Uden for landsbyen Sejs i Midtjylland ligger Sindbjerg og Stoubjerg. Stedet rummer en type natur, som engang dækkede kæmpestore områder i Europa, men som i dag efterhånden er en sjældenhed. Heden.

Her er himlen høj og bevoksningen lav. Lyngen giver landskabet den karakteristiske lilla farve, og fugleflokke letter og lander på jorden, som også myldrer af liv. Du kan være heldig at se en hugorm, men du vil højst sandsynligt ikke se ret mange mennesker.

Det ville du derimod gøre, hvis du besøgte stedet for 4000 år siden. Her ville stenaldermennesker nemlig være i fuld gang med at skabe heden. De fældede træer med store stenøkser og brændte underskoven af. Alt sammen for, at deres får og kvæg kunne græsse på stedet.

Her tager professor Mette Løvschals forskning sit udgangspunkt. Mennesker har i høj grad skabt de landskaber, vi kender i dag. Natur og kultur har vævet sig ind i hinanden. Ved at sammenstille satellitbilleder, udgravninger, pollenanalyser og meget mere kan hun vise, hvordan heden er opstået og blevet vedligeholdt gennem årtusinder:

”Heden er en dybt ustabil type landskab. Den springer i skov, hvis mennesker ikke passer og plejer den. Og det kan man ikke gøre alene - det kræver mange mennesker og samarbejde, når man f.eks. skal brænde heden af hvert 7-10 år. Vi kan altså se, at fællesskaber spiller en afgørende rolle for heden og dens overlevelse frem til i dag”, siger Mette Løvschal. 

Gnuer og zebraer kan ikke komme forbi

Menneskets forhold til naturen er den røde tråd i Mette Løvschals forskning, som bruges i mange forskellige sammenhænge, blandt andet i Østafrika. Her har befolkningen gennem lange tider brugt savanne som store, fælles græsningslandskaber, commons, hvor man sammen har koordineret, hvor husdyrene skal græsse. Men lige nu spreder hegn sig overalt i områderne, og Mette Løvschal har sammen med et større hold forskere fra bl.a. biologi og antropologi dokumenteret, hvad denne proces betyder:

”Konsekvensen af indhegningerne er, at de store migrationer af f.eks. gnuer, zebraer og gazeller kollapser, og at økosystemet dermed er ved at bryde sammen. Men det har også store sociale og kulturelle konsekvenser for mennesker, som pludselig ikke kan komme frem til vandressourcer under tørke. Lignende fænomener, altså gennemgribende indhegninger af jord og forbundne levemåder og økologiske systemer, der kollapser, ser vi lige nu mange steder i verden”, siger Mette Løvschal.

Forskningen bruges lokalt som et planlægningsværktøj til, hvor man skal forhindre, at der opsættes nye hegn for at sikre migrationerne.

Mennesker og natur hænger sammen

Mette Løvschal modtager Victor Albeck-prisen for sin banebrydende, tværfaglige forskning, der også bringer nye perspektiver ind i debatten om arealanvendelse, naturbevaring og den grønne omstilling, bl.a. i Danmark, hvor al natur, i en eller anden grad, er påvirket af mennesker.

”Den måde, de danske skove, enge, marker og heder ser ud på, skyldes årtusinders kompliceret samspil mellem mennesker, dyr og landskabsforandringer. Jeg mener ikke, menneske og natur er modsætninger, men at vi vil lykkes langt bedre med den grønne omstilling, hvis vi i højere grad giver kulturlandskaber en stemme og en plads”, siger hun.

Heden er et truet landskab, og vi ved ikke, om der findes heder i Danmark om 10 år. Men heden gør noget ved os:

”Vi er vant til at bo i byer og gå i skove, hvor vi ikke kan se så meget himmel, og hvor vi ikke kan se så langt. Når vi står i et hedelandskab med vidtstrakte horisonter, giver det en fornemmelse af rumlig uendelighed - men også en form for tidslig kontinuitet. Det giver mig en kontekstualisering af mig selv. Jeg kan se mig selv ind i en historie. Menneskets og landskabets dybe historie”, siger Mette Løvschal.

Yderligere Information

Mette Løvschal, professor
Mail: lovschal@cas.au.dk
Mobil: +45 22889205