Antropolog og formidler. Jeg er udviklingsansvarlig museumsinspektør og adjungeret lektor i en delt stilling på Moesgaard Museum og antropologi på Aarhus Universitet.
Jeg forsker i Stillehavets kultur og samfund og på museet arbejder jeg med udstillings- og forskningsudvikling. I min Stillehavs-forskning er jeg ekspert i to ting: 1. Lokale former for deleøkonomi, gaveudveksling og hvordan penge og nye mobilitetsformer aktuelt påvirker de ting. 2. Sejlads og bådebygning af regionens egne fartøjer, samt menneskers forhold til havet mere generelt.
Aktuelt leder jeg et forskningsprojekt om forståelsen og følelsen af hjem blandt mennesker for hvem hjem er mange steder og i bevægelse. Mine feltstudier er i Papua Ny Guinea og Fiji. Centrale begreber og temaer i min forskning er personhood, materialitet, sprog og ord, håndværksmæssig viden, færdigheder og læring. Jeg skriver også om museumsmediet og andre alternative måder for forskning at udkomme på, og jeg underviser i vidensformidling.