Substantiver 名词 Míngcí

Substantiver (navneord) er ord, som betegner levende væsener, ting og begreber.

Substantiver og fleksion (bøjning)

På dansk kan substantiver bøjes i køn, fælleskøn og intetkøn. Hvis et substantiv er fælleskøn, kan man sætte ”en” foran, for eksempel en bog. Hvis et substantiv er intetkøn, kan man sætte ”et” foran, for eksempel et æble. Kinesiske substantiver ikke bøjes i køn og det ubestemte ”en” og ”et” findes ikke på kinesisk.

På dansk bøjer man også substantiver i singularis (ental) og pluralis (flertal), for eksempel en bog, men to bøger. De fleste kinesiske substantiver bøjes ikke i tal. Prøv at sammenligne, hvordan formen på de danske substantiver ændres, mens de kinesiske substantiver har samme form:

Proprier (egennavn)

En undergruppe af substantiverne kaldes proprier. Et proprium er et navn, for eksempel på en person eller et sted. På dansk kan man kende proprier på, at de skrives med stort:

Substantiver med suffiks

På dansk kan man genkende et substantiv ved, at man kan sætte en eller et foran eller bagved substantivet, for eksempel en bog eller bogen. Kinesiske substantiver er ikke helt så lette at genkende. Nogle kinesiske substantiver kan dog identificeres ved, at ordet indeholder et suffiks. Et suffiks er en endelse, som sættes efter et ord:

De fleste kinesiske substantiver er dog umarkerede:

Flertals suffikset 们/men 

Flertals suffikset 们/men, som bruges til at danne pluralis (flertals)formen af de personlige pronominer (stedord), kan også anvendes sammen med enkelte substantiver. Flertals suffikset 们/men anvendes kun med substantiver, som angiver mennesker og kun når disse mennesker betragtes som, eller tiltales som, en gruppe.

Omtales som en gruppe:

Tiltales som en gruppe:

Bestemt eller ubestemt

På kinesisk kan man ikke ud fra selve substantivet afgøre, om det optræder i bestemt eller ubestemt form. Det betyder dog ikke, at et substantiv ikke kan være bestemt eller ubestemt i en kinesisk sætning. Om et substantiv optræder i bestemt eller ubestemt form, afhænger af substantivets placering i en sætning. I udgangspunktet er substantivet i bestemt form, hvis det kommer før prædikatet og ubestemt form, hvis det kommer efter verbet i prædikatet. Kommer substantivet før prædikatet vil det stå som subjekt og kommer det efter verbet vil det stå som objekt:

Det findes dog flere undtagelser for denne regel. Nogle af de mest almindelige undtagelser er:

Topic-comment sætninger

I topic-comment sætninger kan et substantiv fungere som sætningens emne og derfor kommer substantivet før prædikatet. Selvom substantivet kommer før prædikatet, skal det ofte forstås ubestemt, for eksempel hvis det er et generelt udsagn:

有/yǒu placeres foran substantivet

Selv om et substantiv kommer før prædikatet, bliver det ubestemt, hvis verbet 有/yǒu placeres foran det:

Om substantiver i de to eksempler skal forstås i singularis eller pluralis, afhænger af sammenhængen. Sætningerne kunne derfor også oversættes til ”Der er en studerende, der leder efter læreren” og ”der er en bog på bordet”.

Kontekst

I udgangspunktet er et substantiv i ubestemt form, når det kommer efter verbet prædikatet som et objekt. Men substantivet kan være i bestemt form, hvis sætningen optræder i en kontekst, hvor der refereres til substantivet i bestemt form. For eksempel:

A ikke kan finde sit æble og spørger, om B har spist det:

Andre måder at angive om et substantiv skal forstås i bestemt form er at anvende et demonstrativpronomen (påpegende stedord) og et måleord eller et numerale og et måleord.