Tilmeld dig her inden den 1. juni
(Obs! Der er et begrænset antal pladser, så tøv ikke med at melde dig til)
Vil du blive klogere på din fremtid efter studierne og de mange muligheder, der venter dig? Institut for Kultur og Samfund tilbyder studerende at blive en del af instituttets mentorprojektet i efteråret 2026 med mulighed for sparring om job- og karriereovervejelser. Som studerende får du en karrierementor, der kender din faglighed og de mange jobmuligheder, der ligger foran dig, når du er færdiguddannet. Vores mentorer er alumner, dvs. tidligere studerende, der er fortrolige med din uddannelse og ved, hvordan den kan bruges på arbejdsmarkedet.
Som mentee får du en sparringspartner, der dedikerer tid, erfaring og viden til at hjælpe og sparre med dig. Mentoren vil eksempelvis kunne dele sine erfaringer og perspektiver på jobmuligheder, kompetencer, relevante studiejobs, personlig og faglig udvikling. Formålet med mentorrelationen er at støtte dig i overgangen fra uddannelse til jobmarkedet. Selvom arbejdslivet måske ikke er lige rundt om hjørnet, kan det være en god idé at gøre dig nogle overvejelser. Vi sørger for, at du er godt forberedt til mødet med din mentor, så du får mest muligt ud af det.
Mentorprojektet løber i efterårssemesteret fra september til januar. Hvis man som mentorpar vil fortsætte kontakten efter det, er man selvfølgelig meget velkommen til det. Vi matcher dig med en mentor så tæt på dit fagområde og ønsker som muligt, så dine behov for sparring og vejledning passer til mentorernes kompetencer, viden og erfaring.
Mentor og mentee aftaler sammen de konkrete rammer og detaljer, og tilpasser dem efter behov. Vi forventer, at du som mentee kan afsætte 1-2 timer om måneden fra september til december til at mødes med din mentor. Det er dit ansvar som mentee at planlægge mødetidspunkter og komme med forslag til mødernes indhold. Du kan finde inspiration og vejledning i det materiale, der er udarbejdet for at støtte dig i din mentorrolle.
Der bliver afholdt et opstartsarrangement på Aarhus Universitet i september, hvor mentorer og mentees kan møde hinanden over en sandwich og få en fælles introduktion til forløbet. I januar afholdes der et afslutningsarrangement for alle deltagere. Mentormatchene bliver meldt ud i inden sommerferien, hvor du også vil modtage en invitation til opstartsarrangementet.
Har du spørgsmål til mentorordningen er du meget velkommen til at kontakte Kristine Ørnsholt, uddannelseskonsulent på Institut for Kultur og Samfund.