Professor Mette Løvschal optaget i Kraks Blå Bog
Den seneste udgave af Kraks Blå Bog er netop udkommet. Blandt de nye navne er professor Mette Løvschal fra Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier.
Menneskets forhold til naturen er den røde tråd i Mette Løvschals forskning, som bruges i mange forskellige sammenhænge. Hun er særligt optaget af to globale udfordringer: Dels den omfattende indhegning af jord, der begrænser mobiliteten for både dyr og mennesker. Dels kollapset af fællesskabsbaserede græsningsbrug, som ifølge hendes forskning har været med til at opretholde en mangfoldighed af kulturlandskaber gennem århundreder. Begge udfordringer er vigtige i relation til klimakrisen, idet hendes forskning dokumenterer, at afstanden mellem menneske og natur vokser.
Gennem sin forskerkarriere har hun modtaget stor anerkendelse - senest i form af tildelingen af H.M. Dronning Margrethes Videnskabspris og Victor Albeck-prisen, som hun fik for sin tværvidenskabelige forskning i forhistoriske landskaber. Fra i dag tilføjes hun også årets udgave af den traditionsrige Blå Bog, som rummer biografier om bemærkelsesværdige danskere.
-Jeg er beæret over at være blandt de nyoptagne. Jeg ser det som en vigtig anerkendelse af mit arbejde, fortæller Mette Løvschal.
Om Kraks Blå Bog
Kraks Blå Bog er Danmarks mest kendte og citerede opslagsværk med pålidelig information om betydningsfulde danskere. Opslagsværket er udgivet årligt siden 1910 og opdateres løbende under medvirken af de optagne personer.
Om Mette Løvschal
Ph.d. fra Aarhus Universitet. Professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Ledende forskningsudvikler, Moesgaard Museum. Modtager af en række priser, herunder Sapere Aude Forskningstalent 1 (2015), og Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris (2015). Modtager af flere forskningslegater, blandt andet fra Danmarks Frie Forskningsfond, Carlsbergfondet og et ERC-grant for projektet ANTHEA (Anthropogenic Heathlands: The Social Organization of Super-Resilient Past Human Ecosystems). Forskning er udgivet som højtciterede artikler i blandt andet Current Anthropology, World Archaeology, Anthropological Review og PNAS. Bred vifte af forskningsformidlende udgivelser, blandt andet via Cambridge University Press og Aeon.