Aarhus Universitets segl

Lejrekomplekset og danmarkshistorien

Museumsinspektør og arkæolog Tom Christensen, Roskilde Museum, holder forskningsseminar om bopladserne ved Lejre. Alle er velkomne.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 16. februar 2012,  kl. 15:00 - 17:00

Sted

Aarhus Campus, Aud 1 på Moesgård

Lejre på Sjælland er en locus classicus i Danmarkshistorien.

Her begynder - i følge den norrøne litteratur og middelalderens krøniker - historien om kongeriget Danmark, regeret af sagnkongeslægten Skjoldungerne i den periode, der lå forud for kristningen af danerne og omdannelsen af landet til en europæisk middelalderstat under Harald Gormsøn (Blåtand) og hans efterfølgere.

Historierne om Skjoldungerne er naturligvis sagn, men arkæologiske udgravninger (foretaget i perioden 1944-2009) har påvist, at disse overleveringer bygger på en baggrund af materielle levn, der på overbevisende måde placerer Lejre blandt de vigtigste lokaliteter i yngre jernalder, vikingetid (6. til 11. århundrede).

Lejrekomplekset består af flere lokaliteter omkring landsbyen Gl. Lejre og strækker sig i tid fra det 6. til det 11. århundrede.  Øst for landsbyen ligger monumenter (gravhøje og skibssætninger) og gravplads(er). Disse er partielt undersøgt, og resultaterne publiceret.

Bopladserne strækker sig i det bakkede terræn vest for landsbyen. To områder står her i centrum: Fredshøj dateret til det 6./7. århundrede og omtrent 500 meter syd herfor Mysselhøjgård med et stort bopladsområde fra det 7. til det 11. århundrede. I sidstnævnte indgår mindst en stor indhegnet gård. Pladsen synes ud fra udgravningsresultaterne at strække sig ind i det 11. århundrede. Hovedelementerne på de to bopladser fra jernalder/vikingetid består af store bygninger (op til ca. 600 m2) beliggende monumentalt på toppen af markante højdedrag.

Det er især arbejdet med tolkningen af disse store huse, der sammen med pladsernes placering i landskabet – og i danmarkshistorien - vil blive berørt.

Alle er velkomne.

Arr. Jens Andresen, Lektor PhD, Afd. for Arkæologi, Aarhus Universitet, DK-8270 Højbjerg, 87162076

Bus nr. 18 går til Moesgård 2 gange i timen