes sociale og økonomiske ressourcer, eksempelvis som her hvor Niels bad om beneficium paupertatis for at bevise sin uskyld. I følge Michael Bregnsbo er beneficium paupertatis en form for økonomisk støtte til de fattige, svarende til det, vi i dag kender som fri proces. Ordningen var typisk forbeholdt samfundets lavere lag, hvilket giver et indblik i 1700-tallets sociale struktur. Den viser, hvordan den jævne befolkning i visse tilfælde havde adgang til retshjælp, når de blev involveret i konflikter eller juridiske problemer. Samtidig illustrerer den begrænsede hjælp fra systemet de udfordringer, mange stod over for, hvis de ville søge retfærdighed.[2]

Supplikkerne fremstår som en central kommunikationskanal mellem borger og stat, hvor enhver borger havde mulighed for at appellere direkte til kongen. Alligevel demonstrerer Niels’s sag også hvor lille den mulighed var og hvor vanskeligt det kunne være at opnå en positiv afgørelse, selv med gentagne anmodninger og med lægelige attester. De mange supplikker vedrørende en og samme sag vidner også om supplikprotokollernes imponerende orden og system, hvor forskellige anmodninger til samme sag vises og kan findes.

Afslutningsvis understreger denne sag betydningen af menneskers sociale relationer i 1700-tallet. Det er uklart, hvorfor Niels’ forskellige bekendte valgte at indsende en supplik på hans vegne. Dog taler det faktum, at hans hustru, mor og en hel by forenede sig og appellerede til kongen for at opnå hans frifindelse, om en bemærkelsesværdig solidaritet. Alvoren og desperationen hos de mennesker, der kæmpede for Niels, fornemmes stadig tydeligt 273 år senere.

Supplikprotokol 1758, s. 494 og 531-32, supplik nr. 571 og 767

Af Line Keller Nørbøge Ottosen

 

Jacob Christiansen indsendte i sensommeren 1758 en supplik til Kancelliet, hvori han bad om muligheden for at undervise en mindre gruppe børn og unge.

Jacob havde indtil for nylig været oldermand[1] for vognmands lavet[2] i Hillerød, men en skæbnesvanger ulykke havde frataget Jacob muligheden for at fortsætte sit arbejde som oldermand. Under kongens rejse fra Fredensborg til København var Jacob blevet befalet at skaffe to heste. Jacob forklarer i supplikken, at han ”ved den hastige Løben [tog] Skade i hans venstre Laar og Knæ at hand derover blev lam, hvorover hand fra Lauget maatte tage sin Dimission”. Med andre ord havde det hårde fysiske løb som sendebud for kongen efter to heste nu frataget ham sit arbejde ved vognmandslavet, da han var blevet lam i venstre ben. I 1700-tallet som til alle andre tider var det skæbnesvangert at miste muligheden for at arbejde, da det betød manglende mulighed for at ”fortiene sit Livs Ophold i den dyre Tiid”. Jacob så sig dog reddet af sine medborgere, der tilbød ham at han kunne undervise deres børn i Læsning og skrivning. Der var imidlertid et problem, for denne undervisning var forbeholdt skoleholderen af den kongelige skole. Skoleholderen afviste naturligvis, at Jacob skulle have mulighed for at fratage ham nogle af hans elever og dermed hans indkomst. Det var på den foranledning, at Jacob ansøgte om kongelige tilladelse til ”at holde Skoele for nogle faae Børn hvorved hand kunde fortiene lidet til Livs Ophold, men i fald det ikke skulle blive ham tilladt, Saa beder hand om en liden Pension til Livets Ophold i Alderdommen.”

Kancelliet vurderede, at der intet var at gøre i sagen, men det fik ikke Jacob til at opgive – tværtimod. Ca. en måned efter første supplik indsendte Jacob igen en supplik til Kancelliet, hvori han forklarede sin besværlige situation. I denne supplik understregede han dog tydeligt, at han havde tjent som oldermand i vognmandslavet i 46 år forinden hans skade. Denne tilføjelse til den oprindelige supplik skal formentlig ses som et forsøg på at overbevise Kancelliet om hans arbejdsmoral og gode tjeneste for det danske samfund.[3] Endvidere fastholdt Jacob, at han udelukkende blev lam, fordi han blev befalet at indhente de to heste. Efter et udbrud af børnekopper, beskriver Jacob desuden, at hans situation yderligere forværredes, da han blev lam i begge arme. Endnu engang bad Jacob om muligheden for at holde skole for nogle få børn eller at nyde en pension. Desuden tilføjedes en påtegning, hvori kongen havde ”resolveret, at det maae tillades Supplicanten udi Information i Regning og Skrivning at antage de Folckes Børn, som af sig selv og godvillig maae begiære det.”

Resolutionen betød, at Jacob også i Kancelliet blev bevilget at holde skole for en lille gruppe børn. Denne resolution bekræftedes i kancelliet i slutningen af oktober og i Konseillet i starten af november 1758. Dog er der en lille tilføjelse til sagsbehandlingen i starten af det nye år, da skoleholderne Nissenius Wedel og Peder Wedel blandede sig for at anmode om, om ikke Jacobs ansøgning om at holde skole alligevel kunne afvises, således at de alene kunne forrette undervisningen af børnene i Hillerød. I slutningen af januar og starten af februar 1759 blev det slået fast endnu engang, at Jacob bevilgedes muligheden for at holde skole for enkelte børn i Hillerød.

 Sagen om Jacob er interessant, da den fortæller os ret meget både direkte og indirekte om 1700-tallets samfund. For det første er det nødvendigt at nævne, at Jacobs historie formentlig er farvet af, at han var relativt ressourcestærk både inden og efter sin ulykke. Jacobs tidligere tjeneste som oldermand betød, at han kunne anmode om at arbejde med at undervise børn, og selve dette forslag kom ifølge Jacob selv fra byens borgere, der forsøgte at hjælpe ham. Havde Jacob været håndværker, bonde eller lignende havde historien formentlig haft en anden udgang. Og havde Jacob ikke haft samme omgangskreds eller status i samfundet, var der formentlig heller ikke opbakning til ham som skoleholder. På trods af Jacobs selvrådighed udviser hans supplik til kongen dog på den ene side, at hans liv faktisk afhang af den supplik, han sendte, og på den anden side, at Jacob havde en forventning om, at kongen ville tage hans anmodning alvorligt og ville tage ansvar for Jacobs videre fremtid. Denne forventning synes egentlig at være grundlaget for selve supplikpraksissen – en forestilling om kongens forpligtelse til at vise omsorg for sine undersåtter.[4] Da Jacobs første supplik ikke modtog den ønskede vurdering, sendte han blot endnu en for at lægge pres på beslutningen, hvilket understreger, at Jacob havde en klar forventning til kongens ansvar for ham som undersåt.

En mere indirekte, men bestemt relevant pointe, er det enorme overblik og struktur 1700-tallets supplikpraksis krævede af statsmagten. Jacobs supplik blev afskrevet og ved siden af fremgik første sagsbehandling af supplikken. Næsten 15 sider og 200 sager senere i supplikprotokollen fremgår Jacobs anden supplik og dennes svar. Ved begge supplikker fremgår imidlertid ”vid. No. 571” og ”vid. No 767”,[5] som en måde at vise, hvordan disse referer til samme sag og person. Dette er imponerende inden for samme supplikprotokol, men vi har observeret, at skriverne sågar refererer på tværs af flere supplikprotokoller fra forskellige år. Det kan måske forekomme trivielt med nutidsøjne, men i den forbindelse er det værd at overveje, at supplikprotokollerne næsten ikke er blevet benyttet af historikere grundet deres enorme omfang, og det faktum, at der udelukkende findes et navneregister, som viser indholdet. Ikke desto mindre viser disse små referencer under sager, der omhandler det samme eller samme person, det helt enorme overblik, disse skrivere havde over de flere hundrede supplikprotokoller, der i gennemsnit hver er ca. 500 sider lange. Det illustrerer også, at supplikpraksissen har været et vigtigt element i enevælden, fordi der har været brugt en enorm mængde energi og formentlig også penge på at vedligeholde et så stort overblik.[6] Vi har sågar fundet sager, hvor sagsbehandlingen er forløbet over 9 år frem og tilbage, og hvor hver opdatering fremgår under supplikkens svar.[7]

Vi har i alt fald en nyfunden respekt for 1700-tallets skrivere og for supplikpraksissen.

Supplikprotokol 1750-1, s. 111, supplik nr. 212

Af Emilie Sandholm Kristensen

 

I 1750 indsendte en gruppe unge købmænd fra Christiania i Norge (nuværende Oslo) en supplik til kongen gennem Danske Kancelli med ønsket om at få frataget en købmand hans borgerskab. Kancelliet indhentede en erklæring fra den lokale stiftamtmand, der skrev at købmændene ”alleene af had sóger at faae casseret […] denne Bagatelle Sag”.

Købmændenes supplik omhandlede købmanden Ole Arnesen, der, efter 10 års borgerskab som høker (dvs. mindre handelsmand)[1] og skipper, i 1749 opnåede borgerskab som købmand med opbakning fra både magistraten og byens tolv mænd.[2] De skrev ind for at få ”tilbagekalde[t] og cassere[t]” Arnesens borgerbrev, som bekræftede hans borgerskab som købmand. Deres argument var at Arnesen ikke levede op til kravene i byens privilegiers 13. artikel.

Christiania fik i 1749 forundt nye privilegier[3], hvilket blandt andet betød, at der kom nye krav og regler til erhvervet som købmænd. Den 13. artikel heri bestemte, at man både skulle eje 500 rigsdaler, og have arbejdet i Christiania som dreng ved en købmand i syv år samt som karl i 3 år, eller som dreng andetsteds og 5 år som karl i Christiania, førend man kunne få borgerskab som købmand.[4] Arnesen søgte om borgerskab efter de nye privilegier var trådt i kraft.

De unge købmænd argumenterede i supplikken for, at Arnesen ikke havde været i tjeneste som hverken dreng eller karl hos nogen Christianiske købmænd, men i stedet siden 1739 havde haft borgerskab som høker og skipper, hvilket ifølge dem nu var udtjent og ikke kunne bruges til at generhverve sig borgerskab som købmand gennem de nye privilegier.

Borgerskab var ikke noget hele befolkningen i kongeriget havde, men var noget man fik tildelt i kraft af sit erhverv som enten købmand eller håndværker. Borgerskab øgede den pågældendes status i samfundet og medførte særlige privilegier, og som borger befandt man sig i samfundets øverste sociale lag, hvilket gjorde det eftertragtet.[5] Læser man nogle af de mange supplikker om borgerskab i de danske supplikprotokoller er det tydeligt, at borgerskabets antal i byerne var nøje fastlagte. Det vil sige, at ofte kunne man kun få et borgerskab, hvis én afgik ved døden eller fik borgerskabet frataget, hvormed en plads åbnede op.[6]

Danske Kancelli fik til sagens bedømmelse en erklæring fra stiftamtmanden i Christiania. Han argumenterede for, at tre fornemme købmænd havde attesteret (betydning: bevidnet, autentificeret) for Arnesen, at han havde handelserfaring i længere tid end hvad byens nye privilegier foreskrev, og desuden levede op til kravet om de 500 rigsdaler og grundigt kendskab til erhvervet. På baggrund af disse attester valgte ikke alene stiftamtmanden, men også byens 12 mænd og magistraten at tildele Arnesen borgerskabet i 1749.

Den indhentede erklæring fra stiftamtmanden emmer af frustration og ærekrænkelse over, at de unge købmænd overhovedet satte spørgsmålstegn ved beslutningen om at tildele Arnesen borgerskab. Han beskrev, at supplikanterne bestod af 18 unge købmænd, ud af byens over 80, som på grund af had, havde indsendt supplikken. Samtidig italesatte stiftamtmanden også, at han selv og magistraten blev prostitueret (her forstået som vanære, latterliggøre eller udsættes for offentlig nedværdigelse)[7], når der rejstes tvivl ved deres afgørelse, som han fortsat mente var korrekt og indiskutabel. Han afskrev derfor supplikanternes sag som en ligegyldig bagatel:

” […] alleene af Had sóger at faae casseret, hvorved baade Stiftamtmanden or Magistraten i denne Bagattelle Sag blev prostitueret.”

Supplikanternes argumentation for at fjerne Arnesens borgerskab fuldstændigt giver, som stiftamtmanden også antydede i sin erklæring, indtryk af, at der var en vis foragt og had blandt de unge købmænd for Arnesen, men også andre købmænd, der ikke fulgte den slagne gang for at opnå borgerskab som købmand. Hvad disse holdninger kom af, kan man kun gisne om, men man kan forestille sig, at den interne konkurrence mellem handelsmænd, hvor man både konkurrerede om salg af varer såvel som en plads i borgerskabet, og faglig stolhed kan have drevet de unge købmænd til at skrive til kongen, trods de selv allerede havde borgerskab som købmænd.

Danske Kancelli og Conseillet fulgte stiftamtmandens erklæring og lod Ole Arnesen beholde sit borgerskab som købmand.