Aarhus Universitets segl

Ny bog skildrer anti-vaccinationsargumenterne i de seneste 250 år

Vaccinemodstand sætter spørgsmålet om individets ret over for den kollektive sundhed på dagsordenen og gør vaccination til både et politisk og et sundhedsmæssigt spørgsmål. Denne bog af Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen tegner et billede af vaccinemodstandens mange forgreninger og samfundsmæssige betydning fra dens tidlige udtryk til i dag, hvor fronterne er trukket hårdt op.

Foto: Gads forlag

Da corona fik statsministeren til at lukke Danmark ned den 11. marts 2020, accepterede de fleste det. Men snart lød der heftige protester mod både restriktioner og vacciner, og folk gik på barrikaderne og stillede spørgsmål om tvang eller frihed og om tillid eller mistillid.
Vaccinemodstand er ikke et nyt fænomen. Faktisk har der været modstand siden de første vaccinationer mod kopper i 1700-tallet. Modstandere har talt om kolignende gevækster, autisme hos småbørn og ændringer af cellernes dna. Det er ikke virus, der er farlig. Det er vaccinerne.

Anti. Vaccinemodstandens historie af Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen fortæller om vaccinemodstanden fra koppeindpodning over tuberkulose til i dag, hvor kampen mod vacciner, læger og myndigheder især føres på de sociale medier. Her har et voksende antal vaccineskeptiske profiler fået verdenssundhedsorganisationen WHO til at slå alarm og sætte vaccineskepsis på listen over de ti største trusler mod folkesundheden. 

Bogen udkommer d. 11. marts 2024

(Nyhed på baggrund af Pressemeddelelse fra Gads Forlag)