Af Karen Gram-Skjoldager
Under krigen havde mere end 3000 danske sømænd deres base i Newcastle. Sømændene var gået i britisk havn, da de tyske tropper besatte Danmark, og sejlede under britisk flag igennem krigen. I artiklen her ser vi på, hvordan julen så ud for de danske krigssejlere i den store britiske havneby.
Det gik ikke stille for sig, da der blev fejret dansk jul i Newcastle i 1941. I løbet af en uges tid blev der holdt ikke mindre end fire forskellige julefester for sømændene. Festlighedernes startede fredag aften den 19. december, hvor den danske gesandt Eduard Reventlow og hans kone Else afholdt en stor fest for op mod 300 sømænd og andre fastboende danskere. Festen bød på både juletræ, forfriskninger, fællessang – og sangforedrag ved en sangerinde med det ganske passende navn Engel Lund.
Den 24. december samledes sømændene igen, nu til en traditionel dansk juleaften med julegudstjeneste i den danske sømandskirke og julemiddag i den danske sømandsklub. Middagen blev afholdt af Det Danske Råd, paraplyorganisationen for eksildanskerne i Storbritannien. Trods store vanskeligheder var det lykkedes rådet at skaffe risengrød og kalkun til de 300 sultne søfarende. Middagen blev indtaget ved langborde pyntet med gran og dannebrogsflag, hvor der blev sunget julesalmer akkompagneret af mundharmonika, Efter middagen gik turen videre til byens fornemme Royal Station Hotel, hvor der var stort juletræ, taler, fællessang og uddeling af julepakker til sømændene af to små danske piger.
Julemorgen blev der igen holdt gudstjeneste i Sømandskirken, og nu var det sømandsmissionens tur til at være vært ved en komsammen. Underholdningen bestod denne gang af præsten, pastor Jensen, der genfortalte Santa Lucia-myten og hans kone, som iført hvide gevandter og med en lyskrans i håret sang Luciasangen. Efter at Gabriele Rohde fra Det Danske Råd havde fortalt et juleeventyr, sluttede dagen i sømandsklubben, hvor der blev serveret smørrebrød og fremført sangunderholdning doneret af British Council.
Anden Juledag var sømandsmissionen vært for det sidste julearrangement for sømændene, da de inviterede til en filmfremvisning, der blev efterfulgt af ”Smørrebrød, Harmonikaspil og Fællessang”.
Julefejringerne i Newcastle i 1941 er et sigende udtryk for den store interesse og omsorg, som de danske sømænd i det hele taget blev vist af det bredere danske miljø. Ud over julefesterne, arrangerede gesandtskabet, Det Danske Råd og sømandsmissionen, både sammen eller hver for sig, fester og markeringer i anledning af Christian den X’s fødselsdag, grundlovsdag og den 9. april, ligesom rådet besøgte og samlede sømændene en søndag hver måned til sociale aktiviteter i den danske sømandsklub og sømandskirke. I rådet arbejdede de kvindelige medlemmer også løbende for at skaffe de søfarende læsestof, sangbøger, dannebrogsflag, cigaretter og andre fornødenheder, ligesom de strikkede de varme vanter, sokker, halstørklæder og pullovers, sømændene fik i deres julepakker.
Det store sociale arbejde, som blev udfoldet ift. sømændene – til jul og resten af året – bundede ikke kun i omsorg for sømændene. I de danske kredse i London var man meget bevidst om, at de danske sømænds indsats var det tætteste man kom på aktiv dansk krigsdeltagelse. De skibe, som de danske sømænd sejlede på, var typisk mindre danske handelsskibe, der havde sejlet med kul og landbrugsvarer på Nordsøen, inden de blev beslaglagt af de britiske myndigheder. Det betød, at skibene ikke var egnet til langfart, og at de fleste danske sømænd blev indsat på de farefulde kystnære ruter langs den britiske øst- og sydkyst. Her skulle de især i krigens første år navigere mellem miner, vrag og tyske luftangreb.
Sømændenes indsats og de mange tab, der fulgte med indsatsen, udgjorde en vigtig symbolsk kapital for det danske miljø, der gerne ville fremvise sine proallierede sympatier. Det så man også til julefejringerne, hvor arrangørerne hyppigt inviterede britiske deltagere til festerne og sørgede for at der blev holdt taler, hvor sømændenes indsats blev fremhævet og anerkendt. Det gjaldt også i 1941, hvor sømændene til smørrebrødsgildet i den danske sømandsmission Anden Juledag kunne opleve sang og musik fremført af embedsmænd fra det britiske krigstransportministerium, og juletræsfesten på Royal Station Hotel åbnede med en tale til de danske sømænds ære fra Kommandørkaptajn Preben Lembcke. I talen fremhævede Lembcke, hvordan den danske handelsmarine efter besættelsen havde overtaget orlogsmarinens rolle som forsvarer i forhold til omverdenen: ”I danske Søfolk og Fiskere […] gik ind for at sejle for Danmarks Venner. Det Lod, I lægger i Vægtskaalen, vil blive det tungeste, naar Regnskabets Time kommer”.
Man kan altså sige, at julefesterne blev brugt til at vise de danske sømænd frem som et led i en slags dansk nation-branding-kampagne. Den ivrige understøttelse af det sociale liv i Newcastle var imidlertid ikke kun vendt mod den britiske offentlighed men havde også en vigtig intern funktion i det danske miljø.
Sømandskolonien i Newcastle var et arbejdermiljø med en stærk klassebevidsthed. Mange af de danske sømænd havde en kommunistisk baggrund og de blev ledet af den kommunistiske fagforeningsmand, Børge Møller. Møller var en af medstifterne af Det Danske Råd, men det var langt fra alle de danske sømænd, der støttede den danske organisation. Især i månederne efter kommunistinterneringerne i Danmark i sommeren 1941 var der spændinger i Newcastle, hvor flere sømænd kritiserede Det Danske Råd for at være ”en højtstaaende Klike” af ”Industriherrer”, som de ikke havde de store fælles faglige interesser med, og som nu af taktiske grunde forbarmede sig over dem uden i øvrigt at have den store interesse for deres skæbne.
Det lykkedes efterhånden Møller at overbevise sømændene om, at de skulle bakke op om rådet, ”indtil Hitler har faaet, hvad der tilkommer ham”. Ikke desto mindre var det klart i både Newcastle og London at sømændenes opbakning ikke kunne tages for givet, og at de krævede at blive vist interesse. Så det blev de – med risengrød og kalkun, julegaver og juletræer.
Artiklen er baseret på ”Danske Söfarendes Jul i Storbritannien”, Frit Danmark, 2. årgang, nr.1, 1942 og en kommende artikel i tidsskriftet ÆRA med titlen ”Strategisk selskabelighed”.
