Af Marianne Ester Back
Uanset om man tror på skæbnen eller ej, så skete der det, at et år efter, at Jesper Frøkjær Sørensen i 1989 var startet som studerende på Religionshistorie, blev afdelingen lagt sammen med Kristendomskundskab. Sammenlægningen betød, at underviserne måtte diskutere, hvad der forener det nye fag, Religionsvidenskab. Der opstod en mere generel diskussion om, hvad der kendetegner religion? Det var noget, der fangede Jesper Frøkjær Sørensen og en gruppe studerende, der begyndte at interessere sig for den mere psykologiske side af religionen. Interessen for religionens psykologiske grundlag førte siden Jesper Frøkjær Sørensen af flere veje blandt andet forbi Center For Semiotik, der, ligesom dele af Religionsvidenskaben, var optaget af en kognitiv forståelse af menneskets sind.
”Vi var flere, der delte synspunktet, at måske kunne vi kigge ind mellem ørerene på os mennesker for at forstå, hvorfor religion synes at findes alle steder. Så det var et forsøg på at finde et fælles grundlag for det at være menneske. Vi tog udgangspunkt i, at vi alle har en hjerne og en psykologi, og at der, på trods af alle forskelligheder imellem os, sikkert også noget, vi har til fælles. Så ideen var at undersøge religion ud fra, hvordan mennesket psykologisk er skruet sammen. I denne tilgang var vi en del af en bredere international trend. Så det var også noget, der var gang i andre steder, og vi blev derfor en del af et internationalt netværk,” forklarer Jesper Frøkjær Sørensen.
Det kognitive perspektiv har siden kendetegnet Jesper Frøkjær Sørensens forskning. For eksempel har han, i et forsøg på at forklare, hvorfor ritualer er en vigtig del af alle religioner, undersøgt, hvad der kendetegner et ritual, og hvorfor vi som mennesker i det hele taget tror på, at udførelsen af et ritual kan ændre noget i verden.
Efter et feltstudie i Indien blev Jesper Frøkjær Sørensen optaget af, hvilken rolle ritualer spiller for folk. Så han lavede et projekt om magi og ritualer. Igen med udgangspunkt i en kognitiv tilgang; hvad er det for nogle grundlæggende kognitive mekanismer, der gør, at vi kan opfatte ritualer, som noget der virker. Jesper Frøkjær Sørensen forklarer:
”I en religiøs kontekst betyder magi, at vi fokuserer på deltagernes opfattelse af ritualernes virkningsfuldhed. Det vil sige, vi fokuserer på, hvad ritualet gør, og ikke så meget hvad det betyder. Når man stikker nåle ind i en dukke, hvad mener deltagerne, at det gør i verden, hvordan det kan være med til at transformere verden eller manipulere elementer i verden i en bestemt retning. Også typiske religiøse ritualer har ofte et magisk element, som når høsten sikres gennem en gudstjeneste i en kirke. Ritualet har et sigte – det vil ændre forhold i verden – men det udelukker ikke, at ritualet også kan finde anvendelse i en religiøs tilgang, der fokuserer mere på betydning end virkning.”
Ifølge Jesper Frøkjær Sørensen starter de fleste moderne religioner ud med at have et ret stærkt magisk element. Blot tænk på Jesus og alle hans undere med at opvække døde til levende, lave vand om til vin eller bespise 5000 mennesker med fem brød og to fisk. Religioner legitimeres af det underbare og det mirakuløse. På et tidspunkt melder virkeligheden sig imidlertid.
”Når de karismatiske religiøse ledere på et tidspunkt dør, så må religionen rutinisere sig, som den tyske sociolog Max Weber kaldte det. Det vil sige, så må den institution, der ofte har været bygget op omkring lederen, forandre sig og forvalte den kraft, der er afgørende for, at religionen stadig kan noget – at den opfattes som havende kraft til at ændre menneskers liv.”
Her kommer ritualerne ind i billedet, hvor der ofte refereres til datidens undere ved at have et magisk element inkorporeret. Ritualer er vigtige i alle religioner, fordi de er med til at legitimere den religiøse autoritet. De, der definerer, hvorledes ritualer udføres, har magten i en religiøs institution. Ritualerne har imidlertid også en helt anden funktion. Her kommer sociologien på banen.
”Ritualer har også en mere grundlæggende funktion, som optog sociologien i begyndelsen af forrige århundredeskifte. Ritualer synes at være væsentlige for, at grupper overhovedet kan hænge sammen,” forklarer Jesper Frøkjær Sørensen og understreger, at det ikke kun drejer sig om ritualer i religiøse sammenhænge. Når vores nye studerende deltager i RUS-introduktioner på universitetet, deltager de i en række små mærkelige ritualer.
”Vi siger, det ryster folk sammen. Det gør det, fordi det ikke har noget formål i sig selv andet end at udføre handlingen. Samtidig så kræver det, at folk koordinerer deres adfærd. Og en af de ting, vi ved fra kognitionsforskningen er, at koordineret adfærd får folk til at se sig selv som en del af en gruppe, og efterfølgende udviser større solidaritet over for hinanden. Ideen er, at ritualer er med til at skabe sociale grupper til at begynde med, og at menneskeheden i dets kulturevolutionære udvikling har haft behov for forskellige typer ritualer for at få sociale grupper op at stå,” forklarer Jesper Frøkjær Sørensen, og supplerer at lige så vel som at ritualer ryster grupper sammen, så kan de samtidig også være med til at markere, at gruppen er forskellig fra andre.
Til RUS-introerne på Aarhus Universitet skal de studerende igennem en række ritualer. Ritualerne har ikke et formål i sig selv, men skal skabe sammenhold i gruppen som her ved studiestarten ved Cognitive Science på Arts.
Fra ritualernes betydning til ritualernes kendetegn. For hvad er det ved ritualer, der er noget særligt, og hvordan adskiller de sig fra almindelige handlinger? Ifølge Jesper Frøkjær Sørensen kan man grundlæggende sige, at vi bruger det samme kognitive apparatur, som når vi laver almindelige handlinger. Så hvad er forskellen på at lave en kande kaffe ude i køkkenet og lave et ritual?
”En af de primære forskelle er, at når jeg laver mig en kande kaffe, så kan jeg sige, at mine handlinger alle er årsagsmæssige forbundne til hinanden. Jeg putter vand i kedlen, før jeg tænder den. Og jeg skal koge vand, inden jeg hælder det oven på kaffen, og jeg skal male bønnerne, inden jeg hælder vandet på. Så det består af en lang række underhandlinger, som alle er forbundne med hinanden. I modsætning hertil har vi ritualer, der kun har ét mål, der er åbenlyst, nemlig at udføre selve ritualet. Du kan jo ikke se eller afgøre, om du får noget ud af at have spist det helliggjorte brød. Du kan ikke afgøre, om vi får en god høst, når du har udført et ritual i foråret, der skal sikre en god høst i efteråret. Det eneste du har at gå efter er, om du har udført ritualet rigtigt. Så ritualet bliver selvhenvisende.”
Nadveren er et af kirkens mange ritualer, hvor kirketjeneren og præsten nøje fører os igennem dem, for at de udføres præcist. (Foto: Colourbox.com)
Jesper Frøkjær Sørensen sammenligner ritualerne med et spil skak, hvor man skal følge nogle bestemte regler. På samme måde skal man gøre nogle bestemte ting for at deltage i et nadverritual. Derudover skal man udføre ritualet præcist, og det kræver noget af os.
”Ritualer er skæve i forhold til, hvordan vi almindeligvis opfatter handlinger. Det vil sige, de er opmærksomhedskrævende, og de kræver mere koncentration. Man er nødt til at huske, hvordan ritualer er sat sammen, hvorimod hvis man har lavet kaffe mange gange, så kan man godt køre en samtale samtidig, fordi tingene ligesom er logisk forbundne med hinanden, hvilket ritualet ikke er.”
Derfor er det Jesper Frøkjær Sørensens pointe, at det kræver ekstra kognitive ressourcer at deltage i ritualer; du bliver nødt til at bruge energi på det, fordi du hele tiden skal forholde dig til og huske de enkelte sekvenser i ritualet.
Mennesket efterstræber at gøre de fleste af vores almindelige handlinger til rutine, fordi det gør vores liv nemmere og frigør opmærksomhed til andre ting. Men i virkeligheden kan man sige, at ritualerne synes at spænde ben for den rutine.
”Ritualerne vil fastholde vores opmærksomhed, og det gøres bedst ved at insistere på formerne og detaljerne: nu skal du gå tre gange rundt, og det skal være med venstre fod forrest. For at religiøse ritualer kan opfattes som effektive, er det en god ide at bremse rutiniseringen; at fastholde fokus på den korrekte udførelse. Faktisk er der inden for mange religiøse traditioner en vis skepsis over for ritualer, der bliver for automatiske, for så mener folk ikke noget rigtigt med dem. Pointen er, at hvis ritualet er besværligt, og en ting du skal huske, så investerer du tid og ressourcer, og du signalerer derved at du er forpligtet på fællesskabet. I folkekirken har man i dag støttepædagoger i form af kirketjenere, som fortæller en, hvad man skal gøre og hvornår, fordi folk ved det faktisk ikke mere, så spørgsmålet, om kirkens ritualer i dag fortæller ret meget om deltagernes loyalitet.”
Mens de psykologiske mekanismer bag de rituelle praksisser har synes relativt konstante, udvikler ritualer sig og tilpasses de samfund, som de udføres i. Ifølge Jesper Frøkjær Sørensen er det moderne menneskets adfærd og måde at tænke på i dag et resultat af en lang evolutionær proces - også når det kommer til måden, vi opfatter og udtrykker religion og ritualer på.
Et ritual (eller en rituel handling) er en symbolsk handling der har til formål at påvirke noget, f.eks. at opnå guders velvilje eller skabe en overgang fra en tilstand til en anden. Med et ritual følger en forventning eller en påstand, om at de pågældende ord og handlinger er i stand til ændre noget ved ritualets objekt. Et ritual (når et specifikt ritual omtales, kaldes det for et rite) omfatter typisk en række handlinger, ceremonier og ord, som kan udgøre en forskrift på, hvorledes den specifikke rite udføres. Den mest almindelige ritual type er et overgangsritual som f.eks. dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.(Kilde: Wikipedia)
