Aarhus Universitets segl

Projekt skal bidrage til at skabe bedre rammer for psykiatrien

Professor Chris Mathys fra Interacting Minds Centre står i spidsen for et af de projekter, som skal være med til at skabe bedre rammer for forskning i forebyggelse og behandling af psykiske lidelser. Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.

”Bedre rammer for psykiatrien” er overskriften for i alt 33 projekter, som Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har uddelt omkring 100 millioner til.

Bevillingen fra DFF er en del af aftalen om ”Bedre rammer for psykiatrien, og skal ses i sammenhæng med den nationale forskningsstrategi fra 2015 ”Forskning til gavn for mennesker med psykiske lidelser – en national strategi.

Projektet, som professor Chris Mathys har fået midler til, skal undersøge hvilke sociale mekanismer, der er på spil bag vrangforestillinger og går under titlen: Social Mechanisms of Delusions: A Computational and Empirical Investigation of Delusions.

I psykiatrisk forskning omkring vrangforestillinger bliver der ofte fokuseret på den enkelte person, og man har set vrangforestillinger som noget, der kun foregår i tankerne. Men, ifølge Chris Mathys, er vrangforestillinger også noget, der påvirkes af vores omgivelser og de mennesker, vi er omgivet af.

”På den ene side opstår vrangforestillinger ofte på baggrund af den sociale situation, vi er i. Hvis vi føler os isolerede eller oplever social påvirkning på en særlig måde, kan det bidrage til, at vi udvikler vrangforestillinger. På den anden side handler vrangforestillinger ofte om sociale ting. Det kan for eksempel være tanker om, at andre forfølger os, er jaloux på os eller har magt over os, selvom det ikke er sandt”, forklarer Chris Mathys.

Hjernen har en vigtig funktion i at skabe forklaringer på, hvordan tingene hænger sammen i vores omgivelser. Chris Mathys' projekt bygger på teorien om, at vrangforestillinger opstår, fordi hjernen forsøger at forklare tingene alt for præcist. Projektet går videre med denne teori ved at se nærmere på, hvordan vi lærer om vores sociale omgivelser, og hvordan den sociale påvirkning har indflydelse på vores læring.

Projektet er en del af et forskningsområde, hvor målet er at udvikle modeller, der kan hjælpe psykiatere med at forstå folks sindstilstande på en mere objektiv måde. Forskerne vil udvikle og teste en model, der også tager hensyn til den sociale situation, personen befinder sig i. 

Projektet har modtaget i alt 3.167.440 kr

(Nyheden er baseret på pressemeddelelsen fra Danmarks Frie Forskningsfond)