Af Søren Werther Kjær Rasmussen og Henrik Lundtofte
Dette blogindlæg er et gæstebidrag, hvor vi giver et indblik i forskningsprojektet: "De udstødte, de uvelkomne og de beundrede – resocialisering, velfærd og demokratisering 1945-1950". Projektet, der også omfatter en stribe formidlingstiltag, er et samarbejde mellem Museum Vest med Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg i spidsen, Vardemuseerne, Viborg Museum og Danish Centre for Welfare Studies på Syddansk Universitet (DaWS).
Hvad blev der gjort for at ruste udstødte kollaboratører, uvelkomne tyske flygtninge og beundrede modstandsfolk til en tilværelse i et fredstidssamfund – blev myndighedernes håndtering af de tre grupper ligefrem en døråbner for velfærd og demokrati? Det er kernespørgsmål i dette projekt om resocialisering og demokratisering i Danmark i årene efter 2. Verdenskrig.
Baggrunden er, at krig, besættelse og genopbygning blev katalysator for dybe samfundsforandringer, velfærd og demokratisering i det 20. århundredes Europa. Sjældent i det moderne Danmark var den politisk-sociale ideudvikling rigere og forventningerne højere end omkring 1945 – og aldrig var udfordringerne større med 40.000 udstødte landsforræderinternerede, over 200.000 uvelkomne tyske flygtninge foruden de tusinder unge, beundrede modstandsfolk, der ofte var fulde af håb om en helt ny politisk og social samfundsindretning.
Derfor undersøger projektet i to ph.d.-afhandlinger og en stribe forskningsartikler den første efterkrigstids politiske ideudvikling og myndighedernes konkrete håndtering af netop landsforræderstraffede og flygtninge som lakmusprøve på efterkrigssamfundets velfærdsforestillinger og humane værdier. Modstandsfolkene, de beundrede, var en anden sag – og alligevel udgjorde de en social og politisk udfordring set med de såkaldt ”gamle politikeres” øjne.
Her er nogle af de første tentative resultater i undersøgelserne af de landsforræderstraffede og modstandsfolkene.
Hvad gjorde offentlige og private aktører egentlig for at hjælpe tidligere modstandsfolk og andre ofre for besættelsen? I erindringer og litteratur fra modstandsmiljøet findes fortællinger om, at forhenværende modstandsfolk blev ladt i stikken efter krigen: ”Hjælp? Der var ingen hjælp overhovedet”. Det enorme kildemateriale fra erstatningsprocesserne for besættelsestidens ofre giver omvendt indtryk af, at hjælpen kunne være omfangsrig og generøs. Det er dog ikke et ensartet indtryk, kildematerialet efterlader. Hvorfor? En af forklaringerne er, at støtten varierede efter, hvornår der blev søgt om den. Hjælpen foregik i fem overordnede faser, som er forklaret nedenfor:
”Ad hoc-fasen” var den første periode. Her var hjælpen improviseret og fleksibel. Den begyndte faktisk før befrielsen. I sommeren 1941, da de danske kommunister blev fængslet, besluttede Socialministeriet, at de interneredes pårørende skulle modtage ekstraordinær støtte. Med udgangspunkt i gummiparagraffen 281 fra Forsorgsloven, gav staten generøs, økonomisk hjælp tilpasset den enkelte ansøgers behov. Efter befrielsen blev der oprettet såkaldte Kontorer for særlige Anliggender, som ydede akut, rundhåndet støtte til besættelsestidens ofre – fortsat med udgangspunkt i paragraf 281.
Anden periode var ”den statslige fase”. Perioden begyndte ved årsskiftet 1945/46, hvor det nystartede, statslige Erstatningsråd overtog ansvaret for besættelsestidens ofre. Det juridiske udgangspunkt var derfra i den nyligt vedtagne Erstatningslov for besættelsestidens ofre. Den hurtige og generøse ad hoc hjælp blev afløst af et stift bureaukratisk system, hvori hjælpen blev tildelt efter nøje fastsatte takster.
I 1955 erklærede Erstatningsrådet sit arbejde for tilendebragt. Men i samme periode begyndte en lang række forhenværende modstandsfolk at opleve psykiske og fysiske senfølger. Erstatningsloven tog imidlertid ikke højde for senfølger, og det var tæt på umuligt at få oprettet eller genoptaget en erstatningssag. Ansøgere blev ofte afvist. Tredje periode var ”den afvisende fase”.
En række interesseorganisationer for forhenværende modstandsfolk krævede politisk handling, og endelig i 1969 lykkedes det dem. Erstatningsloven blev gjort markant mere lempelig, og langt de fleste sager blev nu godkendt. Samtidig blev det den mere imødekommende Frihedsfond, som skulle afgøre ansøgningerne i steder for det rigide Erstatningsråd. Den fjerde fase var ”den imødekommende fase”.
I 1995 begyndte femte og sidste periode, da Frihedsfonden blev nedlagt. Det tyndede ud i opgaverne, efterhånden som mange potentielle ansøgere døde. Erstatningsloven gælder stadigvæk, og der er stadigvæk enkelte modtagere af støtten. Systemet afvikles løbende i takt med, at de sidste modtagere går bort. Derfor hedder sidste periode ”den afviklende fase”.
I kommende studier vil særligt de to første faser blive undersøgt ift., hvor mange tidligere modstandsfolk der modtog hjælp? Hvilke former for hjælp der var der tale om? Og hvad kriterierne for at modtage hjælpen var – sammen med en diskussion af den sociale og økonomiske hjælps idemæssige og politiske baggrund.
Retsopgørets hovedlov, Straffelovstillægget fra 1. juni 1945, der var blevet til som et hastigt kompromis mellem modstandsbevægelsen og de parlamentariskvalgte politikere, var streng og indebar fx genindførelse af dødsstraf – eller Livsstraf i datidens sprogbrug. Det er noget mindre kendt, at loven også afviste prøveløsladelse af danskere dømt for landsforræderi. I det hele taget skulle der ses bort fra de opdragende elementer i strafafsoning, man i Danmark ellers for alvor var begyndt at praktisere i 30erne. Det var intet tilfælde, at den socialdemokratiske justitsminister og modstandsmand, Niels Busch-Jensen, på Rigsdagen i 1945 erklærede: ”Alle som har arbejdet med på landets ulykke eller har modarbejdet dets befrielse ved landsforræderi og anden landsskadelig virksomhed, må udskydes af samfundet …” Landsforræderne havde forladt flokken, og de skulle ikke lukkes ind igen.
Den totalekskluderende indstilling blev dog forbløffende hurtigt revideret og vendt til et fokus på, hvordan broderparten af de straffede kunne genindlemmes i samfundet. Og det var ikke de sædvanlige kritikere af retsopgøret, der stod bag denne kovending, men derimod Mogens Fog, fremtrædende medlem af Frihedsrådet og kommunist. Han fløjtede debatten i gang med artiklen ”Det er ikke nok at straffe” i det nu legale Frit Danmark – det skete i september 1945, blot tre måneder efter vedtagelsen af Straffelovstillægget. Nogle måneder senere talte også et andet tidligere medlem af Frihedsrådet og ligeledes en mand med stor politisk-symbolsk kapital, Frode Jakobsen, om så hurtigt som muligt at føre så mange som muligt af de straffede tilbage til det normale liv og se fremad. Politikerne anført af den nye justitsminister fra Venstre, Aage Elmquist, fulgte trop. Hovedargumentet var frygten for at forvandle de straffede til en ”pariakaste”, til et socialt problem, der hurtigt kunne mutere til en ny politisk trussel mod folkestyret.
Resultatet var, at der i 1946 kom en lovrevision, der åbnede for prøveløsladelser, at Fængselsvæsenets Forsorgskontor blev oprettet (indtil det tidspunkt havde forsorgen for løsladte kriminelle været varetaget af private fængselsselskaber), og at der under ledelse af en undervisningskonsulent (forstander for arbejderhøjskolen i Roskilde) Hjalmar Gammelgaard blev iværksat undervisning i fængsler og straffelejre af de dømte; nu skulle landsforrædere opdrages til at blive gode og samfundsnyttige borgere.
På det individuelle og sociale plan måtte mange landsforræderstraffede – og fx tyskerpiger – leve med et livslangt stigma. Dén side er omtalt i forskningslitteratur og flere erindringsværker. Det er mindre kendt, at myndighederne og et politisk flertal allerede fra 1946-47 bestræbte sig på at resocialisere majoriteten af de efterhånden 13.500 dømte. Hér kan man virkelig tale om et paradigmeskifte i forhold til Straffelovstillægget fra foråret 1945. Faktisk ser det ud til, at reformerne af håndteringen af straffede landsforrædere moderniserede behandlingen af almindelige kriminelle afsonere.
Hvordan ændringerne konkret udmøntede sig i dagligdagen i fængsler og straffelejre, og om de løsladte landsforræderdømte fandt fodfæste i efterkrigssamfundet, tematiseres i kommende studier.
Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Fængselsstraf for Personer, dømt efter Lov Nr. 259 af 1. Juli 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.
Bak, Sofie Lene. Da krigen var forbi – de danske jøders hjemkomst efter besættelsen. 2012
Fog, Mogens: ”Det er ikke nok at straffe”, Frit Danmark, 14.9.1945.
Fransen, Peter: “Hvem styrer fængslerne og fangehåndteringen i Danmark? Stillingen som direktør for fængselsvæsenet/kriminalforsorgen gennem 111 år”, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, nr. 1/2021, s. 77-98.
Kammeraternes Hjælpefond. Pigtraad. 1946-1977
Kristensen, Henrik Skov: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret. 2011.
Lov Nr. 356 af 29. Juni 1946 om Ændringer i og Tilføjelser til Lov. Nr. 259 af 1. Juni om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.
Landssvigernes sociale Genindpasning. Socialpolitisk Forenings Smaaskrifter, nr. 1, Kbh. 1947.
Om principperne for Fuldbyrdelse af Frihedsstraf for Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed. Frit Danmarks Skriftserie, nr. 1, 1945.
Rasmussen, Søren Werther Kjær. Kontoret for særlige Anliggender i Esbjerg: Den første sociale indsats for modstandsfolk. 2022
Rigsarkivet. 1029652, Centralkontoret for særlige Anliggender, Erstatningskontoret
Rigsarkivet. 10667, Frihedsfonden
Rigsarkivet. 1841. Erstatningsrådets arkiv
Tamm, Ditlev: Retsopgøret efter besættelsen. 1984.
