Aarhus Universitets segl

Nyt forskningsprojekt skal udforske Lindholm Højes skjulte historier

Et højdedrag ved Nørresundby, Lindholm Høje, bliver omdrejningspunkt i nyt forskningsprojekt, som lektor Sarah Croix fra Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier med midler fra Carlsbergfondet nu får mulighed for at realisere.

Hvad er Lindholm Høje?
Lindholm Høje ligger på et højdedrag ved Nørresundby med udsigt ud over Limfjorden og Aalborg. Her er et stort og sjældent oldtidsminde fra jernalderen og vikingetiden år 400-1100. På Lindholm Høje ligger der hundredvis af sten i forskellige mønstre og formationer. For mere end tusinde år siden blev mennesker begravet her, og stenene blev sat rundt om gravene. Indenfor cirklen af sten blev mennesker brændt, når de døde.

Kilde: Nordjyske Museer.

Om uddelingen
Uddelingen er baseret på i alt 818 ansøgninger indsendt til Carlsbergfondet. Samtlige ansøgninger indsendt til Semper Ardens Accelerate har været sendt i international, ekstern bedømmelse forud for vurderingen af Carlsbergfondets bestyrelse, der træffer endelig beslutning om fondets uddelinger.

Sarah Croix har modtaget knap 7 millioner kroner til projektet ”MILESTONE: Change that mattered in the Late Iron Age. Bevillingen er en såkaldt Semper Ardens Accelerate-bevilling.

Læs også omtale hos Carlsbergfondet

Lindholm Høje er et højdedrag ved Nørresundby med udsigt ud over Limfjorden og Aalborg, som er et stort og sjældent oldtidsminde, der endnu ikke er fuldt udforsket. Det vil et nyt forskningsprojekt ændre på. Et centralt spørgsmål i forskningsprojektet lyder: Hvordan påvirkede sociale og kulturelle forandringer menneskers liv ved det ikoniske gravsted Lindholm Høje – et oldtidsminde fra jernalderen og vikingetiden år 400-1100?

Projektet hedder ”MILESTONE: Change that mattered in the Late Iron Age” og har netop modtaget knap syv millioner af Carlsbergfondet. Et projekt, der ifølge projektleder Sarah Croix, lektor i arkæologi på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier viser, at livet i fortiden langt fra var statisk, og at små og store forandringer skete i forskellige tempi og på forskellige niveauer – fra påklædning til madvaner, begravelsesskikke og interaktioner med omverdenen.

”I forbindelse med projektet vil vi analysere mere end 700 grave fra Lindholm Høje ved hjælp af avancerede dateringsmetoder for at kortlægge forandringer i begravelsesskikke, kost, mobilitet, demografisk sammensætning og sundhed blandt befolkningen. Dette skal skabe en dybere forståelse af, hvordan liv og forandringer i fortiden kan spejles i nutidens hastigt forandrende verden,” fortæller Sarah Croix og uddyber:

”Ved at undersøge fortidens forandringer kan vi reflektere over vores egne forståelser af tid og historie, hvor det ’historiske’ ofte bliver brugt til at beskrive både store og små forandringer i vores samtid.”

Projektet udføres i samarbejde med Nordjyske Museer, AARAMS-centret ved Aarhus Universitet og ERC-projektet ”Lumière” ved Vrije Universiteit Brussel.


Kontakt
Sarah Croix
Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
Institut for Kultur og Samfund
Mail: marksc@cas.au.dk
Mobil: +45 8716 2541