Tirsdag 19. marts kl. 19.00

Preben Hornungstuen, Studenternes Hus

To kilometer fra søens bred ligger der et rustent skibsvrag - det fygende sand har så godt som opslugt det. Det er ikke et sjældent syn når man rejser ved Lake Turkanas vestlige bred, i det nordvestlige Kenya. Forladte betonhaller, rustne industrimaskiner og faldefærdige både kan umiddelbart virke som nogle af de få fysiske rester, der vidner om den rivende udvikling, som foregik i fiskerisektoren ved Lake Turkana i 1970’ern og 1980’erne. De udsatte nomadiske hyrder i Turkana skulle uddannes til en ny tilværelse, og i 1970’erne og 1980’erne brugte FN’s fødevare- og landbrugsorganisation samt det norske udviklingsagentur store summer på at etablere rammerne om den nye tilværelse som agerbrugere og fiskere. Men de gode intentioner og de mange penge førte ikke til de forventede resultater. Næsten 30 år efter projekterne stoppede, kan det umiddelbart synes oplagt at se de store udviklingsprojekter i Turkana som et klassisk eksempel på en hvid elefant i den vestlig udviklingsbistand.

Der er imidlertid også en anden side af historien, turkanaernes. For den lokale befolkning var 1970’ernes og 1980’ernes projekter del af en længere udviklingshistorie, som går tilbage til briternes kolonialisering af området i 1920’erne. I fem måneder i 2018 rejste Mads Yding i Turkana og talte med de lokale om deres liv i og omkring udviklingsprojekterne. Deres personlige historier og perspektiver på områdets udviklingshistorie bringer yderligere dybde og nuancer til historien om vestlig udviklingsbistand.

                                                   
Entré 25 kroner. Gratis adgang for Historias medlemmer.

Download Poster