Aarhus Universitets segl

Kvindelige flygtninge og indvandreres oplevelser med det danske arbejdsmarked undersøges i nyt forskningsprojekt

Hvordan ser vejen til det danske arbejdsmarked ud for kvinder, der er kommet til Danmark som flygtning eller indvandrer? Det skal et nyt antropologisk forskningsprojekt undersøge.

MANTRA, Moesgaards Antropologiske Analyseenhed, har netop indgået et samfinansieret projekt med Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) om en undersøgelse af kvindelige flygtninge- og indvandres oplevelser med beskæftigelsesindsatsen i to kommuner. Projektet hedder: ’Rejsen til beskæftigelse og det danske arbejdsmarked’.

Om baggrunden for projektet fortæller projektleder Johanne Korsdal Sørensen:

”Vi ønsker at bidrage til at belyse kvindernes egne perspektiver på deres beskæftigelsessituation for at få et mere nuanceret indblik i, hvad kvinderne selv oplever, motiveres af og drømmer om i relation til det danske arbejdsmarked. Baggrunden for undersøgelsen er et ønske om at blive klogere på vejen til beskæftigelse for kvinder med flygtninge- eller indvandrerbaggrund.”

Projektet vil igennem interview og deltagerobservationer fokusere på kvindernes oplevelser og erfaringer med det danske arbejdsmarked samt undersøge, hvilken betydning livsomstændigheder som uddannelse, erhvervserfaring, trivsel, familieliv og motivation har for kvindernes beskæftigelse. Dermed belyses både de potentialer og de udfordringer, der er forbundet med kvindernes indtræden på det danske arbejdsmarked.

”Vores projekt løber indtil sommeren 2022 og vil munde ud i konkrete anbefalinger i relation til flygtninge-og indvandrerkvindernes perspektiv på beskæftigelse og oplevelser med det offentlige systems beskæftigelsesindsatser,” fortæller Johanne Korsdal Sørensen.

Fakta 
MANTRA er en universitetsbaseret analyseenhed forankret på Aarhus Universitet, der samarbejder med private og offentlige organisationer. Eksempelvis i relation til udviklingsprojekter af enhver art. MANTRA leverer skræddersyede antropologiske analyser af den problemstilling, du ønsker at blive klogere på. I MANTRA har vi altid har blik for mulige forsknings- eller uddannelsesperspektiver projektsamarbejder. Vi inddrager forskere og studerende i vores opgaveløsning i det omfang, det er muligt. 
Læs mere om MANTRA her

Yderligere information
Johanne Korsdal Sørensen,
Ph.d. i sociologi og antropologi
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Antropologi
Mail: jks@cas.au.dk 
Mobil: +45 2130 1787