Der var 40 givetvis forventningsfulde studerende, der myldrede ind på Aarhus Universitet, da dørene til auditorierne på uddannelsen i Religionsvidenskab blev åbnet første gang i september 1991. De kunne se frem til nogle spændende år med en dyb faglighed, der rustede dem til blandt andet at blive gymnasielærere, hvilket en del da også blev.

I 2021 havde 50 skrevet Religionsvidenskab ved tilmeldingen som deres første prioritet, alle med et karaktergennemsnit fra gymnasiet på over 7,9. I 1991 var snittet 9,3, eller 8,8 på den nye skala, altså næsten en karakter højere. I 1991 udgjorde de 40 nye religionsvidenskabsstuderende 1,4% af de knap 3000 nye studerende på Aarhus Universitet. De 50, der begyndte i 2021 udgør bare 0,7%. På universitetsplan er andelen af studerende på humaniora på Aarhus Universitet faldet fra 33,7% i 1991 til 28,4% i 2021, hvilket er helt i tråd med den generelle udvikling, hvor andelen af studerende på humaniora er faldet fra 1991 til 2021.

De 30 år, der adskiller de studerende i 1991 fra de nye studerende, udgør en generation. De nye studerende kan altså være børn af det først hold af studerende. Universitet de træder ind på, er samtidig blevet et helt andet. 1991-versionen af den religionsvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet er på mange måder næsten ugenkendelig fra 2021-versionen. De 30 år fortæller en historie om et universitet og et mindre humanistisk fag, der presses af samfundets krav og forventninger om forandring, men også et universitet og et fag, som hele tiden selv er i udvikling. Mange ting var klart bedre i de gode gamle dage. Men en hel del af nutidens udfordringer kendte man også dengang for 30 år siden. Og mange af de ting, som politikere og debattører kritiserer humanistiske uddannelser for, har man faktisk allerede været opmærksomme på at navigere rundt i for længe siden. Bestræbelsen på at uddannelse og forskning skal være relevant for det generelle samfund er et eksempel. Forsøget på at finde den rette balance mellem gennemførelsestid, faglig kvalitet og psykisk belastning er en anden.

Historien om Religionsvidenskab i Aarhus begynder i en villa på Paludan Müllers vej 17, hvor Institut for Religionshistorie hørte til. I villaen havde underviserne og de få studerende, der valgte at studere religionshistorie i 1970ernes marxistiske og religionskritiske atmosfære, hygget sig fjernt fra universitets øvrige sysler. Halfdan Siiger, der blev professor i faget i 1960, udtalte i et interview i 1994: ”et dejligt sted og - hvad der jo var en meget stor fordel - vi var væk fra al snak i Hovedbygningen!”

I 1982 kom religionshistorien helt tæt på universitets puls, da det organisatorisk blev lagt ind under Det Teologiske Fakultet. Religionshistorikerne blev kolleger med teologerne, og det viste sig, at religionshistorikernes ’metodiske ateisme’ og humanistiske religionskritik godt kunne være i samme hus som teologerne. Faktisk var der allerede opstået et spændende samarbejde på tværs af fakulteterne. Det gjorde også, at man senere fandt ud af at finde sammen om en fælles uddannelse. Institut for Kristendomskundskab, grundlagt i 1971, havde fra begyndelsen været en uddannelse i religion, beregnet på gymnasieskolen. Flere undervisere og studerende omkring den såkaldte ’fagkritik’ på Kristendomskundskab havde i anden halvdel af 1970’erne ønsket et mere teoretisk refleksionsniveau for en humanistisk og samfundsvidenskabelig baseret forståelse af religion. Samtidig var der hos religionshistorikerne en lignende basis for et mere teoretisk perspektiv. Ikke mindst semiotik, strukturalisme og antropologi var nogle af de tilgange, der kunne samle de to fagligheder i en fælles bestræbelse på at forny forskning og undervisning i religionsfagene. Et markant udtryk for samarbejdet imellem Kristendomskundskab og Religionshistorie var søsætningen af Religionsvidenskabeligt Tidsskrift i 1982, som fortsat er i fin form og som i år er nået til nr. 73. I 1990 blev Institut for Religionshistorie derfor sammenlagt med Institut for Kristendomskundskab (der i mellemtiden havde skiftet navn til det mere dækkende ‘Religion’) til den nye konstellation Religionsvidenskab. Den første generation af studerende i det fag kunne således begynde i september 1991.

De første 20 år af Religionsvidenskabs historie var faktisk en lang række af sammenlægninger, som kulminerede i 2011, hvor der på baggrund af en lang række institutter på Det Teologiske Fakultet opstod to afdelinger, Afdeling for Teologi og Afdeling for Religionsvidenskab, da Det Teologiske Fakultet blev sammenlagt med Det Humanistiske Fakultet og Faculty of Arts opstod. I 1991 stod faget semitisk filologi som et af de kun 14 optagelsesområder på AU. De øvrige var bl.a. Lægevidenskab, Naturvidenskab, Statskundskab, Jura, Humaniora, Teologi og Religionsvidenskab. Men disproportionaliteten i antallet af optagne - 560 på Naturvidenskab og kun 10 på Semitisk Teologi - har også haft konsekvenser for faget. Semitisk Filologi blev i 1994 integreret i Religionsvidenskab i en radikalt forandret version, og i klar afspejling af samfundets udvikling.

Islam blev i løbet af 1990erne i stigende grad et tema i de politiske debatter i Danmark og derfor og derfra opstod næsten med nødvendighed faget Arabisk- og Islamstudier, som i 2021 i øvrigt optog 27 studerende. Islamdebatten viste sig også i de studerendes interesser, som de afspejler sig i opgaver og specialer. Hvor opgaver og specialer på det gamle Institut for Religionshistorie kunne bære titler som Apollonkulten i Delphi og Angakoq og tulipac hos vestgrønlænderne, så dukkede der – ikke mindst efter 9/11 2001 - opgaver og specialer op med titler som Dagbladet Politikens fremstilling af etniske minoriteter i Danmark i perioden 1970-2000 og Islam på dansk. Konstruktionen af islamisk autenticitet blandt unge muslimer i Danmark, men også Håndtering af islam i danske fængsler. Opgave- og specialemner afspejler således i høj grad den samfundsmæssige interesse for hvad religion mon er for noget og hvilke rolle, den spiller i Danmark og i verden.

Den voksende tværfaglighed har også vist sig på andre fronter. I 1980erne var nyreligiøse bevægelser et fænomen, som det missionske Dialogcenter i Aarhus var stærkt kritisk overfor. Religionsforskere og teologer på AU samarbejdede om forskning heri, men både islams stigende betydning og det udvidede religionspluralistiske landskab fik det senere Center for Multireligiøse Studier til at interessere sig bredere. Centret, som nu hedder Center for Samtidsreligion, har siden kortlagt og analyseret de mange religiøse og spirituelle grupper i Danmark, ikke mindst med fokus på levende religion. Eksempler på specialetitler indenfor dette område er Religion og migration med fokus på somaliske kvinder, Yoga og spiritualitet i Aarhus samt Ateisme, senmoderne religion og naturalisme. At den levende religion også er relevant at undersøge globalt, giver følgende titler udtryk for: Orientalisme og Occidentalisme i formidlingen af en indisk religion i Vesten, Forholdet mellem religion og miljølovgiving med fokus på Bhutan og Dalai Lama: buddhistisk ikon i moderniteten.

En anden nyere tendens er den ’kognitive vending’, hvor kognitionsforskningen har specialiseret sig i analyse af sammenhængen mellem kognition, kultur og religion. Eksperimenter og feltarbejde har givet religionsvidenskaben indenfor dette område et nyt pust, der supplerer den klassiske religionshistories fokus på tekster. Studerende har således beskæftiget sig med emner indenfor feltet, som ses i titlerne: Kroppens Religiøsitet - en fremstilling af kognitionsforskningens teoretiske/filosofiske forståelsesramme samt Kognition, religion og humangeografi - Tilblivelsen af en humangeografisk analysemodel for religionsvidenskab og fænomenologi men også med et stigende fokus på det anvendelsesorienterede som i titlen Religionens betydning for copingprocesser og recovery fra psykisk sygdom.

De sidste år har også den religionshistoriske tradition fået en revival. Ikke mindst behovet for at sætte den komparative og fænomenologiske tilgang i et fælles historisk perspektiv har med fokus på kulturel evolution vundet indpas. Forskellighederne har derfor i både den religionshistoriske forskning og undervisning fået et tættere fælles teoretisk afsæt, som især den aarhusianske religionshistorie har gjort til sit varemærke. Typiske specialer, der illustrerer den udvikling er titler som Aksetid og religiøs evolution og Det stoiske selvoffer, askesen, i lyset af kampen mellem biologi og kultur.

Den øgede pluralisme inden for faget har da også vist sig i både forskning og undervisning. I sin storhedstid for bare nogle få år siden, var der tre spor på kandidatuddannelsen, der fulgte forskningen indenfor religionshistorie, samtidsreligion og kognition. Der var desuden en del valgfag på bacheloruddannelsen, så de studerende kunne orientere sig bredt indenfor den nyeste forskning. Religionsvidenskab i Aarhus har da også længe været en af de største afdelinger i Europe. I 2021 er der således 15 fastansatte, inklusive de fire på Arabisk- og Islamstudier, samt i alt 7 ph.d.-studerende og 4 post docs. Der er til afdelingen knyttet fire forskningsenheder under det samlede forskningsprogram, nemlig den Forskningsenheden for Religionshistorie, Center for Samtidsreligion, Forskningsnetværk for Arabisk- og Islamstudier samt Religion, Kognition og Kultur.

Sammen med den øvrige nordiske tradition er vi kendte for at bedrive nøgtern forskning og undervisning med lige dele kritisk analyse og respekt – hverken med religionsforskrækkelse eller identitetspolitisk knæfald for aktivisme eller subjektive fornemmelser. Vi bedriver ikke religion, men religionsvidenskab. Måske derfor har vi da også (sammen med teologi) flere gange været ranket blandt de 30 bedste i verden.

Mange studerende giver mulighed for både bredde og dybde i uddannelsen. Da politikere op gennem 0’erne bad universiteterne om at optage flere studerende, fulgte vi da også trop. Mellem 1998 og 2014 blev antallet af færdiguddannede humanister da også tredoblet. På Religionsvidenskab var der i 2014 hele 66 nye studerende til bacheloruddannelsen og 29 på kandidatuddannelsen. Det tal blev kraftigt reduceret efter dimensioneringen til 42 og 18. I dag er der knap 200 studerende på religionsvidenskab og knap 100 studerende på Arabisk- og Islamstudier med henholdsvis 51 og 6 dimitterende i 2020.

For universiteterne retter ind efter politiske nedskæringer, selvom det i både uddannelse og forskning gør ondt med påtvungne tommelskruer og new public management-eufemismer som ’kvalitetssikring’. Diverse stopklodser for internationalisering af studier har da heller ikke været befordrende for de potentialer, der ligger i fagligheden. Til gengæld har den såkaldte ’fremdriftsreform’, der tilskyndede studerende til at blive færdig indenfor normeret studietid, haft sin effekt. Studerende bliver faktisk noget hurtigere færdige med studiet i dag. ’Evighedsstuderende’ er i dag en skrøne fra hine tider. Effektivitet og kontinuerlig præstation hører til studiemiljøet, også i sådan en grad at mange studerende i dag føler sig stressede. Gør de det nu godt nok? Er der arbejde bagefter?

I bogen Religion på Universitet fra 1981 affærdiges debatten om humanistarbejdsløshed med påstanden om, at de studerende finder job ”især hvis han/hun ikke er farve- eller talblind. Så kan han/hun nemlig supplere med en flyveleder- eller en EDB-uddannelse; og deroppe i tårnet og henne ved computeren giver det utvivlsomt større arbejdsglæde, når man kan sin Esajas, sin Grundtvig og sin Lévi-Strauss…”. Overvejelser om førsteårsfrafald, gennemførselstid og dimittendledighed er til gengæld noget, enhver afdeling i dag skal bekymre sig om. Det er vist ingen overdrivelse at sige, at det var andre tider, hvor de ikke betød nær det samme som understøttelsen af den faglige selvforståelse. Fornemmelsen er dog ganske klar: meget få blev færdige til tiden, frafaldet var langt større og beskæftigelse mest noget, som de studerende selv tog sig af. De studerende havde tiden til fordybelse, og slet ikke på samme måde underlagt samfundets nuværende krav om effektivitet og præstation.

Det havde heller ikke den menige forsker. Publikationer var ikke noget, andre egentlig skulle blande sig i. De nu pensionerede religionshistorikere kunne fx berette om en af deres undervisere, der lukkede sin forskning inde i bankboks og brændte diverse udkast til publikationer før sin død. Kravet om gennemsigtighed ved offentliggørelse af publikationslister blev da også mødt med stærk mistro for bare et par årtier siden. Hvorfor skulle hvem da blande sig i det? Samme mistro var også underforstået alt for venlig populærformidling. For den rigtige forskning hørte til i elfenbenstårnet, ikke i offentligheden. Eksterne midler var bestemt heller ikke noget, der hørte vores fag til.

I dag er afdelingen storproducent af forskningspublikationer, også de populærformidlende. Medieoptræden er en helt naturlig del af de religionsvidenskabelige arbejdsområder, ligesom også bevidstheden om de eksterne midler som det primære eksistensberettigende parameter i det markedsgjorte universitetssystem.

En del af de nye studerende vil gerne være gymnasielærere. Men de ved også, at gymnasieverden er skrumpet og at man som religionsvidenskabelig kandidat skal på markedet for at finde andre typer jobs. Nutidens unge er i det hele taget langt mere karrierebevidste og resultatorienterede, end tidligere. Langt de fleste får da også relevante jobs, men som humanister tager det bare lidt længere tid. Nogle af dem er helt på det rene med, at et speciale sagtens kan være religionshistorisk eller religionsfilosofisk og samtidig relevant for erfaring af relevante kompetencer. Det kunne være Religion i det antikke Grækenland eller En semiotisk undersøgelse af relationen mellem den hellige religiøse bygning og det kulturelt frembragte miljø, gennem en læsning af den gotiske katedral. Andre tager karriereudfordringerne på forskud ved at skrive speciale om gymnasieundervisning (En fagdidaktisk refleksion over ’flipped classroom’ som metode til undervisning i religion og gymnasium) eller erhvervslivet (Etik og værdier i erhvervslivet. En undersøgelse af religiøse/åndlige træk i Grundfos og dens virksomhedsstruktur), måske endda som et såkaldt produktspeciale (der for eksempel undersøger forholdet mellem Folkekirken og kommunale institutioner).

Vores nye studerende er givetvis ligeså forventningsfulde, som for 30 år siden. Det er en ny generation med andre kvaliteter, der skal harmonere med andre faglige og samfundsmæssige krav. Vores uddannelse har nemlig helt nye rammer med et helt nyt indhold. Men der er også en genkendelighed, der trods alt går på tværs af aktuelle debatter om humanioras og religionsvidenskabens relevans. For modsat hvad man tidligere troede, er religion på globalt plan slet ikke på vej ud. Tværtimod er der nu mere end nogensinde behov for viden om religion, uanset om det drejer sig om islam, migration, identitet, køn, kirke, evolution, etik, kognition, globalisering eller for den sags skyld bæredygtighed og terror.

Nye markedsbaserede værdiidealer målt på studerende ledigheds- og frafaldstal samt hjemtagning af eksterne midler hører bestemt til også religionsvidenskabens fokusområder. Overgangen fra klassisk dannelse til konkret, erhvervsfaglig anvendelsesorientering hører klart til også vores udfordringer. Samtidig giver vi dog også gerne de studerende mulighed for fordybelse og uddannelse til viden og et godt og ganske samfundsrelevant liv.

De studerende, der begyndte for 30 år siden, kan nikke genkendende til udviklingen. Måske luner de sig ved tanken om, at det ikke er nu, de skal påbegynde studierne efter de nye vilkår? Måske kunne de egentlig godt se sig selv studere religionsvidenskab med de nye faglige landvindinger og fagpolitiske besindelser på udfordringen? Religionsvidenskaben begiver sig ikke af med profetier. Men man kunne da godt forestille sig, at studerende om 30 år vil se måbende tilbage til dengang i 2021, hvor en universitetsuddannelse i religionsvidenskab så så fjernt og eksotisk ud.

Jørn Borup, afdelingsleder

Lene Kühle, forskningsprogramleder

Dele af denne tekst blev bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 28. okt 2021. En mere detaljeret beskrivelse af religionsvidenskaben i Aarhus og Danmark kan læses i Armin W. Geertz og Tim Jensen, red. Religionsforskningen før og nu II: Nyere tid, Gyldendal 2015.