Af Jacob Vrist Nielsen & Søren Werther Kjær Rasmussen
I dette blogindlæg kigger vi nærmere på en af besættelsestidens omdiskuterede personer, den danske gesandt i Stockholm, kammerherre Johan C.W. Kruse. Vi viser Kruses afhængighed af København og kaster lys på et hemmelig allieret komplot om at vælte ham af pinden.
”Kruse er en L…” Sådan konstaterede den kendte modstandsmand i Stockholm under krigen, Ebbe Munck, i sin dagbog. I Sverige var der to overordnede politiske fløje i det danske eksilmiljø. Den ene fløj var den aktivistiske modstandsfløj omkring journalisten Ebbe Munck. Den anden fløj bestod af Det Danske Gesandtskab ledet af kammerherre Johan C. W. Kruse. Munck var meget skeptisk over for Kruse, som, han mente, led af et ”Scavenius-Kompleks”. Imens Kruse forblev loyal overfor regeringen, opbyggede modstandsfolk et parallelt diplomati omkring Munck, som holdt kontakten til de vestallierede, og som mod Kruses ønske viderebragte illegale nyheder og efterretninger fra Danmark til allieret brug.
Den 29. august 1943 indførte den tyske besættelsesmagt militær undtagelsestilstand i Danmark, og den danske regering trådte af. Det Kongelige Danske Gesandtskab i Stockholm besluttede derfor at erklære sig frit stillet fra det tysk-besatte Danmark. På en række punkter bakkede Gesandtskabet herefter også op om modstandsarbejdet, blandt andet gennem støtte til modstandsbevægelsens kontaktudvalg i Stockholm, som var dannet for at koordinere modstandsaktiviteter mellem eksildanskere i Sverige og modstandsgrupperne i Danmark.
I danske illegale kredse i Stockholm var Kruse dog fortsat rygende upopulær. Han havde været for længe om at bryde med det tysk besatte Danmark, var kritisk over for sabotage, og selv efter bruddet i 1943 opretholdt han et tæt samarbejde med Udenrigsministeriet i Danmark og politikerne Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft Hansen i København. Ebbe Munck har mange henvisninger til Kruse i sine dagbøger, og de er alle sammen meget kritiske. I november 1943 mødte en gruppe af danskere sågar op hos Ebbe Munck med planer om at vælte Kruse. Af uforklarlige grunde skete det dog ikke.
Generalstabens Efterretningssektion, forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste, opererede også i Sverige under krigen og i ly af gesandtskabet. Chefen for efterretningstjenesten, Einar Nordentoft, var eksempelvis ansat som gesandtskabets militære rådgiver. Men efterretningstjenesten stolede heller ikke på Kruse, og den gjorde, hvad den kunne for at lægge ham på is.
Kruse fik kun det nødvendige at vide – og nogle gange ikke en gang det. Eksempelvis udvidede Nordentoft medarbejderstaben i efterretningstjenesten i Stockholm markant i foråret 1944. Men Nordentoft undlod at informere gesandt Kruse om nyansættelserne, selv om de nye medarbejdere jo formelt hørte under gesandtskabet. Kruse erfarede først, at han var blevet chef for en række nye medarbejdere, da han så regnskaberne.
På den anden side af Nordsøen, i Storbritannien, var de heller ikke tilfredse med den danske gesandt i Stockholm. Fra en arkivsag fra den britiske sabotage- og efterretningsorganisation SOE fremgår det, at de vestallierede i december 1943 og januar 1944 planlagde at vippe Kruse af pinden.
Chefen for SOE i Stockholm, briten Robert Turnbull, mente, at Kruse modarbejdede de allierede og samarbejdede for meget med direktøren i Udenrigsministeriet i Danmark, Nils Svenningsen, og de andre embedsmænd i ministeriet. Turnbull ville derfor have, at souschefen i gesandtskabet, legationsråd Torp-Pedersen, skulle overtage Kruses stilling.
Briterne ville igennem danske illegale aviser starte en smædekampagne mod Kruse, som ville tvinge ham af pinden. Som de påpegede, var han en meget følsom person, som ikke ville kunne klare den psykiske terror, slet ikke når han allerede var så upopulær.
Robert Turnbull forklarede til det britiske Udenrigsministerium, at eksildanskere i London heller ikke kunne døje ham, og i Danmark og blandt danskere i Sverige havde Kruses navn ”a particulary bad odour ”. Det var altså noget råddent i Stockholm, og det lugtede af Kruse. Det britiske Udenrigsministerium sluttede op om beslutningen om at ”shame him out of office”. Men sagen løb ud i sandet.
Som følge af samarbejdspolitikkens sammenbrud og aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 flygtede tusinder af danske borgere til Sverige. Til at håndtere de mange danske flygtninge stiftede det danske gesandtskab i Stockholm Flygtningekontoret. Gesandt Kruse og den svenske regering stod selv for finansieringen. Kruse havde generelt et fint samarbejde med de svenske politikere, ikke mindst statsminister Per Albin Hansson, som ligesom Kruse var skeptisk ved den danske sabotage og åbenlyse modstandskamp. Den svenske neutralitet måtte ikke sættes i fare. Omvendt var efteråret 1943 et godt tidspunkt at yde en økonomisk håndsrækning til de danske flygtninge. Ligesom Kruse manglede den svenske stat at vise, at den besad det korrekte, balancerede sindelag i forhold til krigens parter.
Flygtningekontorets souschef var Sigurd Wechselmann, som fra efteråret 1944 blev forfremmet til øverste chef. I mange år havde Wechselmann været kontorchef i Socialministeriet, men han måtte flygte til Sverige grundet sit jødiske ophav. På Flygtningekontoret fortsatte han sit sociale virke. Med inspiration fra den hjælp, som det danske Socialministerium havde givet til besættelsens ofre i de første krigsår, indførte Wechselmann de principper, Flygtningekontoret gav hjælp efter.
Det danske Socialministerium havde også en mere direkte rolle i driften af Flygtningekontoret. Ministeriets departementschef H. H. Koch brugte nemlig Wechselmann som sin kontaktperson i Sverige. Koch gav løbende instrukser og råd til Wechselmann om Flygtningekontorets drift. Samtidig koordinerede de to modtagelsen i Sverige af de evakuerede kz-fanger, som i foråret 1945 kom med de hvide busser, samt planlagde hvordan hjemsendelsen af de danske flygtninge skulle foregå efter befrielsen.
Flygtningekontoret fungerede for svenske penge, var underlagt gesandtskabet, men blev i høj grad styret fra København. Dette var gesandt Kruse ikke bare vidende om. Han støttede også modellen.
Som tidligere nævnt, gjorde Kruse generelt ikke noget uden at have rygdækning fra København. Eksempelvis drøftede danske politifolk i Sverige i efteråret 1944 at etablere en politistyrke i Sverige. Kruse støttede op om forslaget, og han var vært for flere møder, hvor han sammen med betjentene lagde en detaljeret plan for politistyrken. Men lige inden planen skulle føres ud i livet, lukkede Kruse den ned, fordi han ikke kunne få Vilhelm Buhls godkendelse.
Modviljen mod Kruse i modstandsmiljøet fortsatte efter befrielsen. I det danske embedsværk var sagen en anden. Sigurd Wechselmann var efter befrielsen blevet departementschef i Ministeriet for særlige Anliggender, hvis primære opgave var at sikre hjælp til besættelsestidens ofre. Imens han fungerede som departementschef, skrev han en form for forsvarsskrift for Kruse. Wechselmann forsvarede først Kruses loyalitet over for København. Dernæst roste han Kruses samlede virke i gesandtskabet og påpegede, at Kruse: ”med en levende Deltagelse, en utrolig Udholdenhed og et imponerende Kendskab til de mindste Detailler førte sin Opgave til en lykkelig Afslutning”.
På trods af den massive modvilje mod Kruse – og flere planer om at vælte ham af pinden – forblev han på sin post som Danmarks gesandt i Stockholm igennem hele krigen. Omgivet af folk, som hadede ham og ønskede ham hen, hvor ikke en gang peberet kunne gro. Men hverken briterne eller den danske modstandsbevægelse kunne afsætte Kruse. Han havde det danske embedsværks, den svenske stats og de danske politikeres støtte – og han tjente deres sag.
Uanset hvad man mener om Kruses ageren under krigsårene, er det utvivlsomt, at han forblev tro mod sine principper som statens loyale embedsmand, og han fulgte konsekvent den linje, som det officielle Danmark udstak. Det var ikke den populære linje blandt modstandsfolk eller de allierede, som ville have væbnet kamp mod Tyskland. Omvendt var han en del af den pragmatiske embedsførelse, som fik Danmark mere smertefrit igennem krigen end andre besatte lande.
Rigsarkivet. Johan C.W. Kruse arkiv. Korrespondancer.
Rigsarkivet. Ebbe Munck. Dagbøger.
Rigsarkivet. 1845, Den danske Flygtningeadministration i Sverige. Mødereferater for Flygtningekontorets ledelse
Rigsarkivet. H.H. Koch, departementschef.
National Archives London (Kew). HS 2/31.
Wechselmann, Sigurd. „Den danske flygtningeadministration i Sverige. En episode i nordisk administrativt samarbejde”. 1946.
Lidegaard, Bo. ”Danmarks uafhængige udenrigstjeneste 1940-1945”. 1997.
