Mindeord over fhv. lektor ved Historie Axel Kjær Sørensen
Lektor emeritus Erik Strange Pedersen har skrevet mindeord over fhv. lektor Axel Kjær Sørensen, der døde den 16. december 2023.
Axel Kjær Sørensen fratrådte som lektor ved Historisk Afdeling ved udgangen af 2004.
Axel Kjær Sørensen havde en fortid som landbrugsmedarbejder, bl.a. på Island (hvor jeg i øvrigt engang var med ham på besøg på den gård ved foden af Hekla, hvor han havde arbejdet). Han blev først læreruddannet og siden cand.mag., før han i 1972 blev ansat som vikar og siden adjunkt og i 1977 som lektor ved instituttet.
Som forsker blev det Grønland, Axel Kjær Sørensen især beskæftigede sig med. Hovedværkerne er de to glimrende oversigtsfremstillinger, ”Danmark-Grønland i det 20. århundrede” (1983) og den engelsksprogede og ajourførte andenudgave, ”Denmark-Greenland in the twentieth Century” (2006), der blev udgivet kort efter hans pensionering. Hovedperspektivet er, som det fremgår af titlerne, den danske Grønlandspolitik før og efter kolonitiden, og begge har været og er fortsat fortrinlige grundbøger ved disciplinen Grønlands Historie ved Ilisimatusarfik (hvilket jeg selv kan bevidne). Axel Kjær Sørensen har også behandlet grønlandske forhold i mangfoldige artikler i Den Store Danske Encyklopædi, i Dansk biografisk Leksikon og Historia samt ikke at forglemme i danmarkshistorien. dk.
Instituttets forskere og studerende nød også stor gavn af Aksel Kjær Sørensens statistiske ekspertise. Som eksempel kan nævnes hans betydning for Erik Christiansens udregninger i disputatsen om Neros udmøntning af denarer i antikkens Alexandria. Bredere udbredelse fik dog hans kompendium i Historisk Statistik for Historiestuderende, som undertegnede selv har undervist efter i fem-seks forskellige udgaver. Det er værd at bemærke, at han her i høj grad gjorde brug af grønlandske tal om sælfangst og ind- og udhandel mm fra KGHs arkiver.
Axel Kjær Sørensen var en altid venlig og imødekommende kollega og underviser. Han ydede gennem mange år en stor og værdsat indsats som koordinator af Erasmus-progammet, ligesom han ansvarsbevidsthed også rakte udover instituttet. Han indtog i mange år en ledende rolle i beboerdemokratiet i den ekspanderende Gellerup-bydel. Og han blev i midten af 1980’ne valgt som det humanistiske fakultets repræsentant i Dansk Magisterforenings Universitetslærerafdelings bestyrelse, ULAB. Det var i den periode, at flertallet af de naturvidenskabelige medlemmer brød ud og dannede MU/ULF med ca. 800 medlemmer. Men Axel Kjær Sørensen blev og overtog et ledigtblevet mandat i Magisterforeningens hovedbestyrelse. Der blev han valgt som næstformand, og efter Helge Petersens død i 1987 overtog han formandsposten, som han bevarede til 1990.I denne periode havde han og jeg meget samarbejde i DM-regi, hvor jeg havde overtaget bestyrelses- og siden formandsposten i ULAB, men efter han sluttede, og jeg siden neddroslede engagementet i København, genoptog vi et mere traditionelt, kollegialt samarbejde ved Historie, bl.a. som medvirkende ved Foreningen af ansatte Dilletanters årlige optræden ved studenternes institutfester.
Efter sin pensionering slap Axel Kjær Sørensen kontakten til institutmiljøet, hvor han dog fortsat fortjener at blive husket for sin mangesidige hjælpsomhed – og for sin grundige grønlandske produktion.
Axel Kjær Sørensen blev begravet fra Brabrand Kirke den 22. december 2023.