MANTRA udgiver rapporten: Rejsen til beskæftigelse? Et kvindeperspektiv på det danske arbejdsmarked. Kvindelige flygtninge- og indvandreres perspektiv på beskæftigelse.
Moesgårds Antropologiske Analyseenhed – MANTRA ved Aarhus Universitet har netop udgivet rapporten: ”Rejsen til beskæftigelse? – Et kvindeperspektiv på det danske arbejdsmarked” på baggrund af en undersøgelse af kvindelige flygtninge- og indvandreres perspektiver og oplevelser med beskæftigelse i Danmark.
Rapporten giver indblik i kvindernes fortællinger om deres møder med det danske arbejdsmarked og deres livssituation som helhed. Undersøgelsen er baseret på dybdegående interviews og deltagerobservation med en mindre gruppe af kvinder. Formålet med undersøgelsen er at give kvinderne mulighed for at beskrive deres erfaringer og oplevelser.
Her kan du læse de centrale indsigter fra rapporten:
- Progression og læring motiverer kvinderne til beskæftigelse.
- Kvinderne ønsker et arbejdsliv, som kan kombineres med deres familieliv.
- Virksomhedsrettede forløb kan bane vej til arbejdsmarkedet, men det er vigtigt at et virksomhedsrettet forløb er lærerigt og har progression.
- At lære et nyt sprog er vigtigt for at finde et arbejde, men det er også udfordrende. Det er centralt, at sproglæringen er mulig i ens job eller virksomhedsrettede forløb.
- Kvinderne motiveres til at arbejde for at være gode rollemodeller og forbilleder.
I rapporten er kvindernes oplevelser beskrevet i cases. Analysen centrerer sig om deres fortællinger i relation til en række livsomstændigheder: virksomhedsrettede forløb, helbred og trivsel, økonomi, dansksproglige kundskaber, uddannelse, familie og netværk. Disse temaer har i større eller mindre grad betydning for kvindernes rejse til det danske arbejdsmarked. På baggrund af kvindernes perspektiver har MANTRA udformet 9 praksisanbefalinger.
Herunder er praksisanbefalingerne kort opsummeret:
På baggrund af kvindernes perspektiver og udtalelser i interviewene peger MANTRA på følgende praksisanbefalinger:
- #1 Forventningsafstemning omkring virksomhedsrettede forløb med et klart defineret formål mellem kvinde, beskæftigelsesmedarbejder og virksomhed. Kvinderne skal kende deres rettigheder og bidrage med egne forventninger til forløbet.
- #2 Virksomhedsrettede forløb skal være et læringsrum, hvor der sikres udvikling med henblik på kompetenceopbygning, sproglæring, erhvervserfaring og kendskab til arbejdsmarkedet.
- #3 Retningslinjer for mængden af og sikring af muligheden for sproglæring i virksomhedsrettede forløb.
- #4 At der tages højde for den enkelte kvindes ønsker til, hvordan forholdet mellem praktikforløb og sprogundervisning vægtes og tilrettelægges.
- #5 At finde det rette match mellem virksomhed og kvinde. Så arbejdspladsen kan rumme og imødekomme, hvis kvinden har særlige behov.
- #6 Mere praksisnær og hverdagssproglig danskundervisning med henblik på at øge sprogkompetencer til at indgå i hverdagssproglige sammenhænge på og udenfor arbejdspladsen.
- #7 At se nærmere på mulighederne for opkvalificering, videreuddannelse og kurser i sammenhæng med den uddannelses- og erhvervserfaring, som flygtninge og indvandrere har fra deres hjemland.
- #8 Fortsættelse af initiativer som netværksmøder og virksomhedsmesser, hvor kvinder kan opbygge netværk, møde rollemodeller og få kendskab til potentielle arbejdspladser.
- #9 Fortsættelse af initiativer som familie- og mentorforløb med støtte og hjælp til at strukturere hverdagslivet.
Undersøgelsen er foretaget af MANTRA og udgives på Aarhus Universitet. Projekt blev etableret som et samarbejde mellem Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), to kommuner og Moesgårds Antropologiske Analyseenhed – MANTRA.
Rapporten kan hentes her.
Rapportens forfattere: Pernille Bertram-Larsen, Liane Krogh Bæk, Abir Mohamad Ismail, Mikkel Rytter og Johanne Korsdal Sørensen.