Af Jeppe Kiel Revsbech
De kan støvsuge gulve og slå græs. De kan aflevere pakker og servere mad. Men hvor langt vil vi egentlig gå for at bringe robotter ind i samfundet? Og kan de stadigt mere avancerede maskiner hjælpe os med at blive 'bedre mennesker'?
Det er blandt de spørgsmål, som professor i filosofi, Johanna Seibt, og hendes kolleger ved Forskningsenheden i Robofilosofi og Integrative Social Robotics på Aarhus Universitet er ved at undersøge med udgangspunkt i det filosofiske felt robophilosophy.
Begrebet blev formuleret og introduceret af forskningsenheden tilbage i 2014, og som navnet antyder, er det udsprunget af den moderne robotteknologi, hvor robotter skabes og designes til at interagere og kommunikere med mennesker – også kendt som ’social robotics’ eller ’social robotteknologi’. Eksemplerne på teknologien er mange: Fra beroligende robotter, som bringer glæde hos demente, til naturtro sexrobotter, der tilfredsstiller de inderste lyster.
”Robophilosophy er defineret som ‘filosofien om, for og af social robotteknologi.’ Målet med teknologien er at bringe robotter ind i samfundet, hvilket vil sige at skabe kunstige ’sociale andre’. Det er et afgørende skridt – for første gang i teknologiens historie skaber vi noget, som ikke blot er et redskab, vi bruger, men en ’social anden’, som vi interagerer med. Social robotteknologi er dermed et afgørende skridt i teknologiens historie, der udfordrer den menneskelige selvforståelse som aldrig før. Og robophilosophy er svaret på den udfordring,” forklarer Johanna Seibt.
Hun betoner, at denne artikel egentlig burde hedde ’mød en forskergruppe’, for konceptet bag robophilosophy er i høj grad baseret på en ny tværfaglig tilgang til forskningen, som gruppen har udviklet, hvor kræfter fra blandt andet filosofi, psykologi, antropologi, neurovidenskab og ingeniørvidenskab bidrager til arbejdet i forskningsenheden. Tanken er at skabe et mere helhedsorienteret og ansvarligt blik på udviklingen af sociale robotter – en tilgang, der mangler ved nutidens teknologi, mener Johanna Seibt.
”Mens klimaforandringer uden tvivl er det mest presserende problem, vi har, er det næste problem i rækken uansvarlig teknologisk udvikling. I øjeblikket udvikler vi teknologier med potentielt vidtrækkende indvirkninger på samfundet, men vi gør det uden den rette ekspertise og omhyggelighed,” siger filosofiprofessoren.
”Det er ironisk, at planteeksperter eksempelvis er involveret i at udvikle robotter, der kan luge ukrudt, men når vi udvikler robotter, som er designet til at agere i det fysiske og symbolske rum af menneskelige sociale relationer, så involverer vi ikke humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere i den teknologiske udvikling. Det er ironisk, at i en tid, hvor ingeniører har allermest brug for humaniora, er humanistiske uddannelser på vej til at blive indskrænket,” påpeger hun.
Robophilosophy-holdet gør i deres forskning blandt andet brug af robotten Telenoid, som er designet af den japanske robotudvikler Hiroshi Ishiguro, der her ses med et eksemplar. Arkivfoto.
For blandt andet at imødekomme problematikken med den teknologiske uansvarlighed har robophilosophy-holdet defineret et nyt ’paradigme’ til udviklingen af robotteknologi, som hedder ’Integrative Social Robotics’. Et af de centrale principper er her det såkaldte ’Non-Replacement Maxime’ eller ’ikke-erstatningsprincippet’, der lyder: ’Sociale robotter må kun gøre, hvad mennesker skal, men ikke kan gøre.’
”Vi har en situation hvor såkaldte ’robot-etikere’ diskuterer, om det er etisk tilladt at erstatte mennesker med sociale robotter, og om robotter skal have rettigheder. Den diskurs er vigtig, og robotingeniører er til dels selv involveret i den, men det tager lang tid, før den fører til en lovlig regulering. Vores strategi er at vise, hvad samarbejde med humaniora kan gøre. Vi bringer sociokulturelle værdier direkte ind i teknologiudvikling,” forklarer Johanna Seibt og giver et konkret eksempel på gruppens arbejde:
”For nylig kunne vi vise, hvordan konfliktmægling faciliteret af robotter førte til flere og mere kreative løsninger på konflikter. Det var et særdeles komplekst eksperiment og et vigtig resultat. Tilsvarende har vi også undersøgt, hvorvidt jobsøgende foretrak at have en personlig samtale med en neutralt udseende robot for at minimere uretfærdige beslutninger på grund af etniske eller kønsmæssige præbevidste fordomme,” fortæller hun.
I øjeblikket er forskningsenheden optaget af et projekt, som undersøger de processer og erfaringer, der opstår, når grupper af mennesker interagerer med sociale robotter. Præcis hvordan forskningen bliver grebet an, holder Johanna Seibt tæt til kroppen, men velkendt er robophilosophy-teamets robotter Telenoid, som med dets særegne ydre er udviklet efter tanken om ’det minimale menneske’ og designet af den japanske robotudvikler Hiroshi Ishiguro.
”Nordforsk-projektet, som er et samarbejde mellem Royal Institute for Technology in Stockholm, University of Helsinki og Syddansk Universitet, undersøger adfærden, erfaringer og de præbevidste processer hos medlemmer af grupper, som interagerer med en robot. Vi vil gerne udforske, om robotter, og i så fald hvilke typer af robotter, er bedre til at facilitere gruppers kreativitet og visse former for beslutningstagning,” siger Johanna Seibt om projektet.
I forbindelse med et portræt til Carlsbergfondet gav Johanna Seibt en introduktion til, hvad robophilosophy går ud på, og hvordan sociale robotter påvirker os som mennesker. Video: Carlsbergfondet.
Det altoverskyggende spørgsmål er imidlertid, hvilke potentialer og ikke mindst udfordringer, som brugen af de sociale robotter rummer for fremtidens samfund. Hvad må robotterne præcis kunne, og vil vi være i stand til at betragte dem som maskiner, hvis de får menneskelige egenskaber?
”Det er et spørgsmål, ingen kan svare på i øjeblikket. I bedste fald kan vi undersøge den specifikke applikation i en specifik sammenhæng over et specifikt tidsrum,” fastslår Johanna Seibt.
”Social virkelighed er fantastisk kompleks og dynamisk. Som vi har påpeget, er vi i øjeblikket fanget i en særligt bekymrende udgave af det såkaldte ’Collingridge Dilemma’ inden for ledelse af teknologi: Vi er ved at slippe en teknologi løs i samfundet, selv om vi i øjeblikket ikke kan forudsige dens grundlæggende indvirkninger. På et senere tidspunkt, når vi ser dens konsekvenser, er det for sent at trække teknologien tilbage fra samfundet,” forklarer professoren og uddyber:
”Hovedproblemet med social robotteknologi er, at sociale robotter er radikalt nye objekter – de udløser vores præbevidste mekanismer for social kognition, så vi oplever dem som ’sociale andre’. Men de passer ikke helt ind i vores nuværende begreber for sociale agenter, og det er ikke klart, om vi vil være i stand til at lære at etablere en ny kategori for noget, som forstår visse aspekter af social samværd og simulerer andre. Ingeniører fokuserer på de funktionelle aspekter af sociale interaktioner, men funktionen er en lille del af det, som 'virkelig sker', når vi interagerer med noget i det symbolske rum af menneskelige sociale interaktioner,” siger Johanna Seibt.
For forskningsenheden på Aarhus Universitet handler det derfor om at statuere et eksempel, når det kommer udviklingen af social robotteknologi. Det skal blandt andet ske via tre særlige endemål, som gælder for hvert af de seks forskningsprojekter, holdet arbejder på.
”For det første vil vi undgå, at generering af indtægter bliver den primære bekymring ved robotudvikling, som det har været tilfældet med de sociale medier. Dette mål deler vi med mange af vores internationale kolleger, der også anvender ikke-akademiske strategier, som for eksempel lobbyarbejde hos nationale og europæiske lovgivere,” fortæller Johanna Seibt.
”I modsætning hertil – og det er vores andet mål – er vores strategi at finde og udvikle konstruktive eksempler på, hvordan denne nye teknologi kan blive brugt på kulturelt bæredygtige måder. Vi vil ændre ved at være det gode eksempel. De ingeniører, som arbejder inden for social robotteknologi, er efter min erfaring kreative og velmenende mennesker, så at tilbyde nye perspektiver ved at illustrere dem er måske den bedste invitation til at skabe et tættere fremtidigt samarbejde,” påpeger professoren og fremhæver det tredje - og måske vigtigste mål - for tanken bag robophilosophy:
”Vi vil kommunikere til offentligheden og politikerne, at vi har brug for humanioras ekspertise til at analysere menneskelige erfaringer og processer af individuel og social 'meningsskabelse’, hvis vi vil have det bedste ud af avancerede teknologier og skabe en fremtid, der er værd at leve i.”
