Af Stine Lykke Thomassen & Viktor Benedict Heegaard
Dette blogindlæg undersøger, hvordan digitaliseringen af Frihedsmuseets fotoarkiv har gjort besættelsestidens billedmateriale bredt tilgængeligt, og hvilke etiske, formidlingsmæssige og historiekulturelle dilemmaer der følger med denne åbne tilgang. Det sætter fokus på konsekvenserne af at offentliggøre følsomme billeder uden kuratering og brugen af crowdsourcing og rejser spørgsmålet om, hvorvidt digitalisering nødvendigvis fører til bedre historisk forståelse.
Klokken to om natten den 28. april 2013 gik brandalarmen på Frihedsmuseet i Churchillparken i København. En uopklaret påsat brand virkeliggjorde alle museers værste mareridt, og efterlod dagen efter en udbrændt skal med museets vartegn, det store glasmaleri Frihedens Lys, sprængt itu.
Ved hurtig indsats fra brand- og museumsfolk natten igennem lykkedes det at redde samlingen. Men udstillingen og museet, der havde formidlet Danmarks frihedskamp under 2. verdenskrig siden dets indvielse i 1957 og været både mindested og museum siden, var væk. Tilbage stod røglugtende kasser på Nationalmuseets samlingsenhed fyldt med viden, genstande, minder, arkivalier og fotografier fra krigen og perioden lige efter – de var nu, som så mange andre museumsgenstande, utilgængelige for offentligheden.
Mindst tre år blev sat af til genopbygningen af museet – dog åbnede det nye, og nuværende, Frihedsmuseum først 3. juli 2020.
Men før dette museum fik sit første spadestik den 4. maj 2017, var det muligt for dele af samlingen at blive besøgt alligevel: Frihedsmuseets online fotoarkiv kunne tilgås allerede august 2014 og tilgængeliggjorde over 90.000 billeder fra besættelsen. Fotoarkivet er et forsøg på en total digitalisering af museets foto- og båndsamling – en tilgængeliggørelse af materiale omkring besættelsen, der brystede sig af ikke at censurere eller udvælge dele af historien, være nem at tilgå for alle interesserede og være med åben copyright til fri afbenyttelse til brug af privatpersoner. Det var et af de første og største digitaliseringsprojekter.
Fotoarkivet tilgængeliggør materiale, der ellers ikke kan blive set og gør, at museets rækker ud over dets fysiske begrænsninger på tværs af landet, men at digitalisere et fotoarkiv kræver, at vigtige valg bliver taget i forhold til datastrukturer, metadata, ophavsret og etik.
Frihedsmuseet har ikke været fri for kontroverser; den oprindelige udstilling blev fagligt kritiseret for at være NATO-propaganda, der underspillede kommunistiske modstandsfolks indsatser og generelt karakteriserede Danmark og danskerne som alle en del af modstandsbevægelsen, inklusive samarbejdspolitikerne.
Udstillingen blev moderniseret i 1990'erne og udvidede fortællingen, men holdt stadigvæk fat i heltefortællingerne og det borgerlige-liberale fokus, som den blev kritiseret for. Det er derfor ikke overraskende, at der gik under en måned fra branden af det fysiske museum, før debatten begyndte at blusse op om, hvad det var et Frihedsmuseum egentlig burde formidle, især til de nye generationer.
Besættelsestiden var i 2010’erne på vej ud af levende erindring, men ikke ud af det kulturelle fokus. Mange film, store re-enactments og museumsudstillinger så dagens lys. Der var bred politisk enighed om, at museet skulle genopstå, men i hvilken form blev debatteret, inklusive på Nationalmuseet under en foredragsrække. Fotoarkivets tilblivelse blev annonceret i midten af denne tumult, i august 2013, som ”Det Digitale Frihedsmuseum” hvor publikum kunne ”klikke sig ind på en del af museet hjemme foran computeren,” indtil ”en ny museumsbygning stå[sic] klar.”
Det var hele samlingen af arkivalier ”af omkring 200.000 dokumenter, 60.000 fotografier, 2.000 lydbånd samt 200 filmklip”, der ville blive tilgængeliggjort, og der blev også efterspurgt amatør-ekspertise fra interesserede i samlingen til udvidelse af metadata gennem crowdsourcing.
Den åbne tilgang til samlingen i lanceringen af “Det Digitale Frihedsmuseum,” og at den ikke skal udvælges og kurateres, men tilgængeliggøres i en helhed, kan ses som en forsøg på at imødekomme kritikken og diskussionerne om det fysiske museums omfang ved at demonstrere samlingens bredde uden at vælge en bestemt dagsorden for den endnu rygende ruin.
At en af Nationalmuseets samlinger skulle blive tilgængeliggjort i sin helhed, var dog ikke kun en konsekvens af branden, da digitaliseringsbølgen var godt i gang på museet allerede tidligere på året. I januar 2013 publicerede Nationalmuseet en digitaliseringsstrategi for de næste tre år med et ønske om at ”bidrage til oplevelsen af nationalmuseet som en relevant og vedkommende institution for alle borgere i et moderne og digitalt Danmark.” Det kom ikke af ingenting, men fulgte Kulturministeriets opfordring til digitalisering af kulturarv fra året før.
Frihedsmuseet blev valgt til dette projekt, da dens samling var mere overskuelig i størrelse end de andre museer tilknyttet Nationalmuseet, og med branden som katalysator kom en bevilling på 4 mio. kr. ind på kontoen gennem statslige midler til den komplette digitalisering af fotoarkivet. Målgruppen var folk med interesse for besættelsestiden og Danmarks frihedskamp.
Siden august 2014 har fotoarkivet været tilgængelig på Nationalmuseets hjemmeside, fotoarkivet er reelt en udstilling fra 1970'erne. Brugeren har mulighed for at søge efter specifikke ord og ved hjælp af fotoarkivets filtre, hvor man kan vælge på tværs af forskellige temaer eller emner, for eksempel ”sabotage” eller ”terror”, der eksisterer som separate kategorier. Derudover kan man i databasen søge efter nedsættende ord som “feltmadras” eller “tyskerpiger”, hvor ordene optræder ukritisk i enkelte billeders metadata. De stammer fra kartotekskortene fra den oprindelige udstilling.
Databasens emneinddelinger afspejler et ældre syn på besættelsen, hvor begreber som f.eks. ”sabotage” blev brugt snævert og entydigt – og dermed underbygger en forsimplet fortælling om de gode danske helte over for de onde tyskere og deres sympatisører. En historiefortælling, Frihedsmuseet i deres formidling generelt tager afstand fra og tidligere er kritiseret for. Databasen reproducerer derfor gamle forestillinger om besættelsen ved at skabe en fortælling, alt efter hvilken kategori som billederne befinder sig i, da der ikke er yderligere formidling.
Vi har interviewet tidligere museumsinspektør Henrik Lundbak, og i hans forklaring af emneinddelingen udtrykte han en klar forståelse af, hvordan den påvirker arkivets brug. Han ville gerne have haft den opdateret til en nyere og mere brugervenlig forståelse, men de tildelte fondsmidler til projektet rakte ikke til en så omfattende omstrukturering af Frihedsmuseets samlinger.
Fotoarkivet giver adgang til billeder, der stiller spørgsmålstegn til, hvorvidt det er forsvarligt at offentlig- og tilgængeliggøre dem uden krav til deres brug. Fotoarkivet har blandt andet billeder af en likvideret mand samt “tyskertøser.” Lundbak og hans kollegaer havde overvejet, at menneskene på billederne højst sandsynligt ikke var interesseret i, at billederne blev offentliggjort, men de valgte at offentliggøre billederne, da man ellers ville tegne et for pænt billede af besættelsen.
Det eneste, som de ikke valgte at tilgængeliggøre i databasen, var døde mennesker, der kunne genkendes, hvilket efter deres optik ville gå for tæt på for mulige pårørende. Hvorvidt man finder offentliggørelsen af billederne forsvarlig, er i høj grad et spørgsmål om perspektiv på besættelsen, og hvorvidt man synes, at det er skamfuldt for modstandsbevægelsen eller for personerne på billederne.
Crowdsourcing er et ord, der går igen, både i forbindelse med fotoarkivets tilblivelse og dets videre liv online. Det er et begreb, der har nydt voksende popularitet gennem 2000’erne og 2010’erne, og det handler om inddragelse og nedbrydelse af barrierer mellem vidensproduktionen og den bredere befolkning.
Henrik Lundbak fortalte, at der ikke var brugt crowdsourcing i forbindelse med den store digitalisering af fotoarkivet – det var firmaer, der fik betaling for at affotografere billederne. Gennem fotoarkivets hjemmeside kan brugere dog kommentere poster og indsætte en nål på et digitalt kort, der viser, hvor det er taget.
Der er en “ikke verificeret” kommentar ved de fleste stedsdata, men det er ikke klart, hvordan eller hvornår kommentarer kan verificeres. Selvom placeringen kan ses på selve posten for et givent fotografi under billedbeskrivelsen, er det ikke muligt at se andre billeder med lignende placering eller at søge efter specifikke koordinater.
Da kommentarer indsat af brugerne ikke kan bruges til søgning, virker det, som om crowdsourcing ikke umiddelbart gør så meget andet end at aktivere brugeren. I sin helhed er brugen af crowdsourcing ikke vigtig for fotoarkivets indhold eller brug, og det er måske mest en måde at promovere fotoarkivet gennem idealer omkring brugerinddragelse og samskabelse.
Lundbak var hovedansvarlig for vedligeholdelse og udvidelsen af fotoarkivet, men hans stilling blev desværre nedlagt i 2022, og arkivets indhold bliver ikke længere udvidet. Da fotoarkivet er en del af Nationalmuseets samlede samlingsplatform, er det højst sandsynligt, at det forbliver tilgængeligt, på trods af det ikke længere direkte varetages af Frihedsmuseet.
Fotoarkivets tilblivelse virker som et held i uheld, hvor fondsmidler hurtigt kunne opdrives ovenpå den katastrofale brand til at skabe en stor omtale omkring digitalisering af Frihedsmuseet, og Nationalmuseet kunne komme på Danmarkskortet som teknologisk fremme i skoene. Præsentationen af projektet som fremtidssikrende og tilgængeliggørende er på linje med digitaliseringsbølgen og Kulturministeriets anvisninger, men forlanger ikke megen indsats på det videnskabelige felt eller midler til opdatering af fotoarkivets indhold i takt med udviklingen af vores forståelse af besættelsen.
