Mit navn er Cille og jeg er for nyligt begyndt som PhD-studerende på filosofi.

Min uddannelsesbaggrund er noget broget, da jeg, udover at skulle færdiggøre mine kandidatstudier i filosofi, har en BA i henholdsvis engelsk og idéhistorie.
Mit afsæt er således både sprogligt og litterært, hvilket kan siges at udgøre et leitmotif for mit projekt, der på mange måder søger syntesen mellem flere forskellige discipliner.

Med udgangspunkt i de tidlige tyske romantikere og deres såkaldte romantiske imperativ om, at “al videnskab skal blive til kunst og al kunst til videnskab”, vil jeg forsøge at formulere - eller snarere (re)konstruere - en videnskabsfilosofi, som jeg kalder poetisk videnskab. Min tese er, at denne videnskab beror på en æstetisk epistemologi - en teori om hvordan og hvad vi ved medieret gennem æstetisk oplevelse - og privilegerer poesien som en særlig erkendelsesmodus.

Jeg kalder mit projekt for en rekonstruktion, fordi kimen til den poetiske videnskab allerede findes hos romantikerne, men under andre begreber, der tilmed er fragmenterede og tilblivende - og måske altid vil være det. 
Ikke desto mindre gjorde Friedrich von Hardenberg, bedre kendt som Novalis, et forsøg i sin tid. Novalis’ bud på en ny (natur)videnskab - en “Wissenschaft der Wissenschaften” - skulle tage form som en encyklopædi, hvis hensigt var at systematisk repræsentere kunst og videnskab som integrerede dele af et større hele.

Netop denne samtænkning af kunst og videnskab er central for den poetiske videnskab, hvis mål imidlertid ikke er, at den skal realiseres i sonetkranse eller formidles på jambisk pentameter. At den er poetisk skal snarere forstås som den analytiske ramme, der i det hele taget gør det muligt for os mennesker at tilgå, undersøge og forstå den verden, som vi er i.