Jeg hedder Kirstine Gregersen, og jeg er 27 år gammel. Jeg bor her i Århus, men kommer oprindeligt fra Sydvestjylland, omkring Varde. Jeg er lige netop blevet færdig med min kandidat i forhistorisk arkæologi og afleverede speciale før sommerferien.
Stedet har i hvert fald fået stor betydning for mig. Det har været det faste holdepunkt for min hverdag, særligt omkring mit faglige liv, men også virkelig en stor del af mit sociale liv, efter jeg flyttede til Århus. Moesgaard har været en utrolig god rammesætter med alle de udfoldelsesmuligheder, der er her.
Noget, jeg synes, er helt specielt er det her med, at vi som arkæologi og antropologistuderende har størstedelen af vores fag herude, så vi har vores hverdag bundet til et meget lille område, og man kommer hurtigt til at støde ind i hinanden på kryds og tværs. Så er det også bare et utroligt smukt sted, både udvendigt og indvendigt. Jeg bliver altid glad, når jeg kommer ned til Moesgaard. Uanset om det er vinter eller sommer er det altid så smukt. Og med den følelse af, at man går rundt og møder folk, man kender, bliver det bare et hyggeligt og trygt sted, hvor man hurtigt føler sig godt tilpas.
Det var egentlig primært studiet, der valgte for mig. Da jeg søgte ind, var der lige kommet den nye bachelorordning, hvor de to studier – historisk og forhistorisk – var integreret. Jeg har altid været glad for historie og synes at arkæologi var spændende, og jeg gik også og overvejede nogle andre ting, men jeg synes det her virkede som et sted, hvor der skete mange ting. Så det tænkte jeg, at jeg gerne ville give en chance. Moesgaard, selve stedet, var egentlig på mange måder med til at give mig et godt førstehåndsindtryk. Det er godt nok noget helt specielt det her. Ikke noget dårligt om nobelparken, men det er sådan semi-dystopisk og overvældende med de firkantede bygninger, der ligger ud til det mest trafikerede kryds i Århus. Herude er der bare ro.
Jeg har gået rigtig mange ture og løbet ture, alene og sammen med studiekammerater, nede i skoven. Det er virkelig det gode sted at gå hen, hvis man synes, at hverdagen bliver lidt for intens, så kan man gå derhen og gå og kigge på nogle af de her fantastiske store, flotte træer og få en pause.
Ja, jeg tror det er det med, at man kan komme ud og få en pause. Og det er ikke som, når man er inde på hoveduniversitetet, at man stadig er omgivet af mennesker, biler, larm og trafik, men at man kan gå ud og ens krop og hoved kan få rigtig ro. Der er nemlig ro, plads og natur.
Studiemiljøet herude er lille og intenst, mens det inde på universitetet – selvom jeg ikke nødvendigvis kan udtale mig så meget, da jeg ikke har været der meget – kan være mere vidtforgrenet. Herude kommer man meget tæt på ens medstuderende rigtig hurtigt. Men det er kræver også at man herude lægger en stor indsats i det, fordi puljen af elever, hvor alle de sociale og faglige aktiviteter skal komme fra, er jo mindre. Vi er nok mere afskåret fra det større netværk af ting, og det kan være udfordrende. For eksempel når en årgang er færdig, og hvis mange derfra har taget meget ansvar, så skal det genopbygges igen. Men mange af de aktiviteter og ture, som bliver arrangeret herude, tror jeg folk får meget ud af.
Museet ligger lige op ad bakken, og kan blive lidt et symbol på de ting, man går og drømmer om. Når der kommer store Gengis Khan-udstillinger eller RUS, det bliver et vindueskig ind til de store drømmes land af muligheder. Jeg har selv haft et nært forhold til museet, da jeg har arbejdet som studentermedhjælper på en af afdelingerne i flere år, og jeg har lært folk at kende. Når man ser det udefra kan man blive overvældet og tænke ”wow, hvordan kan man nogensinde arbejde med det?” men når man ser hvem, der laver de ting, bliver det mere nært. Frem for alt vil jeg sige det er et sted man kan bruge til at genfinde magien til sit studie. Mange af de universitetsstuderende ved nok, at man har været igennem nok skriftlige eksaminer, synes man det er hårdt. Og når jobsikkerheden ikke er så stor, og lønnen ikke er så god og man tvivler, så kan museet minde en om, at der er nogle årsager til man har valgt at læse her.
Det jeg har fået rigtig meget ud af gennem mit job som studentermedhjælper, var nogle faglige kompetencer, som jeg normalt først ville kunne udvikle, når jeg var færdiguddannet. Det er en rigtig fed mulighed, samt det jo ser fedt ud på ens CV og måske kan forhøje chancerne bagefter for at få et arbejde. Jeg synes egentlig at forholdet mellem museet og de studerende er ret godt etableret, men man kunne måske i højere grad blive bedre til at bruge nogle af fagene og arbejdstimer på at de studerende kunne integreres i nogle af museets arbejdsopgaver. Hvis de har nogle materialer, udgravninger eller udstillinger, hvor de gerne vil have ekstra hjælp til specifikke ting, kunne de studerende bruges. Der er bare mange ting, som der aldrig er tid til at blive gjort. Hvis man kunne integrere de studerendes arbejde, mens de læser, det tror jeg, der kunne være et gensidigt stort udbytte af.
Måske at sige, at udefra så kan det være svært at kommunikere præcist, hvad der er specielt ved Moesgaard Campus, men hvis man har nogle venner med herud, så kan de mærke, hvad der foregår. Jeg synes egentlig, at Moesgaard er et særligt sted, der kan nogle særlige ting. Men man skal næsten opleve det, for at kunne føle det.
