Af Karen Gram-Skjoldager
Den tyske besættelse af Danmark er stadig et emne, der tiltrækker sig masser af interesse. Her 80 år efter befrielsen har den måde, vores viden om besættelsesårene produceres, formidles og forbruges imidlertid ændret sig.
Siden årtusindskiftet er besættelsen nemlig rykket online, og danskerne finder ikke længere udelukkende deres viden i bøger og på museer, men også på hjemmesider, i digitaliserede samlinger og databaser, i interessegrupper på Facebook, på YouTube og i mange andre digitale sammenhænge.
I efteråret 2024 bad vi et hold kandidatstuderende i Historie hjælpe os med at undersøge, hvad der sker, når besættelsen rykker online. Hvilke typer vidensdeling finder sted i den nye digitale kontekst, hvordan struktureres og cirkuleres den viden der bliver produceret, hvem producerer og forbruger den, og hvilke nye roller og relationer opstår mellem de mange mennesker, der – professionelt eller som hobby – interesserer sig for besættelsestiden online?
I blogindlægget her samler vi nogle af de vigtigste indsigter fra studenternes undersøgelser. Samtidig får I mulighed for at læse om to af de studenterprojekter, der har set på besættelsens online-liv og de muligheder og problemer, det nye digitale terræn skaber.
Der skal lyde en stor tak til alle de kreative og kloge studerende på første semester på kandidatuddannelsen i Historie i 2024, der med godt humør kastede sig ud i projektet med at jagte besættelsens digitale liv.
Måden, vi formidler besættelsens historie, ændrer form, når den rykker online. I den analoge virkelighed skete (og sker) næsten al historieformidling i form af narrative fortællinger, hvor eksperter fortæller historien om besættelsen i forskellige korte og lange formater i bøger, artikler og opslagsværker. Den formidlingsform, kan vi se, kun i begrænset form er rykket med online.
Nogle af de mest aktive formidlere af besættelsestidens historie online er Nationalmuseet, Rigsarkivet, Danskernes Historie Online og Historisk Samling fra Besættelsestiden. Når de formidler besættelsesårenes, sker det helt overvejende i form af tilgængeliggørelsesprojekter, hvor forskellige ressourcer og materialer stilles til rådighed for offentligheden. Det kan ske i form af samlinger af indscannede kilder, litteratur og fotografier eller i form af store biografiske databaser som modstandsdatabasen, hvor Nationalmuseet har tilgængeliggjort biografiske oplysninger om omkring 100.000 personer, der deltog i det danske modstandsarbejde.
Som flere af de studerendes undersøgelser påpeger, er der imidlertid et indbygget paradoks i denne måde at formidle på. På den ene side udgør den et oplagt fremskridt ift. tilgængelighed og transparens. På den anden side skaber den nye barrierer, fordi det kræver et ganske højt vidensniveau at bruge samlingerne, når de ikke bliver formidlet og fortalt i narrativ form. De nye online ressourcer står nemlig ofte næsten uformidlede eller formidlet på måder, der retter sig mod specialiserede brugere.
Et træk, der træder frem på tværs af studenterundersøgelserne, er i den sammenhæng, at den første bølge af digitaliseringsprojekter, der blev gennemført i begyndelsen af 2010’erne, var baseret på ret få overvejelser om anvendelse, målgruppe og brugervenlighed, og derfor har de en del udfordringer ift. formidling og praktisk anvendelighed.
De nye online-samlinger skaber samtidig nye etiske udfordringer. Et eksempel er Frihedsmuseets Fotoarkiv, der bliver undersøgt mere indgående i det her blog-indlæg. Ligesom mange andre samlinger har Frihedsmuseet valgt ikke at kuratere og fravælge i det indhold, der er lagt online. En fagligt forståelig beslutning og god arkiveringspraksis. Men resultatet er, at man nu med få klik, hjemme fra sit skrivebord, kan finde billeder af likvideringer på Østfronten og tyskerpiger, der bliver overfaldet og klippet skaldede.
Tilsvarende kan man i digitaliserede illegale blade f.eks. på Danskernes Historie Online, hos Historisk Samling fra Besættelsestiden og på Det Kongelige Bibliotek gennem online-søgninger finde navne på personer, der, uden dokumentation, anklages for forskellige former for tyskvenlige og landsforræderiske aktiviteter. De historiske kilders nye digitale tilgængelighed skaber med andre ord væsentlige, nye problemer i forhold til historiske og nulevende personers ret til privatliv og brugernes eksponering for stødende indhold. Det problem bliver undersøgt nærmere i det her blogindlæg.
Den fortællende formidlingsform, der dominerede formidlingen af besættelsen før det digitale gennembrud, var kendetegnet ved en ganske klar rollefordeling, hvor de fleste tekster om besættelsen blev skrevet af eksperter, der på den måde stillede deres viden til rådighed for en bredere offentlighed. Kendetegnende for de nye måder, besættelsestiden formidles på, er, at forholdet mellem professionelle historikere og den historieforbrugende offentlighed er i opbrud.
Uanset de problemer og begrænsninger, som de nye onlineressourcer har, har de uomgængeligt været med til at demokratisere adgangen til kilder og oplysninger om besættelsen. I modsætning til, hvad der var tilfældet før, kan man nu indsamle kilder og finde højt specialiserede informationer om besættelsen hjemme fra stuen, uanset om man bor i Glyngøre eller Glamsbjerg.
Særligt interessant i den sammenhæng er hjemmesiden Danskernes Historie Online, der rummer en meget stor samling af digitaliseret historisk litteratur og et væld af forskellige kildetyper – om besættelsen og om en lang række andre historiske emner.
Modsat f.eks. Modstandsdatabasen og Rigsarkivets online-samlinger er Danskernes Historie Online udelukkende drevet af frivillige slægtsforskere. Hjemmesiden er en dynamisk størrelse, der udvikles ud fra et princip om løbende at tilgængeliggøre de materialetyper, der er mest efterspørgsel efter, dvs. bl.a. om besættelsen.
Som andre onlineressourcer kræver Danskernes Historie Online et godt forhåndskendskab til det emne, man har interesse i, og de samlinger, de rummer, er mere eklektiske og improviserede end de professionelle ressourcer. Til gengæld er det Danmarks med afstand største digitale bibliotek med historisk litteratur, og det frivillige Danmark er dermed selv kommet til at spille en aktiv rolle i demokratiseringen og tilgængeliggørelse af litteratur og kildemateriale om besættelsen.
Danskernes Historie Online illustrerer en vigtig grundlæggende forandring i forholdet mellem professionelle historikere og historieinteresserede i den digitale transformation: historieinteresserede uden formel uddannelse inden for historiefaget nu er blevet aktive medskabere af den version af besættelseshistorien, vi kan finde online.
Mens Danskernes Historie Online er det mest synlige eksempel på den udvikling, er Nationalmuseets database over modstandskæmpere nemlig også, på sin egen diskrete måde, et udtryk for samme bevægelse. I databasen gemmer der sig nemlig et af de tidligste danske citizen science-projekter, hvor grupper af frivillige systematisk har arbejdet sig igennem den meget omfattende besættelseslitteratur og beriget opslagene om de enkelte modstandskæmpere med supplerende oplysninger om den pågældendes levnedsløb og henvisning til relevant litteratur.
Flere af de studerendes projekter undersøgte de forskellige interessegrupper på Facebook, hvor brugere kan dele deres interesse for besættelsen. Grupperne, der typisk har mellem 3.000 og 20.000 medlemmer rummer et eklektisk mix af aktiviteter. Som på de øvrige digitale kanaler fylder den fortællende historieformidling relativt lidt, med få teksttunge opslag og diskussioner.
Delingen af materiale fylder til gengæld tilsvarende meget. Opslag der deler historiske kilder i form af dokumenter, fotografier, kort og tegninger er sammen med promovering af nye bogudgivelser og salg af brugte bøger de mest udbredte aktiviteter i grupperne. Det er her værd at bemærke, at materiale og opslag, der relaterer sig til København og Århus er markant underrepræsenteret, og at grupperne ser ud til at opfylde et behov for deling af viden om lokale aspekter af besættelsens historie uden for de største byer, der kan være sværere at finde andre steder online.
Samtidig udgør flere af grupperne livlige arenaer for mindekulturen omkring besættelsen. I disse grupper er aktiviteten i høj grad koncentreret omkring den 9. april og den 4.-5. maj, hvor modstandskampen og befrielsen hyldes og fejres. Det er i den forbindelse slående, at flere grupper frabeder sig diskussioner og uenigheder – der er altså ikke tale om klassiske historiefaglige diskussionsfora, men om fællesskaber, der opfylder helt andre – erindringspolitiske – behov hos deltagerne.
Digitaliseringen af historien har åbnet op for nye måder at forstå, formidle og interagere med vores fælles fortid. Mens de digitale ressourcer har demokratiseret adgangen til historisk materiale og gjort det muligt for flere at deltage aktivt i historieformidlingen, står vi også overfor udfordringer. Uformidlede online-samlinger, etiske dilemmaer og krav til forhåndsviden begrænser stadig den fulde udnyttelse af de digitale samlingers potentiale.
Samtidig har de nye digitale formater ændret de professionelle historikeres og forskningsinstitutioners rolle og styrket det frivillige engagement i og berigelse af vores fælles historiske arv.
Som de to studenterprojekter her viser, er der stadig meget at lære og udforske i grænsefeltet mellem historie og digitalisering. Vi håber, at de indsigter og overvejelser, der bliver præsenteret, kan inspirere flere til at deltage i arbejdet med at formidle og forstå vores fælles fortid i en digital verden.
De to projekter, I kan læse her, er:
Stine Lykke Thomassen & Viktor Benedict Heegaard: Ud i lyset – digitaliseringen af Frihedsmuseets Fotoarkiv
Casper Rønnov: Den Tavse Historie: Etik, politik og formidlingen af danskernes mørke kapitler under Besættelsestiden
