Af Jacob Vrist Nielsen
I dette indlæg dykker vi ned i et bevinget, men næsten glemt kapitel af besættelseshistorien: De tusinder af brevduer, som under 2. Verdenskrig blev indrulleret i krigstjeneste. Vi kaster også nyt lys på en af krigens mest kendte brevduer, Mercury, som modtog en tapperhedsmedalje for at have fløjet turen fra Danmark til England med en besked fra det besatte land i nord.
Da Danmark blev besat, rådede Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste) over 60.000 brevduer, som var trænet på ruter, staben havde fastlagt.
Det militære brevduevæsen havde siden 1880’erne hørt under Generalstabens Efterretningssektion, og chefen for efterretningssektionen, Einar Nordentoft, var også præsident i De danske Brevdueforeninger.
Brevduerne skulle opretholde kontakten mellem de militære myndigheder og med efterretningstjenestens agenter, når de moderne kommunikationsmidler ikke virkede, ikke var etableret, eller når der var frygt for, at fjenden overvågede dem.
Men da besættelsesmagten ikke indførte censur på de indenrigske kommunikationsforbindelser, fik staben ikke brug for brevduerne. Staben kunne have benyttet brevduerne til at sende de efterretninger til Sverige, som skulle videre til England. Men staben fandt andre måder at omgå den tyske udlandscensur på. Efterretningerne blev forklædt som pressesamtaler, eller de blev sendt som mikrofilm med kurérer i blandt andet tandpastatuber, hule tænder og endetarmen. Kreativiteten fejlede ikke noget.
I marts 1942 foreslog de allierede, at Generalstabens Efterretningssektion benyttede brevduer til at sende efterretninger fra Sverige til London, så tyskerne ikke kunne opsnappe beskederne. På det tidspunkt var det neutrale Sverige et knudepunkt for international spionage, så der var altid en risiko for, at fjenden kiggede eller lyttede med.
Men den danske efterretningstjeneste afviste, da den ikke mente, at duerne var sikre nok til den lange tur. Brevduerne blev derfor ikke en direkte del af det informationskredsløb, som eksisterede mellem de danske eksilmiljøer i England og Sverige. Men måske fik duerne alligevel indirekte betydning. De allierede opgav nemlig ikke planen om at få efterretninger fra Danmark og de andre besatte lande ved hjælp af brevduer.
Fra april 1941 til september 1944 kastede de allierede 16.554 brevduer med faldskærme ned over det besatte Europa, fra det nordlige Danmark til det sydlige Frankrig. Håbet var, at duerne blev fundet af modstandsfolk, som kunne forsyne de allierede med oplysninger om den tyske krigsmaskine.
Allerede i juli 1941 stillede den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, krav til politiet i Jylland om, at alle udenlandske brevduer skulle udleveres. Tyskerne havde konstateret, at der var ”ualmindeligt mange Brevduer her paa Vestkysten, hovedsageligt engelske og svenske”.
Og i 1943 mente tyskerne, at problemet med brevdue-faldskærmstropper var så stort i Danmark, at de udlovede en dusør til de danskere, som indbragte brevduer, der var blevet kastet ned med faldskærme.
Under krigen modtog 32 brevduer en tapperhedsmedalje for heltemodig indsats. En britisk brevdue, ”Mercury”, modtog medaljen for den ”mest fremragende enkeltpræstation af et krigsdeltagende dyr”.
Mercury var natten den 27. juli 1942 lettet fra Danmark, havde krydset Nordsøen og var fløjet de mere end 700 kilometer hjem til Ipswich i England. Ifølge overleveringen medbragte Mercury en hemmelig besked fra den danske modstandsbevægelse.
Det har været et åbent spørgsmål, hvordan Mercury var kommet ind i Danmark, hvor i landet den fløj fra, og hvilken meddelelse den medbragte. Den danske besættelsestidsforsknings nestor, Jørgen Hæstrup, afviste blankt, at modstandsbevægelsen overhovedet skulle have sendt beskeder med brevduer. Og ifølge ham havde de allierede kun haft to nedkastninger med fly over Danmark i 1942, og begge var efter den dato, hvor Mercury angiveligt skulle have fløjet. Han mente derfor, at historien var en skrøne.
Men den gode Hæstrup tog fejl.
I Frihedsmuseets arkiv er vi kommet lidt længere i opklaringen af brevduens færd og kan nu løfte sløret for, hvor og hvordan Mercury landede i Danmark.
Den 26. juli 1942 planlagde den britiske sabotage- og efterretningsorganisation SOE at smide faldskærmsagenter og brevduer ned over Skive-egnen, da de allierede var interesserede i oplysninger om tyskerne i området. Men det var ikke muligt at få flyet tæt nok på jorden til at sende tropperne ud, så det var kun en snes brevduer, som blev kastet ned med faldskærme. Med dem var der chokolade og engelske cigaretter, som var en mangelvare i det besatte Danmark.
Den ene af duerne var Mercury.
Der er dog noget, som tyder på, at det ikke var en besked fra modstandsbevægelsen, som nåede frem til England med Mercury. I alt fald bragte BBC’s dansksprogede radioudsendelse ”en tak til manden på Skive-egnen for hilsenen med brevduen”. Hvis det var en meddelelse fra modstandsbevægelsen, virker det usandsynligt, at det britiske militær skulle have givet besked videre til BBC og på den måde have kompromitteret modstandsmanden.
En af de ledende officerer i Generalstabens Efterretningssektion Volmer Gyth fortæller da også i sine erindringer, at sagen gav anledning til en del ballade, fordi Abwehr – som altså også lyttede til engelsk radio – ville have, at manden skulle findes og anholdes.
Det lykkedes også politiet at finde ham på få timer, fordi han allerede havde indviet folk i nabolaget i det opsigtsvækkende brevduefund, og snakken løb derfor livligt i det lille lokalsamfund. Det er trods alt ikke hverdagskost, at engelske brevduer med faldskærme, cigaretter og chokolade daler ned fra himlen i Skive.
Tyskerne ville have manden straffet for spionage. Men politiet fik angiveligt kølet dem ned og overbevist om, at manden havde set brevduen som en spøg og kun havde skrevet ”Med venlig hilsen fra en dansker”.
Det var ikke kun allierede brevduer, som krydsede den danske himmel under krigen. Tyskerne havde også en omfattende militær brevduetjeneste.
Lederen af SS, Heinrich Himmler, var selv brevdueopdrætter, og både SS og hæren havde deres egne brevduedivisioner. De fleste Abwehr-enheder i de besatte lande rådede også over en brevdueenhed.
Værnemagtens brevduetjeneste i Danmark omfattede 15.000 brevduer. I slutningen af krigen var alle de tyske kommandostationer i Helsingør, Hillerød, København, Roskilde, Holbæk, Vordingborg, Korsør, Nyborg, Svendborg, Odense, Middelfart, Kolding og Silkeborg forbundet af militære brevduestationer. Derudover lå der brevduestationer hele vejen ned langs den jyske vestkyst.
Tyskerne trænede desuden falke til at fange allierede brevduer. Chefen for det tyske flyvevåben, Hermann Göring, var ankermand for den militære falkonertjeneste. I begyndelsen af krigen etablerede briterne også en falkonertjeneste ved de engelske kyster. Men tjenesten blev hurtigt nedlagt igen, da det viste sig, at falkene ikke havde øje for at skelne mellem tyske og allierede brevduer. Falkene havde således mange tilfælde af ”Friendly Fire”, hvor de fangede og fortærede de forkerte fugle. Tyskerne har givetvis haft det samme problem, men måske var de mere villige til at ofre brevdueliv. Den tyske falkonertjeneste fortsatte i alt fald ufortrødent.
Afslutningsvis kan nævnes, at den danske modstandsbevægelse også indrullerede brevduer i slutningen af krigen. Sekretæren i De danske Brevdueforeninger, opdagelsesbetjent J.P. Jørgensen, sørgede for, at enkelte brevduer trak i trøjen og kæmpede for landets frihed sammen med modstandsfolkene i Region V. Sjælland og Lolland-Falster.
Brevduerne fik ingen præmier for deres undergrundsarbejde, men deres ejere modtog frihedskæmpernes armbind som tak for hjælpen, og J.P. Jørgensen modtog et takkebrev fra modstandsbevægelsen:
”Maa det paa denne Maade være mig tilladt at bringe Dem selv og Deres uforfærdede Medarbejdere Regionens Tak for den Hjælp, Brevdueforeningen ydede til den sjællandske Modstandsbevægelse ved Etablering af vor Aktions Forbindelsestjeneste […] Duerne blev brugt, og svarede til Forventningerne. Bevidstheden om, at vi der havde en Forbindelsesmulighed, der ikke vilde svigte, betød meget for os. En speciel Tak retter jeg til Dem selv og de Folk, der organiserede Nettet. Vi ved, at det var med Livet som Indsats for Dem og alle Dueejerne...”
Frihedsmuseets Arkiv. ”’Mercury’ duen der fik en krigsmedalje" (dokument nr. 22. 15.848).
Rigsarkivet. Generalstabens Efterretningssektion. Brevduesager 1942-43 mm.
Rigsarkivet. Generalstabens Efterretningssektion. Stockholmarkivet. Sager LXXXIX.2.
Volmer Gyths erindringer i Hjemmet, nr. 15- 19, 1966.
Billedet af brevduen fra tanken kommer fra Wikimedia Commons
