Af Jeppe Kiel Revsbech
Det begyndte i 60’erne med simple optællinger af alt fra borgere til tønder hartkorn. Siden er computeren i stigende grad blevet et vigtigt redskab, når historikere skal forstå og afdække vores fortid – fra byrådsreferater om nødbelysning under Anden Verdenskrig til Twitter-opslag om historiske tv-programmer.
Men hvad betyder det for historieskrivningen, at vores virkelighed bliver mere og mere digital? Hvor meget farver det vores erindring? Og er historikere og fagets studerende godt nok rustet til at begå sig i den digitale verden?
Det har Helle Strandgaard Jensen, lektor i samtidskulturhistorie på Aarhus Universitet, sat sig for at undersøge.
Afsættet for hendes projekt startede imidlertid et helt andet sted – blandt pelsklædte dukker med ikoniske navne som Elmo, Cookie Monster og Bert.
”Det var faktisk et forskningsprojekt om ’Sesame Street’, hvor jeg undersøger den globale udbredelse af det amerikanske børneprogram i 1970'erne, der satte i gang i de her spørgsmål,” fortæller Helle Strandgaard Jensen.
Med det populære børneunivers som udgangspunkt havde hun gransket talrige digitale og fysiske arkiver på tværs af Europa og USA, og her begyndte de første digitale tanker at spire:
”Historikere bruger i højere og højere grad digitale redskaber. Når vi går på arkiv, skal vi først igennem en digital portal, som er sat op på en bestemt måde, der gør, at vi finder bestemte ting, og det samme gør sig gældende, når vi finder vores kildemateriale online. Men ligesom man snakker om, at platforme som Facebook og Twitter er med til at skabe nogle bestemte offentligheder, så kan man sige, at de digitale platforme, hvor vi finder vores kilder, er med til at forme den måde, vi forstår kilderne på, fordi de organiserer viden på en bestemt måde,” forklarer Helle Strandgaard Jensen.
”Jeg synes derfor, det er utroligt vigtigt, at historikere får et professionelt forhold til de platforme, vi benytter os af. For de er med til at påvirke den historieskrivning, vi kan lave,” siger hun.
Som eksempel fremhæver lektoren det igangværende forskningsprojekt med ’Sesame Street’, hvor hun og et lille team som led i projektet har undersøgt, hvordan tv-programmets historie bliver diskuteret på Twitter.
Pointen i den eksisterende forskning var enkel: Før de sociale medier kom til, var det primært folk med social, politisk og kulturel indflydelse, der var afgørende for, hvordan offentlig erindring blev formet. I den nye virkelighed er der mange flere stemmer, og her har de oprindelige ’gatekeepers’, som de også kaldes, ikke meget at skulle have sagt.
”Men vi finder ud af, at den påstand må vi modificere meget, fordi vi via vores software kan regne på, hvem der har mest indflydelse i de her debatter om, hvordan ’Sesame Street’ skal huskes. Og det er stadig de traditionelle gatekeepers som politikere og mediepersonligheder, der påvirker den historiske erindring,” fortæller Helle Strandgaard Jensen.
”Derudover kan vi også se, at det, som forskere normalt indsamler Twitter-data på, er hashtags. Vi har indsamlet på fritekstsøgninger, og hvis vi kun havde indsamlet på hashtags, så havde vi mistet op til trefjerdedele af det data, vi har. Det er et lille projekt, men det viser meget godt, hvad vi kan bidrage med, når vi bruger computeren til at hjælpe os med at lave analyser,” opsummerer hun.
Det var et forskningsprojekt om det ikoniske børneprogram ’Sesame Street’, der satte Helle Strandgaard Jensen i gang med at undersøge, hvordan den digitale virkelighed former vores erindring. (Foto: Pixabay.com)
Ganske vist har historikere siden 1960’erne brugt computeren til at lave statistikker – som eksempelvis i udviklingen i befolkningstal – men det er ifølge Helle Strandgaard Jensen typisk sket inden for bestemte grene af historien som økonomisk historie eller demografisk historie.
”Noget nyt er nu, at vi prøver at udbrede det til alle mulige forskellige områder som for eksempel erindringshistorie eller kulturhistorie. Og derfor er det ekstremt vigtigt, at de studerende lærer at bruge computeren inden for det historiefaglige,” siger lektoren.
Som konsekvens heraf har hun sammen med sin universitetskollega, Adéla Sobotkova, blandt andet oprettet forskningscentret ’Center for Digital History Aarhus’, hvor fokus netop er rettet på digital historie.
For de historiestuderende betyder det konkret, at de undervejs i deres bacheloruddannelse bliver sat ind i alt fra maskinlæring til at kunne manipulere data med kode, ligesom der også udpeges særlige ’data managers’ i alle studiegrupper, som er ansvarlige for copyright-spørgsmål og delingen af de videoer, de studerende laver som en del af undervisningen.
”Jeg håber, at vores historiestuderende får en indsigt i, hvordan man kan bruge digitale metoder og værktøjer i historiefaget, men også at de får en god digital dannelse i det hele taget, som de også kan bruge på et bredere arbejdsmarked,” forklarer Helle Strandgaard Jensen om tiltagene.
”Forestil dig eksempelvis, at du skulle undersøge den nuværende minksag, og hvad der er foregået i den. Her er der ikke noget med at kunne gå på arkiv og finde nogle papirer om sagen. Der skal man kunne nogle digitale metoder, som sætter én i stand til at søge igennem en masse e-mails,” uddyber hun.
”Det handler også om, at historikere skal kunne deltage i debatter omkring bevaring. Det er meget oppe lige nu med de her sms’er i minksagen. Historikere har et meget langt blik på, hvad det er, vi bevarer, og hvad det betyder for den historieskrivning, vi kan lave, og det klæder vi også vores studerende på til,” siger lektoren.
Programmet ’Voyant’ er et af de mange digitale værktøjer, som historikere kan gøre brug af, når de eksempelvis skal læse og analysere historiske tekster. (Foto: Wikimedia Commons)
Faktisk er historiestudiet på Aarhus Universitet, ifølge Helle Strandgaard Jensen, blandt de førende på feltet, når det kommer til at integrere digitale metoder i undervisningen og ruste de studerende til en teknisk virkelighed. Og det har udlandet også bemærket.
”Både i Norge, USA, England og Luxembourg har der været meget interesse for, hvad det er, vi gør, for at få det her ind i vores studieordning – altså hvordan uddanner man historikere til at begå sig i den digitale verden. Noget af det findes selvfølgelig i bibliotekskurser, men det med at tage kernefagligheden og så spørge: ’hvad er det for en teknisk forståelse og analytiske kompetencer, som de studerende skal have for at kunne begå sig som gode historikere videre frem?’ – det gør man ikke så mange steder,” forklarer hun.
Generelt så lektoren gerne, at det digitale kendskab blev bredt ud til de studerende på tværs af de humanistiske fag.
”Det, jeg tænker, at det de studerende mangler, er ikke digital dannelse som sådan, men snarere at få et kritisk forhold til de digitale redskaber, som de bruger i en faglig sammenhæng. Jeg synes, det er en vigtig opgave at løfte, men det skal gøres i samspil med de særlige faglige behov, som nu gør sig gældende inden for de enkelte fagområder,” siger Helle Strandgaard Jensen.
Helle Strandgaard Jensen er uddannet fra Roskilde Universitet, hvor hun studerede dansk og historie. I 2013 blev hun ph.d. i historie fra European University Institute i Firenze og begyndte året efter som adjunkt på Afdeling for Film og Medievidenskab på Københavns Universitet. I 2016 blev Helle Strandgaard Jensen ansat som adjunkt i moderne skandinavisk kulturhistorie efter 1945 ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier på Aarhus Universitet. I 2017 blev hun lektor samme sted og har sideløbende med sine ansættelser i Danmark været visiting fellow på flere universiteter i USA, Storbritannien og Norge.
