Aarhus Universitets segl

To nye viceinstitutledere på IKS

Jakob Bek-Thomsen og Kirstine Helboe Johansen bliver nye viceinstitutledere på IKS

Lektor Jakob Bek-Thomsen bliver ny viceinstitutleder for personale og organisation med virkning fra 15. november, mens lektor Kirstine Helboe Johansen bliver studieleder og viceinstitutleder for uddannelse med virkning fra 1. februar.

De to nye viceinstitutledere har svaret på, hvad de ser frem til, og hvilke opgaver der venter i deres nye virke:


Lektor Jakob Bek-Thomsen, viceinstitutleder for personale og organisation: 

Hvad ser du frem til ved at indtræde som viceinstitutleder?

"Det betyder meget for mig, at vi både værner om hinanden, og alt det som er godt ved vores institut. Også når det er svært. Jeg ser meget frem til at samarbejde med alle i afdelingerne og i ledelsen om, hvordan vi bevæger os fremad på den rigtige måde, uden at miste os selv, eller det vi står for. Helt grundlæggende vil jeg bare gerne arbejde for at vores institut bliver ved med at være en god arbejdsplads for os alle sammen." 

Hvilke opgaver og udfordringer venter dig i den kommende stilling? 

”Der er mange opgaver, som skal løftes. Nogle kræver opmærksomhed med det samme, og andre er nogle, som kommer til at kræve en længere, mere vedholdende indsats. Siden corona-pandemien har trivsel været en udfordring for mange ansatte. Ikke mindst for den store gruppe af medarbejdere som er ansat i midlertidige stillinger. Jeg mener, vi kan gøre mere for at øge arbejdsglæden for ph.d., post.docs og adjunkter ved at skabe nogle bedre rammer for deres tid på instituttet. Det er ikke noget, vi løser inden nytår, men det er noget, jeg ser meget frem til at arbejde med.” 

Hvad er vigtigt for dig at bidrage med i forhold til personale og organisation?

”Jeg lever meget ud fra devisen om, at det ikke kun er vigtigt, hvad jeg siger og gør, men i lige så høj grad hvad andre hører og oplever. Jeg vil meget gerne, at der er fuld gennemsigtighed i, hvad ledelsen tager af beslutninger. Derfor håber jeg at kunne bidrage med en tryghed i forhold til, hvad der bliver kommunikeret til den enkelte og til afdelingerne. Der skal helst ikke være tvivl om, hvad vi hver især mener og står for.”


Lektor Kirstine Helboe Johansen, studieleder og viceinstitutleder for uddannelse:

Hvad ser du frem til ved at indtræde som viceinstitutleder?

”Jeg har gennem hele min karriere engageret mig meget i uddannelse og undervisning, fordi det er en helt afgørende kerneopgave for Aarhus Universitet. Højt kvalificerede, veluddannede bachelorer og kandidater er et af ARTS’ og IKS’ centrale samfundsbidrag. Jeg glæder mig til samarbejde med hele uddannelsesgruppen: prodekan og de andre studieledere, studieadministration og studienævn og uddannelsesnævn; og til at fortsætte samarbejdet i IKS-sekretariatet. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at samarbejde med IKS’ mange og forskelligartede fagmiljøer og uddannelser og lære dem alle bedre at kende.”

Hvilke opgaver og udfordringer venter dig i den kommende stilling?

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ser ind i en svær tid. Økonomien er udfordret, og kandidatreformens endelig implementering venter lige om hjørnet. Begge dele og sammenfaldet mellem dem bliver en kæmpe udfordring, fordi vi i fællesskab må og skal finde veje til god, solid og forskningsbaseret uddannelse og undervisning på trods af strukturelle og økonomiske snublesten. Heldigvis tager instituttets fagmiljøer og nævn uddannelse meget alvorligt og arbejder fokuseret med det, at så ved fælles indsats skal vi nok få det løst med godt resultat og fortsat levere uddannelser, som vi kan være stolte af.”

Hvad er vigtigt for dig at bidrage med i forhold til uddannelsesområdet?

”Først og fremmest vil jeg gøre mig umage med at fortsætte det helt utroligt gode arbejde som den tidligere studieleder og hele holdet omkring uddannelse og undervisning har gjort i de seneste mange år. Det meste er allerede gennemtænkt, velstruktureret og velkørende. I første omgang er det vigtigste for mig derfor at understøtte, hvordan vi fortsat kan arbejde konstruktivt og fremtidsrettet med uddannelse og undervisning i mødet med de udfordringer, som venter.”