Jakob Egeris Thorsen udpeget som ny afdelingsleder
Jakob Egeris Thorsen er ny afdelingsleder på Afdeling for Teologi. Han afløser Kirstine Helboe Johansen. Vi har spurgt, hvad hans første større opgave bliver, og hvilket aftryk han gerne vil sætte som ny afdelingsleder.
Præsenter kort dig selv
- Jeg er uddannet BA i antropologi og cand.theol. fra Københavns Universitet (2007). Fra 2009 til 2012 skrev jeg her på Aarhus Universitet min ph.d. indenfor fagfeltet missionsteologi og global kristendom. Efter postdoc blev jeg i 2017 ansat som lektor, hvor jeg havde særligt ansvar for den dengang nyopstartede kandidatuddannelse i diakoni. Denne er nu som afledt følge af den forrige regerings udflytningsreform under afvikling. Rent forskningsmæssigt har jeg latinamerikansk teologi og kirkesociologi som mit omdrejningspunkt: Jeg interesserer mig for pentekostale og karismatiske bevægelser, forholdet mellem folkekatolicisme og kirkeinstitution (ekklesiologi), forholdet mellem indianske kulturer og kristendom (inkulturationsteologi) og kirkernes sociale rolle og indsats (diakoni) i skiftende politiske og økonomiske kontekster.
Hvad kendetegner afdelingen i dag?
- Afdeling for Teologi er en god og velfungerende afdeling med topdygtige og samarbejdende kolleger og med engagerede studerende. Den står stærkt, både hvad angår undervisning og forskning: Vi uddanner et stabilt antal bachelorer og kandidater til et arbejdsmarked med stor efterspørgsel. Vi har en høj videnskabelig produktion og deltager i mange internationale netværk og samarbejder. Samtidig hjemtages der mange eksterne forskningsbevillinger til gavn for afdeling og institut. Endelig er vi yderst aktive i forhold til forskningsformidling med folkelige foredrag, deltagelse i debatter, som eksperter i medierne, med videreuddannelse af kirkelige og diakonale medarbejdere, for at nævne nogle områder.
Hvad bliver den første større opgave for dig som ny afdelingsleder?
- Min første umiddelbare opgave som afdelingsleder bliver at komme ordentligt ind i de mange arbejdsgange, der hører til arbejdet. Jeg glæder mig til at blive helt fortrolig med de mange kontaktflader, der er imellem afdeling og Institut for Kultur og Samfund og til at lære kollegerne her og i de andre afdelinger bedre at kende. På lidt længere sigt ligger der jo en mulig kandidatreform og venter på os alle sammen. Den vil sandsynligvis blive min periodes helt store opgave, og jeg vil se frem til at løse den sammen med de kompetente mennesker i institutledelsen og med mine kolleger på afdelingen, således at vi kan få den bedst mulige løsning for teologi indenfor de udstukne rammer.
Hvilket aftryk vil du gerne sætte som afdelingsleder de kommende år?
- Jeg vil gerne sætte det aftryk, at vi i min periode som afdelingsleder bliver bedre til at tilrettelægge nogle gode, sammenhængende og mere langsigtede forløb for vores ph.d.-studerende og postdocs, så de står bedst muligt rustede til at fortsætte deres akademiske karriere enten hos os eller ved andre institutioner ude i verden. Det er naturligvis ikke nemt, da meget ofte afhænger af eksterne bevillinger. Ikke desto mindre er det vigtigt, og jeg ved, at det også har både instituttets og fakultetets bevågenhed. Endvidere vil jeg gerne sætte mig det ikke-aftryk, at jeg efterlader afdelingen i mindst lige så god stand, som jeg overtog den.