Aarhus Universitets segl

TEMADAG "Isotop-analyser: arkæologi på atomart niveau"

Karin Margarita Frei, Marie Kanstrup og Bente Philippsen gæster de ugentlige Forskerseminarer på Arkæologi. Alle er velkomne. OBS! Kl. 14-17.

Bente Philippsen forsøger sig med Ertebøllekulturens cuisine

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 15. november 2012,  kl. 14:00 - 17:00

Sted

Campus Aarhus, Moesgård, Foredragssalen

Marie Kanstrup ved indsamling af korn ved Askov Forsøgsstation
Karen Margarita Frei under prøvetagning på Bornholm

Program

14:00  Karin Margarita Frei, PhD, Center for Tekstilforskning, Saxo Instituttet, KU

15:00  Marie Kanstrup, PhD, Institut for Agroøkologi – Jord og Næringsstoffer, AU

16:00  Bente Philippsen, PhD, Institut for Fysik og Astronomi, AU 

 

Radiogene, stabile og radioaktive

Temadagen om isotopanalyser vil se på nye muligheder for at opnå viden om fortidens mennesker, samfund og natur. Hvert oplæg tager udgangspunkt i principper om og case-studier af tre forskellige slags isotoper: radiogene, stabile og radioaktive. Men selvom isotoperne er bitte-små, så er potentialet i studiet af dem enormt.

Strontium

Karin Margarita Frei beretter om strontium-isotoper. Strontiumisotopværdier fungerer som en geokemisk signatur, der kan bruges til at udpege et bestemt geologisk område og dermed en geografisk lokalitet. Grundidéen er, at strontiumisotopværdier overføres fra eroderet geologisk materiale til jorden og siden overføres gennem fødekæden til menneskets eller dyrets skelet, hvor strontium erstatter calcium i skelettets mineralske gitter. Dermed kan strontiumisotoper i den arkæologiske forskning tjene som mobilitetsindikatorer for forhistoriske mennesker, dyr, tekstiler, træ m.m.

Kvælstof

Marie Kanstrup fortæller om kvælstof-isotoper. Kvælstof findes i husdyrgødning og optages af f.eks. korn. En isotopanalyse af de stabile isotoper af kvælstof gør det muligt at afsløre, om der er anvendt husdyrgødning i kornavlen. Isotopsignaturen afhænger af intensiteten, varigheden og typen af husdyrgødning. Selv forkullede rester af korn bevarer isotopsammensætningen og dermed kan kvælstofanalyser anvendes til at studere gødningspraksis i fortidens landbrug.

Kulstof 

Bente Philippsen tager udgangspunkt i kulstof-isotoper. Kulstof findes både i levende og dødt og man fandt allerede i 1950’erne ud af, at C-14 metoden kunne bruges til at tidsbestemme arkæologiske fund og anlæg. Dette var et revolutionerende gennembrud og førte til et utal af spændende resultater overalt i verden. Nogle af resultaterne må dog atter tages til overvejelse, idet det har vist sig, at f.eks. friskfangede fisk kan have en C-14 alder på nogle tusinde år! C-14 metoden må derfor nu siges selv at have opnået en så moden alder, at potentielle fejlkilder nærmere kan identificeres.

Alle er velkomne.

Efter seminaret er torsdagsbaren åben.

Se rækken af Forskerseminarer på Arkæologi Efterår 2012

Ansvarlige
Jens Andresen, Lektor PhD
Helle Vandkilde, professor

Alle er velkomne til at opleve denne dag på forskningens yderste, skarpe kant!