Projektet er et samfinansieret forskningsprojekt mellem MANTRA, Aarhus Universitet og Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Formålet med projektet er at sætte fokus på kvindelige flygtninge og indvandreres oplevelser og erfaringer med det danske arbejdsmarked. Der er fokus på hvilke livsomstændigheder og motivationsfaktorer, der har eller har haft betydning for kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet. Projektet afdækker således motivation for arbejde i samklang med andre livsaspekter som uddannelse, erhvervserfaring, ’møder’ med beskæftigelsesindsatser, hverdagsliv, helbredstilstand, familiestrukturer og bosætningsmønstre.
Projektet består af to spor:
1. Interview med kvindelige flygtninge og indvandrere.
2. Feltbesøg og deltagerobservationer med nogle af kvinderne.
Interviewene tager udgangspunkt i den enkelte kvindes rejse til beskæftigelse ved hjælp af en narrativ interviewtilgang. Den enkelte kvinde udvælger de tematikker og faktorer, som hun oplever og finder relevant at fortælle om ift. hendes motivation og vej til beskæftigelse. Det er centralt for projektet, at vi taler med såvel kvinder som har opnået beskæftigelse, og kvinder som ikke er i beskæftigelse. MANTRA vil lægge vægt på at spørge ind til det, som kvinderne nævner og finder væsentligt i deres personlige situation og motivation for arbejde. Herefter stilles opfølgende spørgsmål, der berører faktorer, tematikker og barrierer, som eksisterende litteratur og rapporter erfarer er centrale.
Der foretages antropologiske feltbesøg med nogle af kvinderne for at få et indblik i deres livsomstændigheder og de dimensioner, som interviewene ikke afdækker. Feltbesøgene vil inkludere besøg i kvindens private hjem, møde med sagsbehandler eller jobkonsulent og andre hverdagsaktiviteter som lægebesøg, sprogundervisning, sociale sammenkomster osv. Det vil skabe viden om, hvordan den aktuelle praksis omkring flygtninge- og indvandrerkvinder udspiller sig på tværs af de forskellige kontekster, som kvinderne indgår i. Dette vil give mulighed for lære mere om kvindernes interaktion med sagsbehandlere og andre aktiviteter i relation til deres beskæftigelse. Feltbesøgene vil således give et dybere indblik i, hvilke potentialer og udfordringer kvinderne ser og oplever i forhold til at komme i beskæftigelse.
Liane Krogh Bæk, Videnskabelig Assistent, Antropolog
Pernille Bertram-Larsen, Videnskabelig Assistent, Antropolog
Abir Mohamad Ismail, Videnskabelig Assistent, Antropolog og Ph.d.-studerende i Antropologi
Johanne Korsdal Sørensen, Projektleder, Antropolog og Ph.d. i Sociologi, Ekstern relations manager i MANTRA.
Projektet omtales i følgende medier:
Institut for Kultur og Samfund d. 05.01.22: Kvindelige flygtninge og indvandreres oplevelser med det danske arbejdsmarked undersøges i nyt forskningsprojekt